Verdens Skove: En ny folkelig udviklingspolitisk strategi skal have et grønt hjerte

Hvis den nye udviklingspolitiske strategi skal være folkelig, kræver det, at den tager hånd om de udfordringer, klimaet står over for. Derfor må udviklingsministeren omsætte regeringens grønne mandat til en grøn udviklingspolitik, skriver Jakob Kronik.

Det er vigtigt, at Danmarks udviklingspolitik fremover også bliver en folkelig udviklingspolitik, der kan bidrage til forståelsen af et værdifællesskab, af vores fælles afhængighed af hinanden og af vores fælles klodes velbefindende. Det vil begejstre og engagere danskerne. 

Danskerne er i 2021 især optaget af de udfordringer, som naturen og klimaet står over for.

I Danmark og i verden mærker vi konsekvenserne af pres på naturen, pres på demokratiet og et klima, der er på vej ud af kontrol. Det er ikke tilfældigt at FN kalder 2020érne for handlingens årti.

Den nye udviklingspolitiske strategi bør have fokus på at skabe resultater, der effektivt modvirker de globale kriser. 

Gør udviklingspolitikken grøn og retfærdig
Danskerens vurdering af, hvad der er vigtige politiske problemer, stemmer her overens med de største globale kriser, vi står over for, og som dansk udviklingspolitik bør søge at løse: Klimaforandringerne, tabet af natur og den stigende globale ulighed.  

Danmarks nye udviklingspolitiske strategi er en mulighed for Flemming Møller Mortensen (S) til at omsætte regeringens grønne mandat, den fik ved valget, til at gøre udviklingspolitikkens betydeligt mere grøn og mere retfærdig 

Ifølge FN’s videnskabelige paneler for henholdsvis klima (IPCC) og biodiversitet og økosystemer (IPBES) er beskyttelse af såkaldte kulstofrige økosystemer den mest effektive måde at bekæmpe klimaforandringerne og at standse tabet af biodiversitet.

Hvis man gør det rigtigt, så styrkes det demokratiske råderum. Derfor bør Danmarks nye udviklingspolitiske strategi give danskerne mulighed for at gøre en forskel ved at bevare jordens regnskove. 

Bevar skovnatur gennem klimainvesteringer
Bevaring af tropisk natur leverer resultater til strategien, der kan måles i global sundhed, fødevaresikkerhed og grønne jobs igennem naturbaserede løsninger, der bevarer økosystemerne.

Udviklingsstrategien bør her sørge at bevare værdifuld skovnatur gennem rettighedsbaserede klimainvesteringer, der fokuserer på bevarelsen af kulstofrige økosystemer og søger at stoppe ødelæggelsen af tropiske skove – også i Latinamerika. Også fordi oprindelige folks og lokalsamfunds rettigheder er den mest effektive skovbevaringsstrategi. 

Indsatsen bør sammentænkes med andre globale aktørers ansvar i den globale handel, så Danmark ikke er med til at kæmpe for klimaet med den ene hånd og rydde skov med den anden. 

Derved kan vi sikre, at Danmark gør mere for at stoppe tabet af vilde arter globalt og bremse klimaforandringerne og det demokratiske underskud. Det er en indsats, der bevarer den tropiske natur, bidrager til at løse alle tre kriser på én gang, og vil have danskernes opbakning og engagement i udviklingspolitikken. 

Forrige artikel Advokat i Khashoggi-retssag: Stop våbenhandel med Saudi-Arabien og indfør strenge sanktioner Advokat i Khashoggi-retssag: Stop våbenhandel med Saudi-Arabien og indfør strenge sanktioner Næste artikel Mattias Tesfaye svarer igen: Vores plan om modtagecentre er human over for verdens flygtninge Mattias Tesfaye svarer igen: Vores plan om modtagecentre er human over for verdens flygtninge