Skoleledere og ngo: Mentorordninger i folkeskolen skal fastholde og dygtiggøre nye lærere

Alt for mange nye lærere oplever praksischok og stopper inden for det første år i folkeskolen; det kan mentorordninger ændre på. De koster noget, men det er meget dyrere ikke at have nok dygtige lærere, skriver fire skoleledere og Teach First Danmark.

Af Thomas Alexander Hoelgaard, Birgitte Pilgaard m.fl. (se afsendere i boks)
Hhv. direktør, Teach First Danmark, skoleleder, Herstedøster Skole

Alt for mange nye lærere oplever praksischok og stopper inden for det første år i folkeskolen. Det kan mentorordninger ændre på. De koster noget, men det er meget dyrere ikke at have nok dygtige lærere.

Atleter, trænere og virksomhedsledere har længe gjort det: Fået hjælp af coaches og professionelle mentorer til at løfte et stort ansvar, overvinde modstand og få andre til at lykkes.

For en lærer i folkeskolen er dette opgaven hver dag. Men for helt nye lærere er det overvældende og svært, fordi ingen teori helt kan forberede dem på det.

Det gælder især for nye lærere på skoler med en stor andel af elever, som har brug for ekstra hjælp, og hvor lærerjobbet er sværest.

I dag er det kun 60 procent af færdiguddannede lærere, der underviser i folkeskolen. Derfor er det også ekstra bekymrende, at op til 25 procent af nyuddannede lærere stopper på deres skoler inden for det første år, og en stor del allerede inden for de første måneder.

Men det er samtidig forståeligt, fordi lærerjobbet er svært. Det kræver overblik i en ofte konfliktfyldt, travl og uforudsigelig hverdag. Du skal træffe mange svære valg, navigere i ukendte situationer, gøre det bedste for hele klassen og samtidig have blik for den enkelte elev. Det har man brug for hjælp til.

En dygtig mentor er guld værd

Som ny lærer glæder man sig til at komme ud og være den lærer, man har drømt om at blive, og derfor kan det føles som et personligt nederlag, hvis man ikke slår til. Her er en lærerfaglig mentor guld værd.

Mentoren kan se, hvad den nye lærer skal arbejde med samt styrke det, læreren allerede gør godt. Han kan støtte den nye lærer i svære situationer og give læreren konkrete redskaber i praksisnære situationer, hvor man lærer mest. Det hjælper læreren til at få overblik, selvtillid og forståelse for teorien i praksis.

Mentoren skal være en uddannet lærer, som har stor erfaring fra folkeskolen og er efteruddannet til at observere og give andre lærere feedback i undervisningssituationer. Det kræver en tæt og personlig sparring, og man bør derfor ikke være mentor for flere, end man kan have en personlig relation til.

Professionelle mentorer fra Teach First Danmark støtter allerede i dag flere af vores nye lærere, og vi mener, at alle nye lærere burde have en sådan mentor. Det vil være en god investering. For hvad er vigtigere end at fastholde og dygtiggøre nye lærere i folkeskolen, hvis vi skal sikre alle børn en god skolegang?

Det vil samtidig være en attraktiv efteruddannelse for mange erfarne lærere i folkeskolen og potentielt også for flere af de 17.000 læreruddannede, som ikke længere arbejder i folkeskolen.

{{toplink}}

Forrige artikel Danmarks Lærerforening: Folkeskolen og læreruddannelsen har behov for et fagligt løft Danmarks Lærerforening: Folkeskolen og læreruddannelsen har behov for et fagligt løft Næste artikel Socialrådgivere: Tilknyt socialrådgivere til alle landets skoler for at støtte udsatte børn Socialrådgivere: Tilknyt socialrådgivere til alle landets skoler for at støtte udsatte børn