Seniorforsker: Hvad der sker i Arktis, bliver ikke i Arktis

Den globale middeltemperatur er steget 1,2 grader i forhold til det præindustrielle gennemsnit i 1850-1900. Men denne opvarmning er ikke lige fordelt over kloden; faktisk opvarmes Arktis meget hurtigere end det globale gennemsnit.

Denne såkaldte "Arctic Amplification" eller "arktisk forstærkning" accelererer over tiden, og nyere forskning peger på, at ændringerne foregår fire eller flere gange så hurtigt som i det globale gennemsnit, specielt i regioner, hvor havisen forsvinder foran vore øjne.

Denne accelererende opvarmning forandrer land- og havmiljøet og har konsekvenser, der rækker langt ud over det polare område.

Smeltning af havis, gletsjere og iskapper er et synligt tegn på klimaændringerne i Arktis. Som eksempel er havniveauet over de sidste 20 år steget næsten 1,5 centimer alene på grund af massetab i Grønlands indlandsis. Mindre synligt er, at alderen af havisen – som angiver, hvor mange somre isen har "overlevet" – er faldet dramatisk, og det har store effekter på kysternes stabilitet.

Reduktionen af isen giver mulighed for at åbne nye skibsruter gennem Polarhavet og åbner nye økonomiske muligheder gennem øget tilgængelighed af ressourcer som olie, gas og mineraler.

Men prisen for den økonomiske gevinst er høj, for det skaber udfordringer for dyrelivet og de lokale samfund, der er afhængige af isens stabilitet, og truer det unikke miljø og kulturelle arv.

Også permafrost, både på land eller under havet, spiller en vigtig rolle i Arktis.

Mængden af kulstof i form af kuldioxid og metan, der i dag er fanget under isen, er cirka tre gange så stor som kulstofindholdet i hele atmosfæren. Når temperaturen stiger, tør permafrosten, og potentielt kan store mængder af drivhusgasser blive frigivet og forstærke den globale opvarmning.

Et koldere Europa

Klimaændringerne i Arktis har en effekt på store dele af kloden. Iskapper i de polare områder skrumper, hvilket betyder, at øgede mængder af smeltevand bidrager til stigende havniveau.

Over de sidste 120 år er det globale havniveau steget med cirka 20 centimeter. Men i de senere år er stigningen accelereret fra 1,4 centimeter per årti gennem den største del af 1900-tal til 3,6 centimeter over perioden 2006–2015.

{{toplink}}

Smeltevand fra Indlandsisen er ferskvand. Derfor kan en mulig konsekvens af tilførslen af store mængder ferskvand være en svækkelse af den termohaline cirkulation.

Hvis den stopper eller bliver meget svagere, kunne det paradoksalt nok føre til meget koldere temperaturer i Europa på grund af den globale opvarmning. Modellerne er dog uenige om, hvor sandsynligt sådan et ekstremt scenarie er.

Stigende vandstand

Oceanerne reagerer meget langsomt på menneskeskabte klimaændringer. Det er derfor sikkert, at havniveauet ikke bare vil fortsætte med at stige de næste få år, men også flere hundrede år efter.

Det vil resultere i en uundgåelig havniveaustigning på op til cirka en meter i forhold til vandstanden i 1900.

Det er dog under såkaldte "low-likelihood, high impact"-scenarier ikke helt udelukket, at havniveauet kan stige op til to meter indtil året 2100 og fem-syv meter indtil 2300. Ifølge undersøgelser kan det have en direkt effekt på fem til ti procent af verdens befolkning.

Ikke bare vil gennemsnitsvandstanden stige, det samme gælder også hyppigheden af ekstreme hændelser. Man kan forvente, at en 100-års-hændelse – altså en stormflod, som man statistisk kan forvente en gang hvert 100 år – vil ske en gang om året i 2100.

Ændringer i cirkulationsmønstre

En anden markant konsekvens af opvarmningen i Arktis er ændringerne i atmosfærens cirkulation. På grund af den arktiske forstærkning bliver temperaturforskellen mellem Arktis og zonerne længere mod ækvator mindre. Det kan føre til en langsommere og mere bølgede jetstrøm.

Disse cirkulationsændringer har betydelige konsekvenser for vejret og klimaet over store regioner og kan resultere i mere "fastlåste" vejrmønstre: Ekstreme vejrfænomener som langvarige hedebølger og styrtregn kan optræde hyppigere eller vare længere.

{{toplink}}

Det understreger vigtigheden af at forstå de komplekse forbindelser mellem Arktis og resten af kloden i klimasystemet.

"Tipping points"

Et centralt koncept i klimavidenskaben er "tipping points". Et tipping point er nået, hvis en proces har passeret en grænse, hvorefter den ikke kan stoppes eller omvendes. På denne måde kan en lille ændring føre til en stor og irreversibel effekt.

Den 6. december 2023 blev "The Global Tipping Point Report" offentliggjort under COP28 klimakonferencen i Dubai. Denne rapport diskuterer blandt andet polare tipping points – nemlig Grønlands indlandsis og den vestantarktiske isshelf.

Der er mange muligheder for, hvordan sådanne tipping points kunne overskrides. Specielt for Grønland spiller det en rolle, at selv om afsmeltning af is i dag er lille i forhold til mængden af isen i hele iskappen, kan tilbagekoblinger mellem afsmeltning og henholdsvis albedo og højde medføre en selvforstærkende effekt, som eventuelt bliver irreversibel.

Det farlige er, at vi ikke er i stand til at se, at vi har overskredet et tipping point, fordi iskapperne reagerer meget langsomt, og det tager tusindvis af år, indtil en substantiel del af indlandsisen er forsvundet. Smelter hele Grønlands indlandsis, vil det medføre en havniveaustigning på seks-syv meter.

debat@altinget.dk