EL: Statsministeren opdeler Europa yderligere ved at fokusere mere på EU

I sin nytårstale sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at "Danmark skal være i hjertet af vores eget kontinent".

Umiddelbart synes jeg, at det lød som en rigtig god vision. Historisk har Europa udgjort en verdensdel, og vi har selvfølgelig fælles udfordringer og problemer, som vi skal gøre noget ved i fællesskab. Præcis som andre regioner og verdensdele.

Desværre blev det hurtigt klart, at statsministeren slet ikke snakkede om "vores" kontinent, Europa. Fra Atlanterhavet i vest til Uralbjergene i øst, fra Middelhavet i syd og til Nordpolen.

Statsministerens ambition var meget mere begrænset, nærmere bestemt til den halvdel, som i dag er samlet i EU. Det synes jeg egentlig er ærgerligt. For det fastholder jo en deling af vores kontinent, som det ellers burde være en vigtig opgave at overvinde.

Afskaffelse af forbehold vil styrke deling af Europa

Jamen, er EU ikke et skridt på vejen til et samlet Europa? Det er der ikke meget, der tyder på. Nogle lande er aldrig blevet inviteret med.

Udvidelsesprocessen med en række balkanlande fortsætter formelt, men ligger i bedste fald årtier ude i fremtiden. Og med Storbritanniens udmeldelse har EU mistet et af sine største lande.

Hvad gør vi så i den situation? Hvad skal være Danmarks europapolitiske vision, som snart skal til forhandling i Folketinget? Når man lytter til toneangivende danske politikere, så er svaret et mere integreret EU og mere integration af Danmark i EU.

Afskaffelse af den danske militære undtagelse og mere militært samarbejde i EU. Afskaffelse af det danske retsforhold og mere EU-bestemt retspolitik. Og nogle – om end få siger det højt – vil sågar have afskaffet den danske undtagelse fra EU's fælles mønt og styrke den fælles finanspolitik.

Hvis det bliver holdningen, så skal vi bare gøre os klart, at delingen af Europa vil blive styrket. Ikke bare mellem EU og de lande, som aldrig eller først om meget lang tid kan blive en del af EU. Men også mellem EU og EU's tætteste naboer, som for eksempel Storbritannien, Schweiz og Norge.

Samarbejdet svækkes ved at koble alene til EU

Lad os tage et konkret eksempel: Europol. Ideelt set et politimæssigt samarbejde om at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og terrorisme.

Denne organisation fungerer inden for rammerne af EU-systemet, og som udgangspunkt kan kun EU-lande være medlemmer. Men hvorfor skal Storbritannien, som er et af de lande, der har forsynet Europol med allerflest oplysninger, ikke fortsat kunne deltage fuldt ud i dette samarbejde, blot fordi de ikke længere er med i EU?

Det er klart, at et fælles europæisk samarbejde mod grænseoverskridende kriminalitet og terrorisme må bygge på elementær respekt for retsstaten, individets rettigheder og datasikkerhed.

Naturligvis skal hverken Erdogan-eller Lukasjenko-regimet have adgang til oplysninger, som de kan misbruge til at bekæmpe den demokratiske opposition.

Inkluderer Polen og Ungarn

Men samarbejdet svækkes ved alene at koble det til EU. Det udelukker på den ene side nogle lande, som egentlig burde deltage. Mens det på den anden side inkluderer lande, alene fordi de er medlemmer om EU, selvom deres holdning til retsstaten er mere end tvivlsom. For nu ikke direkte at nævne for eksempel Polen og Ungarn.

Eksemplet illustrerer virkelighedens kompleksitet. En kompleksitet, som ikke imødekommes ved en ensidig satsning på øget EU-integration. Hvis nogen lande med deres befolkningers opbakning vil slutte sig sammen, så fint for mig.

Men hvis vi vil overvinde opdelingen i Europa og arbejde for et øget samarbejde på hele vores kontinent, så er det nødvendigt med mange forskellige samarbejdsfora. Så er der brug for et fælles europæisk hus med mange rum.

Det ville være en forfriskende vision i 50-året for Danmarks tilslutning til EU.

{{toplink}}

debat@altinget.dk