Seniorforsker: Klimaforandringer truer den arktiske kulturarv

De fleste opfatter nok Arktis som et tomt, øde og ubeboeligt område fyldt med sne og is. Områdets ry som et frossent vildnis uden menneskeliv er faktisk ret langt fra sandheden.

Her har været stor menneskelig aktivitet, og folk har været i konstant bevægelse i jagten på ressourcer og handelsmuligheder. Over tid har de efterladt sig en enorm mængde beviser på deres liv og levebrød. Og heldigvis for arkæologer er meget af dette bevismateriale stadig godt bevaret i den kolde og oftest fugtige arktiske jord.

Faktisk har det kolde arktiske klima ført til helt ekstraordinære gode bevaringsforhold i de arkæologiske lag, hvilket gør det muligt at finde ekstremt velbevarede arkæologiske artefakter – men også et bredt udvalg af dyre-, plante- og insektrester, der kan gøre os klogere på fortidens klima og miljøforhold.

De mange opdagelser, der er gjort i for eksempel grønlandske bopladser, har skabt stor begejstring. I dag går denne begejstring dog hånd i hånd med bekymring, da mange af de arkæologiske lokaliteter, der stadig kan indeholde uerstattelige rester af fortiden, er under et stigende pres fra klimaforandringerne.

Stigende temperaturer opvarmer jorden og smelter permafrosten, og som følge heraf begynder de begravede organiske materialer at rådne i en proces, der ligner den, der ses i en almindelig havekompost.

Samtidig stiger havspejlet i dele af Arktis. Dette, kombineret med mindre havis til at beskytte kysten fra bølger når vinterens kraftige storme rammer, gør at flere og flere arkæologiske lokaliteter skyller i havet.

Vigtig ressource for fremtiden

Der findes ikke nogen officiel oversigt over det totale antal arkæologiske lokaliteter i Arktis. I 2018 indsamlede jeg sammen med kolleger fra Alaska, Canada, Grønland, Norge og Rusland data fra nationale kulturarvsdatabaser og fandt frem til, at der er registeret cirka 180.000 lokaliteter.

Kun en lille del af lokaliteterne er blevet udgravet, og vi forventer faktisk, at der findes mange tusinde endnu uopdagede lokaliteter i de mange dele af Arktis, der endnu ikke er ordentligt undersøgt.

{{toplink}}

De mange lokaliteter beliggende i svært tilgængelige områder gør, at arkæologer og kulturmindeforvaltere står over for en meget svær opgave.

Det har længe været målet at lade mest muligt arkæologi ligge urørt i jorden til senere generationers arkæologer, som med deres bedre metoder og større kundskaber kan få mere ud af materialet. Men det kan jo være lige meget, hvis kulturarven i mellemtiden får lov til uovervåget at gå til.

Erosionen langs nordkysterne af Alaska, det vestlige Canada og i dele af Sibirien er allerede så ødelæggende, at der er behov for øjeblikkelig handling. Desværre er der begrænsede midler, og det store spørgsmål er også – hvem skal betale, når det er naturen selv der ødelægger. Menneskeheden er ansvarlig for klimaændringerne, men det betyder også, at ingen kan eller vil tage ansvar.

De seneste ti år har jeg og mine kolleger i Danmark og Grønland forsket i, hvordan klimaændringer påvirker bevaringsforholdene for arkæologiske lokaliteter i Grønland.

Vores mål er først og fremmest at udvikle metoder til at forudsige, hvor de klimarelaterede trusler er størst, så vi kan bruge de begrænsede ressourcer mest effektivt.

På den måde kan vi være med til at sikre, at i hvert fald dele af den arktiske fortid bringes sikkert med ind i fremtiden. Jeg er bevidst om, at arkæologien og den arktiske kulturarv ikke kommer til at få særlig megen opmærksomhed i den overordnede klimadebat.

Vi bør dog ikke glemme, at den arkæologiske kulturarv er en vigtig ressource til ikke bare at forstå fortidens mennesker, men også til at besvare grundlæggende spørgsmål, som eksempelvis hvordan klimaændringer påvirker menneskelige samfund, og hvordan menneskelige samfund har/ikke har kunnet tilpasse sig ændringer.

Samtidig er det vigtigt at forstå, at den arkæologiske kulturarv er en ”ikke fornybar ressource”, der går tabt, hvis vi ikke passer ordentlig på den.

debat@altinget.dk