EL: Budgetloven og stordriftulemper spænder ben for kommunernes grønne indkøb

Jeg har valgt at opfatte ”grønne indkøb” i Altingets debat meget bredt. For problemstillingen handler både om, hvilke ting kommunerne indkøber – og hvilke ting, der ikke indkøbes. Jeg taler kort sagt for en helhedsopfattelse af kommunernes bidrag til den grønne omstilling. Hvis tingene holder længe, skal der ikke købes nyt.

Med det samme sagt: Jeg mener, at kommunerne er en helt afgørende faktor for, at vores målsætning om samfundets grønne omstilling får succes. Jeg tror bare, at det er vigtigt, at omstillingen forankres lokalt, og at den drives af lokal entusiasme.

Hvis man taler ”indkøbspolitik” er man vant til at lave større og større enheder for på den måde at sikre sig en mængderabat. Og man forventer, at det hele bliver billigere, når man kommer med de store ordrer. Problemet er bare, at man aldrig regner det hele med.

Stordriftulemper spænder ben
Jeg tror, det er på tide, at vi introducerer udtrykket ”stordriftulemper”. For hvad hjælper det, at kommunen får de økologiske kartofler til middagen på plejehjemmet billigt, hvis prisen er et forøget CO2-udslip, som stammer fra, at kartoflerne blev transporteret fra Nordjylland til Sydsjælland?

En tommelfingerregel må være, at jo mere lokalt kommunen kan købe sine produkter, jo grønnere er det også. Og jo mere styrker det i øvrigt den lokale sammenhængskraft. For transport koster virkelig på CO2-regnskabet.

En bæredygtig indkøbsstrategi gælder ikke kun indkøbene af mad til institutioner, skoler og kantiner. Det gælder også andre produkter såsom møbler, kopimaskiner, papir eller computere til administrationen. Her vil det kloge valg være at sikre en lang holdbarhed.

Kartoflerne bliver spist, men de øvrige ting skal holde længst muligt. I det lange løb er det billigere, hvis man køber med tilbageleveringsgaranti og reparationskontrakt. For pointen er, at vi skal helt væk fra den herskende brug-og-smid-væk ideologi og erstatte den af en brug-og-reparer tankegang.

Hvis man ikke kan få producenten til at levere sådan et produkt til at begynde med, skal kommunerne presse på til det lykkes. Et muligt alternativ kunne være, at ansætte en alt-mulig-kvinde (eller flere) kommunalt med teknisk snilde til at ordne alt fra kommunens cykler til børnehavens stylter.

Sådanne tiltag fører til grønne ikke-indkøb i kommunerne. Når tingene endegyldigt ikke kan mere, så er der klar til sortering af materialerne til genbrug og skabelse af nye produkter på skuldrene af de gamle.

Snubletråde og udbudsregler
Så er der kommunens strømindkøb. Den lette løsning ville være, hvis kommunen producerede egen strøm til eget forbrug på kommunens egne tage. En vigtig viden er her, at 80 procent af alle offentlige tage er kommunalt ejede, men selvfølgelig skal kommunen også bruge strøm, når det regner.

Derfor er det vigtigt at få en løsning, så man kan koble på det overordnede el-net, men hvor kommunen får udbytte af en solcelleinvestering. Det store problem er imidlertid, at staten (eller EU) har udspændt et hav af snubletråde i forhold til alle de her beskrevne ”lette” løsninger.

I forhold til udbudsreglerne er man nødt til at dele opgaverne op i små bidder, så man kan omgå kravet om udbud og sikre, at lokal forankring er højt prioriteret i udbudsmaterialet. Desuden må man gå helt til stregen for at sikre, at valget falder på de langsigtet billigste løsninger og ikke på den, der ser billigst ud her og nu.

Det kræver revision af budgetloven og mulighed for at lave flerårige budgetter. Selv almindelig vedligehold, renovering og forbedring af kommunens bygninger, der på sigt kan spare store summer på varmeregnskabet, vil ramme ind i budgetlovens begrænsninger.

Grøntsindet opkvalificering 
Når vi er nået dertil, skal vi også være opmærksomme på, at der i en sådan bæredygtighedsstrategi ligger en væsentlig grøn jobskabelse – også for ufaglærte. For reparation kræver arbejdstimer. Det gør genbrug og affaldssortering med henblik på genbrug også.

Men også her er der regelsæt, der vanskeliggør et selvstændigt kommunalt initiativ. Ligesom det gælder den kommunale strømproduktion. Der ligger også den begrænsning, at kommunernes daglige beslutningstagere ikke altid har nok viden til at træffe de langsigtet bedste beslutninger.

Derfor kan det også anbefales som et af de første skridt, at der sker en grønsindet, faglig opkvalificering af alle kommunens praktikere. En systematisk efteruddannelse, så de daglige beslutninger træffes på et oplyst grundlag.

Alt i alt er der lang vej igen, men det lys, vi ser for enden af tunnelen, er skabt på bæredygtige lokale præmisser.

debat@altinget.dk