DF: Med ret følger der pligt – det gælder også i ulandsbistanden
DEBAT: Danmark må stille krav til gengæld for den langsigtede udviklingsbistand. Vi skal ikke acceptere den nuværende situation, hvor andre lande kynisk udnytter den tillid, vi viser dem, skriver Alex Ahrendtsen.
Af Alex Ahrendtsen (DF)
Udviklingsordfører
Hvert år giver Danmark milliarder væk i såkaldt langsigtet udviklingsbistand (ODA – Official Development Aid) og den mere direkte nødhjælp. Desværre er det ofte ikke fulgt op af noget for noget. Vi glemmer at stille krav. Det vil Dansk Folkeparti gerne lave om på.
Der er noget rivravruskende forkert i, at vi sender danskernes hårdt tjente skattepenge til fremmede lande i Mellemøsten og Afrika og til store lande som Indien, der har råd til at udvikle atomvåben, eller til lande, som kun vil samarbejde, når vi kommer med penge.
Når vi så flyver en udvisningsdømt voldtægtsmand eller drabsmand hjem, hvor han hører til og kommer fra, så opstår der pludseligt samarbejdsproblemer. Det skal og vil vi selvfølgelig ikke acceptere.
Krav til modtagerlande
Der skal derfor være gennemsigtige og letforståelige krav til modtagerlandene, hvis de vil have én eneste krone.
Danmark skal ikke samarbejde med muhammedanske lande, som intet gør for at forhindre, at små piger bliver barnebrude, og som aktivt forfølger minoriteter, herunder homoseksuelle og kristne, alt i mens deres egne ledere rejser verden rundt i jetfly og køber ejendomme i Paris og London for bistandspenge og bloddiamanter.
I Danmark lyder det ofte, at vi jo skal overholde vores internationale forpligtelser. Vi vil gerne være anstændige og gøre det rigtige. Vi er jo danskere. Vi er jo ordentlige mennesker. Men jeg har faktisk mine tvivl, om der faktisk er nogen i dette land, som er tilfreds med status quo, hvad angår ulandsbistanden. Er de derude, må de gerne melde sig.
Vi må ikke glemme selvrespekten
Det tilbagevendende spørgsmål er nemlig, hvad vi skal gøre med de lande, som kynisk udnytter den tillid, vi viser dem? Som udnytter den tillid, vi har til hinanden i Danmark? Hvad skal vi gøre med de lande, som ikke overholder deres forpligtelser over for os, over for Danmark? Lande, som modtager danske skattekroner med den ene hånd, og med den anden hånd krydser fingrene bag ryggen?
Det er mig en gåde, hvorfor vi har accepteret denne situation i så mange år. I Danmark har vi orden i eget hus, men lige på dette punkt må vi have en blind vinkel. I Dansk Folkeparti vil vi gerne hjælpe folk på fode, men det er på tide, vi stiller krav.
Arbejderbevægelsens og Socialdemokratiets motto om, at man skal gøre sin pligt, før man kan kræve sin ret, skal også gælde i forbindelse med ulandsbistanden.
Vi må ikke glemme selvrespekten og anstændigheden i vores udviklingspolitik – for hvis vi ikke respekterer os selv og danskernes skattekroner, hvorfor skulle en diktator i et fremmed land så?
Lars Engberg-Pedersen: Danmark må skifte fokus for at bekæmpe ulighed i udviklingssamarbejdet
Mission Afrika: Disse områder må prioriteres i den nye udviklingspolitiske strategi
