Rådet for Grøn Omstilling: Kommuner kan ikke omlægge sit forbrug uden grønne krav

Kommunernes indkøb løber årligt op over 100 milliarder kroner, svarende til cirka 20.000 kroner per dansker. Det er en gigantisk muskel, som vi i langt højere grad bør udnytte i den grønne omstilling.

Men det kræver selvfølgelig, at kommunerne får de rigtige incitamenter og nogle gode værktøjer til sætte ind der, hvor det har størst effekt.

Det handler om at skabe den fornødne viden og de gode eksempler. Det handler om de rigtige økonomiske incitamenter, hvor kommunernes ikke straffes ved at gå foran. Og det handler om krav, der bør sættes højere end i resten af samfundet, så det kommunale forbrug kan bruges som spydspids i den grønne omstilling.

Det er klart, at der skal være plads til lokale løsninger, men det nytter ikke noget, at den kommunale indkøbsmuskel bruges forkert. Hvis ikke den lokale vilje er tilstrækkelig, og de lokale løsninger ikke peger i en grøn retning, så må det være rimeligt at sætte et grønt minimumsniveau gennem krav.

Det kan både være konkrete krav indenfor de forskellige dele af det kommunale forbrug, og det kan være målsætninger, som hver enkelt kommune skal leve op til.

Slappe CO2-krav har minimal effekt
Der er flere oplagte muligheder, hvor krav og målsætninger kan bringe kommunerne frem på den grønne bane.

Kommunerne er store bygherrer og her har vi en unik mulighed for, at det offentlige går forrest i den grønne omstilling af vores bygningsmasse. Ifølge en opgørelse fra Økonomistyrelsen over klimaaftrykket fra det offentlige indkøb, stod kommunernes bygge- og anlægsaktivitet i 2019 for en udledning på cirka 1,4 millioner ton CO2.

Der indføres fra 2023 CO2-krav til byggeriet i Danmark, som er så tilpas slappe, at cirka 90 procent af alt byggeri allerede i dag lever op til dem. De strammes langsomt frem mod 2030. Hvorfor ikke stille højere krav til kommunalt byggeri, så branchen kan geares til den fremtid, vi er på vej ind i?

Et andet eksempel kunne være krav til omstilling af energiforsyningen i de offentlige bygninger, hvor der for eksempel stadig varmes op med gasfyr. Energiforsyningen er et af de kommunale områder, der bidrager mest med nationale CO2-udledninger. Vi taler om cirka 1,2 millioner ton CO2 årligt.

Vi skal under alle omstændigheder af med de fossile fyr, så her kunne man lave en målsætning om CO2-reduktioner i energiforsyningen i kommunale bygninger, der gennemtvang udskiftning af oliefyr senest i 2025 og gasfyr i 2030 eller før, når kommunerne alligevel skal afklare hvilke områder, der skal forsynes med fjernvarme.

LÆS OGSÅ: KL: Vi kan sagtens sætte turbo på grønne indkøb uden krav og bindende mål

Behov for nedre ambitionsniveau
Der er mange andre eksempler på, hvordan helt oplagte krav til kommunernes indkøb kan bidrage til den grønne omstilling: krav om elektrificering af kommunens køretøjer, forbud mod engangsservice, krav til CO2-reduktioner i kantinedrift, krav til brug af mere bæredygtige IT-leverandører og krav, når der købes computere, kopimaskiner og andet kontorudstyr.

Det handler ikke om, at kommunerne ikke skal have muligheder for at finde gode lokale løsninger, der kan bringe dem videre. Udfordringen er bare, at vi ikke ser det ske i tilstrækkeligt omfang på nuværende tidspunkt.

Derfor er der behov for, at der sættes et nedre niveau på en række oplagte områder, hvor kommunernes enorme indkøbsmuskel kan bruges til at fremme den grønne omstilling. Det kunne suppleres med konkrete målsætninger, som kommunerne skal arbejde henimod, og hvor der også er frihed til at finde lokale løsninger.

Den retning og det ambitionsniveau, som målsætninger sætter, kan være godt for kommunerne at styre efter, så der også skabes fælles fodslag på tværs af kommunerne.

Det vil nok kræve, at man i et vist omfang genbesøger den økonomiske regulering af kommunerne og sikrer, at den understøtter den omstilling, der skal ske hurtigt, men som trods alt har et længere tidsperspektiv end de kommunale budgetter.

Alt i alt er der gode muligheder for at skærpe kommunernes indsats i den grønne omstilling ved at styre de kommunale indkøb. Det bør ligesom i resten af samfundet ske med en flerstrenget indsats, der består af viden og værktøjer, økonomiske incitamenter og krav.

debat@altinget.dk