MLDK: Vi har brug for en holdbar fødevaredatabase, før vi kan få et ordentligt klimamærke

Lad os tage ud på en rejse. Lad os spørge nogle af dem, der har behov for at transportere sig i tog fra København til Bruxelles.

Hvad er vigtigst – at du kommer hurtigt frem, eller at du kommer sikkert frem? Mit gæt vil være, at langt de fleste vil svare, at de gerne vil sikkert frem til Bruxelles. Hvad så hvis vi siger, at det kan vi ikke garantere, men vi kan bringe dig lynhurtigt til Kolding, og det er jo et stykke af vejen?

"Kan jeg være sikker på, at jeg kan komme videre til Bruxelles", vil borgeren så måske spørge. "Nej, det kan vi ikke garantere, toget kører ikke videre, for der er en anden sporbredde i de andre europæiske lande, men der er jo også dejligt i Kolding".

Hvis vi nu paralleliserer ovenstående over på diskussionen om klimamærket, så er spørgsmålet jo, hvad der er vigtigst. At vi får et meget hurtigt – men måske metodisk problematisk – klimamærke, eller at vi venter lidt og får et mere fagligt bredere funderet klimamærke? Jeg tror, at både forbrugerne og ikke mindst virksomhederne vil foretrække, at et klimamærke baseres på et anerkendt fagligt grundlag, også selvom det tager tid.

Et grundlag, som ikke kun er rodfæstet i Aalborg og Århus, men gerne i dét Europa, som vi er en integreret del af.

Skal kunne fungere på tværs af landegrænser

Mærkevareleverandørerne repræsenterer godt 100 dagligvareproducenter, såvel store som mindre producenter af fødevarer til det danske og europæiske marked. Altså danske producenter som eksempelvis Stryhns, Good Food Group eller Schulstad, som producerer mange fødevarer til både det danske marked og til eksportmarkeder.

Men vi repræsenterer også virksomheder som Nestlé, Unilever og andre multinationale producenter, der ofte får deres varer fra deres produktionsenheder rundt om i verden. Løsninger skal derfor fungere på tværs af landegrænser.

Og nu da vi taler om fødevarer, så lad os få svesken på disken.

Et nærliggende spørgsmål er derfor, hvorvidt et dansk klimamærke kan baseres på den grønne tænketank Concitos 'Den store Klimadatabase', som Salling Fondene generøst finansierede, og som blev publiceret i februar 2021. Vil denne database med 500 fødevarer kunne anvendes som et grundlag for en dansk mærkningsordning?

Lad os slå fast, at 'Den store Klimadatabase' har mange fine kvaliteter. Først og fremmest er den et pædagogisk fornemt værktøj med beregninger for 500 almindelige fødevarer regnet på den samme måde. Det er transparent, lige til at gå til, og med den indbyggede kvalitet, at jo mindre man ved om de metodiske udfordringer ved klimaberegninger, jo mere uproblematisk vil anvendelse af databasen blive opfattet.

Udregningsmetode kan spænde ben for anvendelse

'Den store Klimadatabase' bygger imidlertid på nogle metodiske valg, som efter vores vurdering udgør nogle alvorlige bespænd for databasens brede anvendelse.

Først og fremmest hviler beregningerne på den såkaldte konsekvensmetode i stedet for den langt mere udbredte 'attributional LCA'-metode. Aarhus Universitet publicerede i efteråret 2021 en videnssyntese, hvor man havde kigget på ikke mindre end 19 forskellige nordiske og overvejende europæiske databaser om klimabelastningen fra fødevarer. 17 af de undersøgte databaser benytter den additionelle metode, mens kun to benytter konsekvensmetoden. En af disse er 'Den store Klimadatabase'.

Det kan lyde som en mindre akademisk detalje, men et eksempel viser med tydelighed, hvilke konsekvenser metoden indebærer.

Når klimadatabasen regner på klimabelastningen fra en torsk, så er det ikke den aktuelle torsks klimaaftryk, der indgår, men derimod (det større) aftryk fra en opdrættet fisk, fordi man baserer beregningen på, at alle verdens fiskebestande er reguleret af kvoter, som er udnyttet maksimalt.

Så hvis en dansk forbruger køber en torsk, så er der en anden forbruger et eller andet sted i verden, der må købe en opdrættet fisk. Her er det altså konsekvensen af dit forbrug, der regnes på, og ikke det aktuelle forbrug og belastningen.

Det efterlader ikke meget incitament til fiskerierhvervet til at mindske klimabelastningen fra deres fiskeri, da det er dambrugsfiskens klimabelastning, der indgår i beregningen.

Vi skal lære af Nøglehulsmærket

Ligeledes er det et problem, at 'Den store Klimadatabase' alene opererer med gennemsnitstal. Der er ikke forskel på en økologisk og konventionel tomat, ligesom det ikke gør nogen forskel, om vi taler friland eller (opvarmet) væksthus. Og vigtigst af alt er der ikke forskel på det produkt, som er produceret med mindre klimabelastning, og det produkt hvor der intet er sket.   

Der er med andre ord intet incitament til, at en leverandør vil innovere med ønsket på at producere med mindre klimabelastning. Indsatsen bliver i hvert fald ikke afspejlet i mærkningsordningen.

Mange siger, at vi skal lære af modellen fra Nøglehulsmærket. Jeg er på mange måder helt enig.

Men Nøglehulsmærket er jo netop også udformet på en sådan måde, at hvis man producerer en fødevare, der ikke opfylder kriterierne for at bære Nøglehullet, så vil producenten jo netop have et incitament for at produktudvikle med lidt mindre salt, sukker eller fedt, med henblik på at opfylde kriterierne for Nøglehullet og dermed markedsføre varen som "det gode valg".

Vi mangler en anvendelig database

Concito skriver da også selv, at "Den store Klimadatabase (vil) ikke i sig selv være et brugbart grundlag for klimamærkning, markedsføring eller beskatning af specifikke fødevarer".

Der er altså også her lang vej igen, før vi har en database, der kan bruges, så vi kan lige så godt først som sidst finde et datagrundlag, som i hvert fald metodisk er baseret på den metode, som vi alligevel vil ende i, nemlig centreret omkring PEF (Product Environmental Footprint) eller i det mindste et metodegrundlag, som er kompatibelt med PEF.

Og når vi så er i gang, er vores ønsker til en klimaberegning, at beregningen muliggør, at man som forbruger inden for samme kategori kan vælge en mindre klimbelastende vare. Det er vel det, der er formålet. Hvis mærket alene anviser, at vi skal spise mindre kød og mere grønt, er vi ikke kommet langt nok.

Ja, det tager tid, og det er besværligt at finde de rigtige løsninger. Men uagtet Koldings kvaliteter vil vi gerne videre. For det møde, vi skal deltage i, foregår i Bruxelles.

{{toplink}}

debat@altinget.dk