Ligeværd: Inkluderende fællesskaber skal være fundament for læring i folkeskolen

Der er ingen børn, der ikke vil lære, og der er ingen børn, der ikke vil gå i skole med deres kammerater. Men der er desværre en voksende gruppe børn, der knækker sammen under det pres, som ekskluderende pædagogik, måltalstyranni og gruppedannelsesprocesser lægger på dem.

Bekymringen for de udsatte børn deles af mange, og på Sorømødet for et år siden udtalte undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), at inklusion er den største udfordring, folkeskolen står over for.

I Ligeværd er vi også optaget af folkeskolen, ligesom rigtig mange andre er. Men vi er det fra et særligt perspektiv. Vi er især optaget af, hvordan børn i udsatte positioner har det og klarer sig.

Det kan måske synes som et lidt snævert perspektiv på folkeskolen, når nu mange tal viser, at langt de fleste børn klarer sig godt og trives i skolen. Men at omkring 80 procent har det godt ændrer ikke på, at der er en ret stor gruppe, som har det svært, og nogle af dem har det så skidt, at de bliver syge.

Hvis vi skal lave skole for alle børn, må vi se skolen fra de udsatte børns position. Når vi gør det, kan vi se, at forudsætningen for alle børns læring er dyder som alles ret til at deltage på egne præmisser i sociale og faglige fællesskaber.

Skolens mangfoldige fællesskaber
Skolen er fyldt med en mangfoldighed af fællesskaber. Lige fra klassekammeraterne fra den samme blok, der følges ad både til og fra skole, over gruppedannelserne i undervisningen til frikvarterets legegrupper og eftermiddagens legeaftaler. På en måde kan vi godt være stolte af, at vi træner vores børn så intensivt i sociale færdigheder.

Men langt de fleste børn, der har det skidt i folkeskolen, fortæller om udfordringer i forhold til fællesskaber. Og mange udfordringer og forstyrrelser i klassen udspringer af marginalisering og kampen for at finde en vej ind i fællesskaberne.

Spørger man børnene, så er deres tanker om det vigtigste i skolen forbundet med at være sammen med deres kammerater. Corona-nedlukninger har for alvor tydeliggjort det børneperspektiv. Derfor er børns udelukkelse fra deltagelse i de mange forskellige fællesskaber også ofte forbundet med uoverstigelig smerte og er den væsentligste anledning til mistrivsel og belastningsreaktioner.

I Ligeværd oplever vi desværre, at alt for mange børn overlades til sig selv og hinanden med sociale opgaver, der er alt for store.

Børn presses i frikvarteret
I mange sammenhænge lades børnene alene med opgaven om at lave deres arbejdsgrupper i klassen. At være i de gode læringssammenhænge er vigtigt, men for nogle børn kan gruppedannelsesprocessen være et dagligt helvede af udelukkelse og marginalisering.

Selv der, hvor læreren sætter gruppedannelsens tabere ind i grupper, kan de ekskluderende mikrosignaler af rygvendt tavshed og himmelvendte øjne fra kammeraterne være om muligt endnu mere giftige og stigmatiserende.

En anden stor fællesskabsarena, hvor mange børn presses, er frikvarteret. Alene navnet skurer i mange børns øre og giver ondt i maven. For det er alt andet end frit for alle. For mange er det en slagmark, hvor kampen for at være med ofte bliver kampen for at holde andre ude med de meste udsatte som tabere.

Løsningerne på vejen til en skole for alle er at styrke det faglige fokus på trivslens forudsætning for læring. Det er at sikre lærernes kompetencer og viden om dynamikkerne i børns fællesskaber.

Det var smart en overgang at tale om lærerne som eksperter i læring. I så fald skal de blive eksperter i børns dannelse som ordentlige mennesker og deres deltagelse i inkluderende fællesskaber – fagligt såvel som socialt. De skal blive eksperter i at udvikle kompetencer hos børn, så de kan agere i fællesskaber og favne mangfoldighed.

Vi skal se hele skoletiden som et pædagogisk arrangement
Lærerne har også en pædagogisk opgave i børnenes frikvarter. Som det er nu, er det måske mest en pause for lærerne. Mange børn er til gengæld på overarbejde.

Det betyder ikke, at frikvarteret skal fyldes ud med pædagogiske lege og konstruerede aktiviteter, men at skolens voksne også er til stede der og tilbyder sig som troværdige tryghedsskabende voksne, der i særlige situationer kan tilbyde sig som sociale muligheder for de børn, der ellers er henvist til deres eget selskab.

Vi har mange forudfattede forestillinger om skolens fællesskaber og om børns frihed til selv at finde sammen på kryds og tværs. Mange børn og unge magter det. Men et stort mindretal har alt for store udfordringer. Og når vi ser disse ’selvfølgelige’ fællesskaber med de udsatte børns øjne, så bliver det tydeligt, at de både er afgørende forudsætninger for læring og skoledagens allerstørste udfordring.

Det er på tide, at vi vender tilbage til en folkeskole, der målrettet fokuser på børnenes deltagelse i inkluderende fællesskaber som fundamentet for læring.

Vi skal måle vores skole og lærernes succes på, hvorvidt de er i stand til at understøtte disse fællesskaber. Hvis vi lykkes med det, er der også gode chancer for, at vores børn bliver gode til dansk og matematik.  

debat@altinget.dk