Pernille Weiss: Mette Frederiksens "Danmark i hjertet af EU" lyder egoistisk

Jeg var knapt fire år, da Danmark besluttede at træde ind i det europæiske fællesskab. Mette Frederiksen var ikke født endnu. Det skal vi nok ikke lægge så meget i.

Som voksen har jeg lært at forstå EU som: ”Svært med – umuligt uden”. Og som europaparlamentariker ser jeg det som en af mine vigtige opgaver aldrig at lade mig forføre til følelsernes og populismens hurtige replik, når noget i EU ikke ser ud til at fungere eller give mening.

Enten er det dem i Bruxelles, der vil have for meget magt, eller også er det de andre lande, som tager vores penge og sløser med eget ansvar. Noget i den stil. Som ikke gør noget som helst godt for sammenhængskraften, styrken og perspektiverne af det det fællesskab, EU er for de fleste af Europas lande.

Lande, som hver for sig aldrig ville kunne klare sig på egen hånd. Lande, som bærer demokratiets DNA i sig og dermed et enestående kulturelt værdifællesskab, der som en kærlig arv skal forvaltes klogt og loyalt i en verden fuld af autokrater, ufrihed, totalitarisme, og så videre.

Sådan ser jeg på EU.

Frederiksens vision om Danmark i EU er anmassende

Mette Frederiksen har meget længe næsten ikke kunnet få sig selv til at nævne EU. Tidligere vælgere skulle jo lokkes tilbage fra DF efter mange år væk fra hendes parti, som ikke rigtigt tog stilling i EU-spørgsmålet – ligesom så mange andre for den sags skyld. Ingen nævnt – ingen glemt.

Efter sit kluntede forsøg på at finde en hurtigere kø til covid-19-vaccinerne, har piben endelig fået en anden lyd. Tilsyneladende. For nu mener statsministeren, at ”Danmark skal være i hjertet af vores eget kontinent. For alternativet. Det findes ikke. Et svagt Europa giver et svagt Vesten. Verden har brug for det modsatte.”

Se dét er et nyt syn. Eller er det? Den semantiske logik er jo ætsende tydelig: Det er ikke os, der skal flytte os – det er EU, der skal give plads til os i hjertet. Særligt inderligt lyder det ikke. Snarere anmassende og fuld af betingelser. Hvis man ser nærmere efter.

Enten har man Europa i sit hjerte – eller også har man ikke. Enten har man EU i sit hjerte – ligesom man har det af og til besværlige familiemedlem – eller også har man ikke. Og uanset ændrer det ikke på, at Danmark altså er en del af Europa og heldigvis også en del af EU, for ellers havde dansk velstand og velfærd set helt anderledes ud i dag.

Tomme løfter

Hvorfor siger Mette Frederiksen ikke det, som Europa og EU har brug for at høre? At ja, Danmark vil EU og har Europa i vore hjerter – uden at vi derved er mindre danske, og gerne vil blive ved med at gøre alt det, vi godt kan, og derfor helst skal på egen facon uden at ødelægge det indre marked sunde økonomiske funktion. Ligesom vi allerhelst vil høre, at de andre EU-lande tænker. Big on big – small on small.

Nej, det siger statsministeren ikke, og derfor er regeringens nye udenrigs- og sikkerhedsstrategi også en tynd kop te. Ærligt talt. Jeg håber virkelig, at forhandlingerne med partierne på Christiansborg løfter barren og giver kejserinden mere tøj at gå i byen med.

Det er ikke nok at sige, at EU skal være en klimaunion. For betyder det, at Mette Frederiksen vil fjerne medlemslandenes suveræne ret til selv at bestemme energimix og energiinfrastruktur? Forhåbentlig ikke. Men hvad så? Betyder det, at danske virksomheder, der er klima-firstmovere, skal leve med, at de trækker læsset for resten af deres europæiske brancher og ikke anerkendes for både umage og udgifter? Forhåbentligt ikke.

{{toplink}}

Et egoistisk udgangspunkt

Hvad med de angreb, der oftere og oftere er på enstemmighedens værn om de små staters meninger om udenrigs- og sikkerhedspolitik?

At EU, selv 30 år efter massakrerne på Balkan, ikke har fundet hurtigere og bedre måder at træde i karakter på, skriger jo til himlen. Selv tror jeg ikke flertalsafgørelser gør forskellen. Det handler ikke om proces og procedure.

Det handler om, at alt for mange stats- og regeringsledere i EU har det som Mette Frederiksen: ”Mit land skal være ved hjertet”. Aka EU’sk for ”mit land først”.

Med den indstilling bliver det svært at nå hinanden. Ligesom det egoistiske udgangspunkt i en kærligheds- eller venskabsrelation sjældent fører til langtidsholdbare forbindelser, hvor man kan regne med hinanden gennem tykt og tyndt.

Plads ved hjertet af nogen som helst – også EU – får man først, når man gider interessere sig for de andre omkring samme hjerte. Bygge relationer. Vise engagement. Hjælpe til, hvor man kan – uden at sælge ud af hverken principper, værdier eller forbehold. Sådan noget. Det ville være et godt sted at begynde.

Her kan vi passende tage vores egen lange tradition og kultur for det levende ord, kærligheden til samtalen og debatten, rummeligheden overfor andres meninger og evnen til at trække konstruktive, pragmatiske streger gennem komplicerede sager, så problemer kan løses, og vi kan komme videre.

Dét vil være en god måde at vise, at Danmark har Europa i hjertet, når vi anderledes end hidtil læner os ind i EU-samarbejdet.

debat@altinget.dk