Mission Afrika: Disse områder må prioriteres i den nye udviklingspolitiske strategi

DEBAT: Ligeværdige partnerskaber med lokale i udviklingslande, støtte til forfulgte kristne and andre religiøse minoriteter samt det danske civilsamfund er blandt de områder, der bør prioriteres i den nye udviklingsstrategi, skriver Henrik Engelbrekt Refshauge.

Af Henrik Engelbrekt Refshauge
Generalsekretær, Mission Afrika

Den nye udviklingspolitiske strategi må genoverveje, hvilke lande vi engagerer os i. Verdensmålene hænger i en tynd tråd i og syd for Sahelbæltet, hvor situationen er utrolig skrøbelig. 

Staterne vakler, og situationen er eksempelvis meget kritisk i Den Centralafrikanske Republik, hvor der er reel frygt for en Syrien-lignende situation. Landet og vores partnere har brug for støtte på alle tænkelige måder, men landet figurerer ikke aktivt i Danmarks udviklingsbistand.

Der er brug for en massiv tilstedeværelse med konfliktforebyggelse og inter-religiøs dialog i samarbejde med vi NGO’er. 

Reelle og ligeværdige partnerskaber
Vi har den solide kontakt og opfølgning på projekter gennem de lokale kirker, vi samarbejder med i Afrika. De har høj hierarkisk status og dermed taleret i samfundet på alle niveauer. Derfor bliver der lyttet til dem. På den måde kan Danmark bære vore sunde værdier videre.

Eksempelvis startede Mission Afrika for godt 100 år siden den lutherske kirke i Nigeria, hvor der nu er 3 millioner medlemmer. Det var biskopper og præster i den kirke, som var de første til at oplyse om covid-19, værnemidler, afstand og så videre.

Ærkebiskoppens videoer blev delt og set af titusinder længe før Nigerias stat kom i gang. Vores coronaindsats nåede dybt ind i det kolossale nigerianske samfund gennem vor partner. 

Derfor må den nye udviklingspolitiske strategi styrke og udvikle partnerskaber og give opbakningen til det lokale arbejde, rettighedsforkæmpere, trosbaserede organisationer, som sikrer, at den bæredygtige udvikling bidder sig fast. Vi kan skabe masser af afrikanske virksomheder ved at kapacitetsopbygge danske virksomheder. 

Udgangspunkt i lokale ønsker
Den nye udviklingspolitiske strategi skal tage udgangspunkt i, hvad Afrika har brug for og ikke vore ønsker. Ejerskabet må ligge ude hos dem, så det bliver bæredygtigt og lokal forankret.

Derfor er vi også nødt til at have en bredere tilgang til støtten, så den ikke er underlagt regeringens geografiske eller politiske prioriteringer, men rummer bredere temaer, end dem vi forestiller os fra dansk politisk side. Der er en kultur til forskel, som vi kun forstår gennem lange, solide medvandringer. 

Styrk kampen for forfulgte kristne
De etniske udrensninger mod kristne i og syd for Sahel-regionen styrer dagligdagen. Derfor må udviklingsstrategien styrke kampen for de forfulgte kristne og generelt tros- og religionsfrihed samt fredsprojekter/konfliktforebyggelse.

Vi driver fredsprojekter i eksempelvis Nordcameroun og Nordnigeria, hvor Boko Haram hærger. Her mødes religiøse ledere og bremser de unges involvering i terror- og rebelbanderne, fordi de får uddannelsesmuligheder med videre.

Mission Afrika har sammen med partnerkirkerne mange gode konkrete eksempler på aktiviteter og projekter, som bidrager til at skabe dialog og forebygge radikalisering lige fra fodboldturneringer over indkomstskabende aktiviteter, hjælp til gadebørn og uddannelse – projekter og aktiviteter hvori både unge kristne og muslimer deltager.

Migration bør blive et centralt tema i den ny strategi ved at skabe langsigtede og bæredygtige løsninger for lokale befolkningsgrupper – især kvinder – så de ikke tvinges til at forlade deres hjem på grund af sult og nød eller trafficking.

Støt det danske civilsamfund
Endelig er det vigtigt at udviklingsstrategien sikrer civilsamfundets evne til at nå ud til det frivillige bagland i den danske befolkning, som ellers ikke stifter bekendtskab med dansk udviklingsbistand.

For eksempel har næsten 2000 frivillige dagligt den danske udviklingsbistand i deres hænder i Mission Afrikas 63 genbrugsbutikker, når de sælger tøj, møbler og andre lækre varer med det formål at sende så meget som muligt til Afrika.

Vi har været med, da genbrug startede for 36 år siden, og vi oplever at, dette netværk ikke må glemmes. Her møder vi også tusindvis af kunder, der bliver tændt for retail, genbrug, bæredygtighed med videre. 

Vore unge frivillige kører selv partnerskaber, og de spørger efter uddannelse og udrustning, så de kan navigere i internationale projektarbejder eksempelvis monitorering, fundraising med videre. 

Forrige artikel DF: Med ret følger der pligt – det gælder også i ulandsbistanden DF: Med ret følger der pligt – det gælder også i ulandsbistanden Næste artikel DIEH: Bæredygtig handel skal være helt centralt i den nye udviklingspolitiske strategi DIEH: Bæredygtig handel skal være helt centralt i den nye udviklingspolitiske strategi