De Samvirkende Købmænd: Interesser i øst og vest kan stå i vejen for et enkelt og anvendeligt klimamærke

Hvis fødevareminister Rasmus Prehn kan forlige alle interessenter på dagligvaremarkedet – fra jord til bord – om en klimamærkning, må hans næste opgave blive at skabe fred i Mellemøsten.

For hvordan forliger man så modsatrettede interesser og holdninger som, at et klimamærke både skal være:

• Frivilligt og obligatorisk
• Positivt og negativt
• Kun handle om klima og også handle om ernæring
• Omfatte alle og kun nogle varer
• Kun have ét og flere niveauer
• Vise forskelle inden for kategori og på tværs af kategorier
• Angives på varen og/eller hyldeforkanten
• Kunne bruges både i butikker og på restauranter
• Være nationalt og internationalt

Det siger sig selv, at et klimamærke ikke kan opfylde alle disse – til tider også modsatrettede – ønsker.

Egeninteresser tager over

Altingets mange indlæg om den fremtidige klimamærkning, som ikke bare er et politisk ønske, men også efterspurgt af mange forbrugere, har indtil videre i hvert fald klarlagt to ting. Alle siger, at de gerne vil hjælpe forbrugerne til at købe flere varer, hvor der ved produktion, transport med mere er taget et større hensyn til klimaet.

Men herefter ophører enigheden, og egeninteresserne – politiske og kommercielle – tager over.

Det er helt legitimt, at der er modsatrettede interesser, hvilket heller ikke kan komme bag på Rasmus Prehn, der har flere forgængere, som måtte opgive at forene aktørerne om en fælles indstilling til, hvordan vi kan klimamærke varerne troværdigt. Faktisk er det eneste, vi indtil videre er enige om, at datagrundlaget for klimamærkningen skal være blåstemplet af myndighederne.

For ellers kommer vi alle til hver for sig at skulle forsvare, hvorfor vi har valgt det ene eller andet grundlag for beregningerne, den ene eller anden beregningsmetode og den ene eller anden form for formidling af resultatet.

Følg andre mærkers gode eksempel

Det bliver altså helt centralt for efterårets forhandlinger om udformningen af et klimamærke, at myndighederne – Fødevareministeriet og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet – kan levere et faktuelt grundlag for en mærkning, som ikke straks bliver skudt ned af andre eksperter på området.

Hvis grundlaget anfægtes af universitetsprofessorer, af betydelige NGO'er og/eller de stærkeste kommercielle interesser, vil mærket efterfølgende bygge på sand og formentlig lide en stille død, som det for et par årtier siden var tilfældet med dyrevelfærdsmærket 'den blå lup'.

Vi bør altså drage erfaring fra de mærkningsordninger, som er og bliver en succes: Økologimærket, Nøglehullet, Fuldkornsmærket, Svanen og Blomsten. For dem gælder ikke mindst, at de er skabt med bred opbakning fra aktørerne, at den virtuelle identitet er simpel, og at kunderne ved, hvad de får i merværdi ved at købe netop de produkter.

Ikke i detaljer, ikke med uoverskuelige data og gradbøjninger, men et klart og tydeligt signal om, at her køber du et af de produkter, der på et helt konkret felt positivt adskiller fra andre. Hverken mere eller mindre.

Kan ikke stå alene

Vi mener, at samarbejdet i arbejdsgruppen bør ende med et af myndighederne blåstemplet, enkelt og positivt mærke, som kan guide og inspirere forbrugerne til at foretage flere indkøb, hvor de bevidst vælger flere af de varer, som belaster vores klima mindre.

Derfor kan mærket heller ikke stå alene, men bør ledsages af massiv forbrugerinformation i stil med den, der med stor succes blev gennemført ved Fuldkornmærkets indførsel. Kombinationen af et mærke og en kampagne vil helt sikkert flytte forbrugeradfærd – og dermed også producentadfærd – med mindre stærke interessenter på forhånd underminerer processen med ultimative krav styret af egeninteresser.

I øvrigt er det nok sådan, at den største indsats, vi sammen og hver for sig kan gøre på fødevareområdet for at tage hensyn til klimaet, er at undgå madspild – og dermed produktion af fødevarer, som ikke tjener sit formål.

Så kan vi flytte mere af vores forbrug fra kød over på planter, hvad man politisk kunne understøtte med en momsnedsættelse på frugt og grønt, og så kan kunderne handle meget mere lokalt, i stedet for at brænde fossile brændstoffer af på at køre langt til hypermarkeder eller Fleggaard syd for grænsen. Men det er jo en helt anden sag – eller er det?

{{toplink}}

debat@altinget.dk