S: Vi skal skrue op for frihedsgraderne og ned for bureaukratiet i folkeskolen

Mens de fleste diskussioner i øjeblikket handler om corona, har tre rapporter siden december sat spot på de største af de udfordringer for folkeskolen, som ikke kan vaccineres væk.

Senest har Rockwoolfondens rapport vist, at vi ikke bryder den sociale arv på uddannelsesfronten, selvom vi formelt har både fri og lige adgang. Vi er banket 40-50 år tilbage i tiden, når det gælder børns uddannelse, der nu igen er lige så afhængig af forældrenes baggrund, som den var i 1940’erne.

I december landede TIMMS-undersøgelsen, der viste, at danske elever var blevet dårligere til matematik. Elever som kun har gået i skole under den nye skolereforms rammer.

Og sidst, men slet ikke mindst, viste en undersøgelse fra Kraka, at drengene falder stadig længere og længere bagud i forhold til pigerne i skolen.

Diskussion af skolereformen er ikke frugtbar
Tre ømme punkter der siger noget om, hvor vi stadig fejler. Heldigvis kan nogle af svarene på de spørgsmål, de rejser, være delvist overlappende. Diskussionen for eller imod skolereformen synes ikke specielt frugtbar. Problemerne er ældre end reformen.

Og sandt er det, at rigtig mange af de elementer, der i reformen kan bidrage til løsningen på disse udfordringer i for ringe grad er blevet til virkelighed alle steder. Men vi ved desværre nok til, at vi ikke bare kan vente på bedre tider.

Den nordiske TIMMS-undersøgelse viser, at vi ikke kun har brug for et fokus på antallet af undervisningstimer, men i høj grad også på kvaliteten af dem. Og den viser, at lektier er en god ting for det faglige niveau. Til gengæld viser den også, at de, der ikke når lektierne på skolen, men har dem med hjem, stadig rammes af den sociale slagside præcis som før reformen.

Skru ned for bureaukratiet
At vi ikke bryder den sociale arv sætter endnu en gang fokus på, hvor forskellige forudsætninger man har, alt efter, hvor meget bogreolen fylder i det hjem, man kommer fra.

Hvis vi skal rette op på nogle af de forskelle, kræver det en differentieret undervisning, der tager bedre hånd om elevernes forskellige udgangspunkter. Og det kræver et langt større fokus på praktiske færdigheder i skolen. Ikke fordi de står i modsætning til de boglige. Men fordi børn har forskellige talenter og brug for at blive stimuleret på forskellige måder for at blive motiveret til læring.

Praksisfagligheden er en ting, som vi indiskutabelt skal give mere plads i skolen. Det ville få flere med og i øvrigt - sammen med flere mandlige rollemodeller, en mere prominent plads til høvlebænkene og flere faglærte forbilleder i undervisningen - bidrage til også at reducere udfordringerne for drengene.

Differentieret undervisning, mindre hold og bedre kvalitet i timerne rimer bare dårligt på en folkeskole, hvor markant færre lærere underviser markant flere timer. Derfor spiller ressourcer naturligvis også en rolle. Og penge gør det ikke alene.

For mens vi heldigvis allerede med det nye flertals første finanslov aftalte at investere mere i skolen, skal vi også kigge på, hvilke opgaver lærerne bruger deres tid på. Der skal skrues ned for bureaukratiet og op for frihedsgraderne, så ressourcerne i videst muligt omfang bruges til gavn for undervisningen og elevernes trivsel og udbytte.

Alle taber i for mange klasser efter inklusionsreformen
Dertil kommer, at inklusionsreformen i for høj grad har været en diskussion om bestemte procenter og i alt for mange tilfælde har sendt børn med særlige behov ind i normalklassen, uden at lærerne har haft uddannelsesmæssige og tidsmæssige ressourcer til at yde den støtte, der var nødvendig.

Det taber de inkluderede elever på. Og samtidig angiver alt for mange fejlslagen inklusion som baggrunden for enten at overveje eller faktisk flytte de børn fra skolen, som ikke nødvendigvis har særlige behov. Der er med andre ord for mange klasser, hvor virkeligheden er, at alle taber.

Folkeskolen er den fuldstændig afgørende grundsten i velfærdssamfundet og ambitionen om, at vi har frihed til og mulighed for at forfølge vores drømme. Derfor kan den skolepolitiske diskussion ikke fylde nok.

Jeg foreslår som en start, at vi diskuterer større frihedsgrader, kvaliteten af undervisningen, en større praksisfaglighed og en inklusion i bedre balance.

debat@altinget.dk