SF i EU: Mette Frederiksen har ikke andre valg end at få Danmark i hjertet af EU

Jeg kan ikke helt præcist huske, hvad jeg tænkte på, da rådhusklokkerne ringede 2022 ind.

Men jeg tænkte i hvert fald ikke, at vi et halvt år ude i fremtiden skulle stemme om forsvarsforbeholdet på et bagtæppe af Putins forfærdelige krig i Ukraine. Ej heller forestillede jeg mig, at Mette Frederiksen i sin nytårstale dagen derpå ville sige, at nu hører Danmark altså til ”i hjertet af vores eget kontinent”.

Det var opsigtsvækkende toner fra statsministeren, der ellers har slået en, skal vi sige, EU-skeptisk, tone an. Så det lyder lovende, og jeg kan kun bifalde kursskiftet. For det er her, vi hører til.

Regeringens eneste mulighed

Og der er langt ind til hjertet. Det bidrager for eksempel ikke til et godt forhandlingsklima, når statsministeren kalder EU’s budget for ”fuldstændig gak”, og den danske prioritet var at slippe med at betale så lidt som overhovedet muligt til EU i alliance med Sverige, Østrig og Holland.

Jeg har ikke så høje tanker om mig selv, at jeg tror, det er mit debatindlæg, der fik Mette Frederiksen til at ændre EU-kurs hen over juleferien.

Det virker ganske enkelt til, at der reelt ikke er andre muligheder for regeringen, der virker til at fattes venner i ministerrådet som konsekvens af den noget EU-kritiske retning.

Dem fik hun i hvert fald ingen af, da hun i marts sidste år stod i Jerusalem med Benjamin Netanyahu og Sebastian Kurz og blæste på EU’s fælles vaccinesamarbejde ved at give håndslag på et trilateralt ditto mellem Danmark, Østrig og Israel.

Det nyligt skrottede samarbejde med de to nu tidligere og skandaleramte statsledere er mildest talt langt væk fra Mette Frederiksens nordiske socialdemokratisme og fra hjertet af EU. Det samme kan siges om planen om danske asyllejre i Rwanda og justitsminister Nick Hækkerups nylige udfald mod EU-domstolen, som han beskyldte for at stå på forbrydernes side.

Manglende tillid og respekt fra EU-lande

Det får mig til at tvivle en anelse på statsministerens nytårsbudskab. Og det lader også til at være tilfældet syd for grænsen hos den nye tyske kansler Olaf Scholz.

Efter valgsejren sidste efterår har han holdt møder med sine statsleder-kollegaer. Her blev Mette Frederiksen den sidste af de nordiske statsministre, der fik et møde med Scholz i kalenderen. Det er blevet bemærket, og der spekuleres blandt andet i, at det skyldes en tysk utilfredshed med den danske EU-kurs.

Læg dertil, at Mette Frederiksens gamle sparevenner fra forhandlingerne om EU’s budget i Sverige, Østrig og Holland alle er væk eller nu sidder i andre regeringskonstellationer med andre prioriteter.

Så nu er Mette Frederiksens venner altså forsvundet, de to største EU-lande virker lidt lunke over for os.

Uanset motivet, kan jeg kun applaudere en mere EU-positiv regering. Der venter et stort arbejde med at få respekten og tilliden til Danmark tilbage fra de andre EU-lande, og folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet tegner lovende.

Jeg er klar til at støtte fra Europa-Parlamentet, så vi kan komme tilbage, hvor vi hører til: Der, hvor vi har indflydelse.

{{toplink}}

debat@altinget.dk