Sjúrður Skaale om kritik af færøsk lakseopdræt: Besynderligt, at vi nu skal stå skoleret i Danmark igen

Johan Flyvbjerg, stifter af initiativet 'Ingen burfisk i havet', kaster i en kronik i Altinget et kritisk blik på den færøske lakseopdræts konsekvenser for havmiljøet.

Lakseopdræt har de sidste to årtier bidraget til et økonomisk boom på Færøerne, skabt mange arbejdspladser, åbnet nye eksportmarkeder og produceret en masse ny forskning og viden. 

Denne overordnede meget positive historie kan gøre os blinde for uheldige sider af samme, og derfor hilser jeg debatten velkommen. Og den er ikke ny. Der er også diskussion på Færøerne om lakseopdrættets konsekvenser for de færøske fjorde.

Jeg vil dog anfægte en præmis, som jeg lidt for ofte støder på som færøsk folketingspolitiker. Nemlig ideen – og anklagen – om, at færinger er kyniske merkantilister, der prioriterer handel og profit over alt andet.

Den har jeg mødt flere eksempler på – for eksempel i forbindelse med vores handel med Rusland, hvor vi er blevet anklaget, sågar i Folketinget, for at være skrupelløse og amoralske, selvom vi følger EU's linje, og selvom vores handel med Rusland forholdsvis er reduceret langt mere end de fleste EU-landes.

Nu, i den aktuelle kronik, ser vi så anklagen om, at lakseopdrættens profitter gør os blinde for dets konsekvenser for havmiljøet.  

En anklage som, i min optik, er udtryk for en bredere misforståelse om, hvad Færøerne er.

Vi er ikke et reservat

I mit virke som folketingspolitiker de seneste mange år har jeg utallige gange på konferencer og møder om de nordatlantiske samfund og Arktis fået opfattelsen af, at mange danske meningsdannere, politikere og eksperter mener, at Færøerne, Grønland og andre dele af Nordatlanten kun bør bestå af naturreservater.

Det er, som om man kræver, at færinger og grønlændere i langt højere grad end danskere og andre europæere skal leve i harmoni med naturen og miljøet.  

Desværre må jeg så skuffe, når jeg som folketingsmedlem deltager i paneler eller ved foredrag atter og atter må afsløre, at Færøerne består af andet end vild natur og urørte fjorde. Og at vi i samme udstrækning som Danmark lever af industrier og erhvervsliv og den nødvendige infrastruktur.

{{toplink}}

Det kan forekomme besynderligt at skulle stå skoleret i Danmark for vores fiskeri, hvalfangst eller – som i tilfældet med Johan Flyvbjergs kronik i Altinget – færøsk lakseopdræt.

Jeg er ikke i tvivl om, at stifteren af initiativet 'Ingen burfisk i havet' har gode intentioner. Og jeg deler også forfatterens bekymringer for vores havmiljø, som i særdeleshed vi på Færøerne er så afhængige af.

Opdrættet har konsekvenser for havmiljøet. Naturligvis. Enhver industriel produktion af fødevarer har miljømæssige konsekvenser. Det er færøske politikere bekendt med, og opdrætsvirksomhederne har iværksat flere foranstaltninger henover de seneste årtier med henblik på forbedret biologi og at begrænse skadevirkningerne på havmiljøet.

Forfatteren nævner selv nogle af disse tiltag, men udover disse kan også nævnes effektiv lusebehandling med ferskvand, samt at størrelsen på lakseynglen i avlscentre på land hele tiden forsøges forøget, således at laksen tilbringer kortere tid i havet. Dermed nedbringes også belastningen på de færøske fjorde. Der er foretaget gigantiske investeringer de sidste år med netop dette formål.

Der både kan og skal selvfølgelig hele tiden gøres mere for at sikre, at belastningen forbliver så begrænset som muligt. Færøerne har en streng lovgivning på området, og opdrættenes miljømæssige konsekvenser diskuteres tit i det politiske system.

Noget skal vi jo spise

Som sagt: Jeg diskuterer gerne den færøske industri.

Men jeg vil insistere på, at den gentagne kritik af forhold på Færøerne, der fremsættes af visse kræfter i Danmark, sættes i den rette sammenhæng.

Når vi diskuterer grindedrabet på Færøerne, må vi sætte det i forhold til andre metoder til at skaffe mad. Er "produktion" af svinekød i Danmark for eksempel bedre eller værre end den hvalfangst, der foregår på Færøerne?

Hvis vi har fire tallerkener med mad: to danske tallerkener med henholdsvis svinekød og kylling, og to færøske tallerkener med henholdsvis hvalkød og laks – hvilke to har så det værste spor bag sig, når vi taler om miljø og dyrevelfærd?

Det spørgsmål må vi stille, for noget skal vi jo spise. Og der er overhovedet ingen tvivl om, hvilke to tallerkener der 'vinder' og hvilke to, der 'taber'.

{{toplink}}

Det bedste, vi kan gøre for både dyrene og naturen, er intet at gøre; at give dem fred.

Der ligger en stor portion kynisme i, at vi "producerer" mad med indespærrede dyr som "råvarer". Bare dvæl ved ordet: Kødproduktion. Det er forfærdeligt. Det er et indgreb i naturens orden – og det går også ud over naturen. Det bedste for både dyr og natur ville være, at vi alle blev vegetarer. Det kræver bare en så stor kulturændring, at det har meget lange udsigter.

Tænk bare på alle tårerne, der blev fældet, da den grusomme danske minkproduktion endelig standsede – ikke af hensyn til dyr og natur, men på grund af en epidemi.

Derfor er det bedste ikke en mulighed. Og så længe vi ikke kan sigte efter det bedste, må vi sigte efter det mindst dårlige – og i den kategori finder vi trods alt den færøske lakseindustri.

Efterspørgslen på færøsk laks 

Som sagt: Jeg hilser enhver debat om disse forhold velkommen. Men jeg må insistere på, at vi sætter tingene i sammenhæng.

Jeg vil også insistere på, at vi hverken er eller skal være et naturreservat. Vi kan ikke leve alene af at stirre på vores bjerge eller bade i vores fjorde. Og det gør os ikke til skrupelløse merkantilister, der kun går op i profit på bekostning af naturen.

Vi er mennesker i en moderne og sammenknyttet verden. En verden, der blandt andet efterspørger laks fra Færøerne.

Naturen – heriblandt fjordene – er forudsætningen for vores økonomi. Derfor skal vi beskytte den. Men det kan ikke betyde, at vi ikke skal bruge de muligheder den giver os for at skabe et moderne samfund på Færøerne.

debat@altinget.dk