Lektor til Helle Thorning: Falsk historieskrivning at påstå, at folkeskolereformen var en succes

I Altingets podcast Ministertid blev den tidligere socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt for nylig interviewet af Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Helle Thorning-Schmidt blev blandt andet spurgt, om hun fortrød, at hun var med til at vedtage folkeskolereformen i 2013. En reform, hvis indhold langsomt er forsvundet gennem årene, og som nu er lagt endeligt død med den seneste folkeskoleaftale.

Måske nogen har tænkt, at Helle Thorning-Schmidt gennem årene var blevet klogere, og ligesom de fleste andre tidligere tilhængere af reformen havde undsagt den. Men det er ikke tilfældet.

Det var en fantastisk reform, fordi den tog udgangspunkt i børnene i modsætning til den seneste skoleaftale, som tager afsæt i lærerne, hævdede Thorning-Schmidt.

Nu kunne man måske have forestillet sig, at interviewer Simon Ammitzbøll havde fulgt Helle Thorning-Schmidts udsagn op med et eller to uddybende spørgsmål, men det er ikke tilfældet.

{{toplink}}

Hvordan var det lige, at reformen tog udgangspunkt i børnene? Var det de lange skoledage? De fantasifulde påfund om såkaldt understøttende undervisning? Målene om øget faglighed og trivsel?

Det får vi ikke noget at vide om, for Ammitzbøll spørger ikke. Programmet er i hvert fald, hvad dette tema angår, ren fætter-kusine-fest for pensionerede politikere.

Kontrafaktisk historieskrivning

Den vigtigste opgave eller mål med folkeskolereformen var, at børnene lærte mere, og at færre gik ud af folkeskolen uden at kunne skrive, regne og læse, fortæller Thorning-Schmidt.

”Vi ville gerne gøre det klart og tydeligt, at det er børnene, der ejer folkeskolen. Børnene skulle lære på en sjovere måde. De skulle have mere bevægelse.”

Og fortsætter i samme spor: ”Det var en rigtig god reform. Det kan godt være, der var nogle tekniske ting, men der var folkelig opbakning til reformen hele tiden. (…) Nu har man bare jo overladt folkeskolen til lærerne. Det betyder, at samfundet og i særdeleshed børnene ikke ejer den mere.”

Da den tidligere socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon forlod Christiansborg, gav han udtryk for, at han var særlig stolt over folkeskolereformen. Det var hans politiske mesterværk, og når den ikke lykkedes, var det, fordi den aldrig blev implementeret. Og når den ikke blev implementeret, var det, fordi der manglede ledelsesrum.

I modsætning til Corydon når Helle Thorning-Schmidt aldrig frem til at argumentere for, hvorfor reformen ikke lykkedes. Den var bare fantastisk.

Man siger, at historien skrives af de sejrende. Måske skulle man omformulere det til, at historien fortælles af dem, der får mulighed for at fortælle den. Helle Thorning-Schmidt leverer kontrafaktisk historieskrivning og gengiver i bedste Trump-stil påstande uden skyggen af argumenter og dokumentation.

En dumpet reform

De omfattende evalueringer af folkeskolereformen, som blev publiceret i årene efter 2014, dumpede den på næsten alle parametre. Heller ikke børnene gav den tommelfingeren op.

Ingen af reformens resultatmål blev nået. Fagligheden steg ikke, den sociale arvs betydning blev ikke reduceret og trivslen blev heller ikke bedre.

Undervisningen blev ikke mere varieret. Der blev ikke brugt bevægelse i højere grad.

{{toplink}}

Eleverne oplevede ikke, at skolen var blevet anderledes.

Det er fortsat nogenlunde det samme antal elever, der forlader skolen uden at kunne regne, læse og skrive.

Der er nok mange, som vil hævde, at folkeskolereformen i 2013 ikke var en børnenes reform. Tværtimod var det en skole, som på nogle stræk fremmede en mere teknokratisk pædagogik og lagde hindringer i vejen for en skole, som tog hensyn til børnene, fordi det var en skole med flere test, flere læringsmål og en mere snæver faglighed.

Hvem skriver historien?

Der er sikkert også nogen, der vil hævde, at påstanden om, at reformen ensidigt tog børnenes parti, er en stråmand.

I virkeligheden handlede reformen om at fremme en skole med andre værdier, for eksempel en billigere skole, hvor lærerne skulle undervise mere domineret af et bestemt ledelses- og styringssyn. Måske virkede reformen ikke, fordi politikerne i for ringe grad inddrog dem, som var genstand for reformen i det lovforberedende arbejde, for eksempel lærerne.

I årene efter folkeskolereformen er forskellige initiativer kommet til, som i højere grad betoner dialog og samarbejde mellem skolens parter, for eksempel en ny arbejdstidsaftale og initiativet 'Sammen om skolen,' hvor folkeskolens forskellige interessenter løbende mødes og udveksler erfaringer og synspunkter.

At den seneste skoleaftale tager skolen fra børnene og samfundet og giver den til lærerne, så de kan gøre med den, som de har lyst til, er en absurd påstand.

Kampen om skolen er også en kamp om at skrive historien. De dominerende politikere fra dengang er ikke længere i politik. Og det skal vi nok være glade for.

Det kan undre, at Helle Thorning-Schmidt fastholder ideen om, at folkeskolereformen i 2013 var en fantastisk reform, og det var en reform, som ensidigt tog børnenes parti.

Har hun ikke læst evalueringerne? Er hun ikke bekendt med kritikken og med, hvordan reformen langsomt blev pillet fra hinanden som et hus, der blev taget ned stykke for stykke?

Jeg skal ikke begive mig ud i spidsfindig psykologisk motivforskning. Men man undres.

{{toplink}}

debat@altinget.dk