Økonom: Danmark må støtte partnerlande i at udvikle egne nationale udviklingsstrategier

Af Philip Bøttern
Økonom, tidligere seniorudviklingsekspert i Verdensbanken og rådgiver i Danida

En ny dansk udviklingsstrategi burde handle om at hjælpe lav- og mellemindkomst lande med at gennemføre deres egne nationale udviklingsstrategier. Det ville være befriende at reducere mængden af nuværende danske prioriteter og interesser.

Det handler om at hjælpe partnerne med at udvikle og implementere deres egne nationale strategier og prioriteter indenfor de områder, de nu engang har valgt.

For at konkretisere dette ville verdensmål 16 om fred, retfærdighed og stærke institutioner være et godt overordnet mål for en ny dansk udviklingsstrategi.  

Udviklingsstrategier er komplekse
At komme op med en dansk udviklingsstrategi er komplekst og bliver nemt til at lang udredning, hvis alle aspekter og interesser skal inkluderes, som også debatten på blandt andet Altinget viser.

Dette er ikke blevet nemmere af de 17 verdensmål og FN’s 2030-dagsordenen, som alle udviklingsorganisationer nu arbejder med.

Det er godt, vi har et fælles sprog, men Verdensmålene er brede og dækker stort selv alt. Verdensmålene går fra det overordnede som ’Stop sult’ til mere sektororienterede som ’Kvalitetsuddannelse’

En anden udfordring med 2030-dagsordenen er, at udviklingslande nu skal udvikle verdensmålsrelaterede planer i stedet for at arbejde direkte med deres egne nationale strategier og mål, som er relevante for dem.

Der er mindre direkte dansk bilateral bistand
Derudover står dansk bistand over for en stor udfordring.

Engang var Danida et brand, som var velkendt og højt respekteret, og hvis indsatser var kontekstspecifikke og designet i grundig dialog med partnere. Nu lyder spørgsmålet stadig oftere: ”Where is Danida these days?”

Dansk udviklingsbistand går efter nogle overordnede principper beskrevet i den nuværende udviklingspolitiske strategi Verden 2030. Den officielle bilaterale bistand implementeres i danske femårs lande programmer/partnerskaber for modtagerlandene med en vis fleksibilitet.

Den bilaterale del af dansk bistand, altså den del af pengene som går direkte fra Danmark til et andet land, flyder mere og mere ind i programmer og projekter udført af andre udviklingsorganisationer, inklusiv de multilaterale (Verdensbanken med videre).

Der er således mindre direkte dansk bilateral bistand, mindre opfølgning og forståelse, af hvordan pengene bruges.

Støt partnerlande i at udvikle nationale strategier
Dansk udviklingspolitik skal selvfølgelig forholde sig til Verdensmålene, og en fremadrettet og praktisk tilgang ville være at udvælge et eller et par af målene som flagskib for den danske udviklingsstrategi.

Mit forslag er at fokusere på verdensmål 16 ’Fred, retfærdighed og stærke institutioner’.

Målet for dansk udviklingsbistand må være at støtte partnerlande i at definere og gennemføre en national udviklingsstrategi. Det kræver stærke nationale institutioner, der kan varetage opgaven.

Den nationale strategi skal selvfølgelig tage udgangspunkt i de mål, som partnerlandet selv udvælger. De kan så altid omformuleres til verdensmål, hvis de ikke allerede er det.

Myndighedssamarbejde skaber resultater
Institutionsopbygning indgår som et centralt element i noget af det mere innovative, jeg har set inden for dansk udviklingsbistand i de senere år, nemlig myndighedssamarbejdet – eller Strategic Sector Cooperation, SSC,

Strategic Sector Cooperation dækker over et samarbejde mellem ministerier, styrelser og kommuner i Danmark og ditto i udviklingslande. Samarbejdet kan være om alt fra miljø og energi til fødevarer, digitalisering og byudvikling og dække over både vidensdeling og rådgivning.

En sådan udveksling på tværs af grænser er med til at sikre, at projekter, der støtter nationale udviklingsstrategier i partnerlande, bliver gennemført – det er ganske enkelt en god idé – og det skaber resultater.

Det viser evalueringen af Strategic Sector Cooperation fra 2020,, som jeg selv var med til at lave, og erfaringen fra Sverige, hvor man har kørt tilsvarende programmer i mange år.

En del af myndighedssamarbejdet handler i øvrigt også om at inddrage den private sektor og involvere dansk erhvervsliv i projekter om blandt andet miljø og fødevarer.

Partnerlande ved bedst selv
At lave god bistand er bare komplekst, det viser adskillige evalueringer. Det kræver god forberedelse med forståelsen af den nationale kontekst, politiske økonomi og de behov, som er i modtagerlandene.

Det kan landene bedst definere selv, men det kræver institutionel kapacitet, og derfor er verdensmål 16 bare et godt verdensmål at prioritere.

debat@altinget.dk