Her er 7 vigtige ting, du bør vide om den nye EU-Kommission

BRUXELLES: I denne uge præsenterede den tyske kommissionsformand, Ursula von der Leyen, den længe ventede opstilling af sit nye hold kommissærer.

De 26 kvinder og mænd fra alle de andre medlemslande, inklusive Dan Jørgensen fra Danmark, går nu i gang med at forberede sig på deres kommende høringer i de forskellige parlamentariske fagudvalg. Du kan møde dem alle i Altingets oversigt her.

Efter høringerne skal den samlede nye EU-Kommission godkendes ved en afstemning i Parlamentet, formentlig i november eller december.

I mellemtiden er der en række ting ved den næste EU-Kommission, som er værd at bemærke:
 

Det handler om vækst, men den er stadig grøn

Ursula von der Leyen sagde det selv ved sin præsentation: Denne nye kommission og dens primære mål og arbejdsopgaver er stærkt påvirket af den nye virkelighed, Europa står overfor. Krigen i Ukraine, truslen fra Rusland, energikrisen og den hårde konkurrence fra især USA og Kina presser EU i langt højere grad, end da den nuværende kommission tiltrådte for fem år siden.

Dengang var den grønne omstilling altoverskyggende. For den nye kommission bliver de vigtigste områder i stedet vækst, industri, konkurrencedygtighed, teknologi, forsyningssikkerhed og forsvar. Det kan blandt andet ses på de seks næstformandsposter, som alle berører forskellige aspekter af disse dagsordener. Her får blandt andre Frankrigs tidligere udenrigsminister, Stéphane Séjourné, ansvar for at udforme en ny industripolitik. 

Ikke desto mindre understreger kommissionsformanden, at den grønne omstilling stadig vil være en vigtig del af bagtæppet for de kommende års satsninger. Samme konklusion er også uafhængige eksperter som Tænketanken Europa nået frem til. Det bliver illustreret ved, at den spanske socialist og klimaforkæmper Teresa Ribera bliver placeret på en vigtig post som ledende næstformand – mens energiprogressive lande som Sverige, Holland og Danmark får kommissærposterne for henholdsvis miljø, klima og energi.

{{toplink}}

Danmark får en central post

I en kommission med kun fire socialdemokrater er det lykkedes den danske regering at få udpeget Dan Jørgensen som ny energi- og boligkommissær. Dermed bliver den tidligere minister og forhenværende EU-parlamentariker godt placeret i en grøn klynge af kommissærer under Ribera, som han kender på forhånd.

Jørgensens arbejde vil samtidig få en konkret, tværgående indflydelse på industri, teknologi og konkurrencedygtighed. Også den sikkerhedspolitiske dagsorden hænger sammen med energi, fordi det er en vigtig målsætning at gøre Europa helt uafhængig af russisk olie og gas. 

Det er igen lykkedes Danmark at få en potentielt indflydelsesrig position i EU-Kommissionen, selv om Dan Jørgensen ikke bliver ledende næstformand lige som Margrethe Vestager. Samtidig sender Ursula von der Leyen ved at udpege en dansker et signal om, at EU’s energimæssige fremtid ligger i retning af vedvarende energi og andre former for grøn teknologi. Det er i øvrigt også godt nyt for dansk erhvervsliv. En udfordring for Jørgensen kan blive, at det også bliver en del af hans job at fremme udbredelsen af moderne mini-atomkraftværker på trods af, at han selv som politiker altid har været atomkraft-skeptiker.

Det ekstra job som boligkommissær er en nyskabelse, hvis betydning er svær at forudsige, eftersom EU ikke har kompetencer inden for social boligpolitik. Men Jørgensen vil i det mindste kunne kæde det sammen med energibesparelser i bygninger, som også er en dansk specialitet.

{{toplink}}

De største lande dominerer…

Lige som Danmark får andre små lande også væsentlige poster, for eksempel kommer landbrugskommissæren fra Luxembourg. Men alligevel bliver det tydeligvis en kommission, hvor stormagterne bestemmer det meste. Kommissærerne fra de største medlemslande sætter sig sammen med Ursula von der Leyen selv tungt på både pengekasser og investeringer. Næstformændene fra Frankrig og Italien – Stéphane Séjourné og Raffaele Fitto – får ansvar for henholdsvis industriel udvikling og støtteordninger som samhørighedsfonden og genopretningsplanerne. Spanske Ribera bliver ud over næstformand også ny konkurrencekommissær, mens Polens Piotr Serafin bliver en magtfuld budgetkommissær med ansvar for forhandlingerne om EU’s næste rammebudget.

Ved på den måde at fordele de vigtigste økonomiske kort mellem EU’s største økonomier prøver Ursula von der Leyen at sikre sig deres politiske medejerskab og deres loyalitet overfor hendes lederskab. I det lys kan man også mere klart se, hvorfor hun skilte sig af med Frankrigs tidligere kommissær og kandidat, den stridbare og karismatiske Thierry Breton, der måtte trække sig i mandags. Hun ville ikke have en kritisk modspiller som Breton med i sin topledelse.

Lige under overfladen vil der dog stadig ulme potentielle konflikter i den nye kommission, hvor investerings- og låneglade sydlige lande som Frankrig, Italien og Spanien kommer til at sidde med kontrol over meget af den økonomiske strategi, mens Tyskland og andre nordlige sparelande vil se bekymret til. Ovenikøbet har Portugals Maria Luis Albuquerque fået ansvar for finansielle tjenesteydelser og kapitalmarkeder.

…men Ursula von der Leyen styrer showet

Samtidig med, at hun går balancegang mellem nord, syd, øst og vest, mellem store og små lande, politiske tilhørsforhold og meget andet, så demonstrerer kommissionsformanden også sin egen magt. Von der Leyen står meget stærkere, end da hun indledte sin første mandatperiode i 2019. Det blev blandt andet demonstreret af, at hun i sidste øjeblik tvang Frankrig til at sende en ny kandidat.

Når man ser på opstillingen af den nye kommission, er der også andre tegn på, at hun på trods af sine mange ord om samarbejde og ligestilling samtidig styrker sin egen ledelsesposition. Efter Thierry Bretons afgang er der kun meget få erfarne gengangere på holdet, som kunne gøre hende rangen stridig. Og det er både bemærkelsesværdigt og ualmindeligt, at ingen af dem er blevet genudnævnt til at være ledende næstformænd: Hverken kroaten Dubravka Šuica, letten Valdis Dombrovskis eller den slovakiske veteran Maroš Šefčovič er længere at finde i topledelsen.

Dombrovskis og Šefčovič får begge vigtige job som henholdsvis økonomikommissær og handelskommissær, men de har ingen andre kommissærer under sig, og de refererer begge direkte til Ursula von der Leyen selv. Det samme gælder den polske budgetkommissær, Piotr Serafin, som også referer direkte til formanden. Næsten alle de andre kommissærer er spritnye, og ved at give dem indbyrdes overlappende ansvarsområder sikrer hun, at de holder hinanden i skak. Von der Leyen sørger således for, at hun altid selv kan lægge hånden på rattet, når det gælder.

{{toplink}}

Højrenationalisterne flytter ind

Endnu et tegn på Ursula von der Leyens selvsikkerhed er, at hun løber en velovervejet og tydelig politisk risiko med en af sine mest markante udnævnelser. De seneste års højreskred i europæisk politik får nu den konsekvens, at en decideret højrenationalistisk politiker for første gang får plads i EU-Kommissionens topledelse.

Der er tale om den ledende næstformand for samhørighedspolitik og reformer, Raffaele Fitto fra Italien. Den nationalkonservative italienske regeringsleder, Giorgia Meloni, kan næsten ikke få armene ned i jubel over, at hendes europaminister på den måde scorer et af de vigtigste job i den nye kommission. Italien har "genfundet landets centrale rolle" i EU og er blevet en "hovedperson i Europa," skrev Meloni tirsdag på X over et billede, hvor hun storsmilende gør sejrstegn sammen med Fitto.

For den italienske leder beviser udnævnelsen, at hendes strategi om at gøre nationalkonservative holdninger acceptable i Bruxelles er lykkedes. Det er også et tegn på, at den højrenationale politiske gruppering ECR, som Giorgia Melonis parti Fratelli d’Italia styrer, er ved at blive stueren i europæisk politik. For Ursula von der Leyen handler det om at demontere en voksende nationalistisk udfordring ved at være åben overfor dens mere pragmatiske repræsentanter. Og så er Italien jo bare "et meget vigtigt land," som hun sagde under sit pressemøde.

Den holdning overrasker nok de færreste danske politikere, men i mange andre EU-lande vil især liberale og venstreorienterede politikere se det som et knæfald for destruktive kræfter på den yderste højrefløj. Det kan skabe ballade i Europa-Parlamentet, når Raffaele Fitto lige som de andre kommissærer skal til høring. Både den liberale gruppe Renew og den socialdemokratiske gruppe S&D har allerede truet med at nægte ham godkendelse.

{{toplink}}

Kvinder og mænd og politisk balancegang

Til trods for sin politiske styrke er det ikke lykkedes Ursula von der Leyen at nå målet om kønsmæssig ligestilling i den nye EU-Kommission. Det lykkedes ellers sidste gang, og hun havde lovet at sikre det en gang til. Men næsten alle medlemslandenes regeringer så stort på hendes ønske om at få både en kvindelig og en mandlig kandidat, og derfor måtte hun kæmpe hårdt for at få bare nogle af dem til at skifte mænd ud med kvinder.

Hun har undgået helt at tabe ansigt ved at ende med et hold, hvor der inklusive hende selv er 11 kvinder og 16 mænd, hvilket svarer til omkring 40 procent kvindelig deltagelse. Ikke lighed, men dog heller ikke meget langt fra en balance.

For at kompensere har Ursula von der Leyen desuden givet fire af de seks positioner som ledende næstformænd til kvinder: Kaja Kallas (Estland), Teresa Ribera (Spanien), Henna Virkkunen (Finland) og Roxana Mînzatu (Rumænien). De to sidstnævnte var ikke selvskrevne til så vigtige positioner i Kommissionen.

Von der Leyen har også forsøgt at kompensere for en anden ubalance i sin nye kommission, som er meget domineret af hendes egen konservative politiske familie (EPP). Inklusive hende selv er 12 af kommissærerne fra EPP, mens yderligere tre er partiløse udpeget af konservative regeringer.

Det har formanden forsøgt at afbalancere ved at give to af de seks næstformandsposter til socialdemokraterne (S&D), to til de liberale (Renew) og en til de nationalkonservative (ECR).

{{toplink}}

Sikkerhed i højsædet – og en advarsel til Putin

Ruslands angreb på Ukraine har skabt en ny trusselsbevidsthed blandt de europæiske regeringer, og det har givet impuls til nye ambitioner for militært EU-samarbejde og fælles investeringer i Europas forsvarsindustri. Det bliver også klart afspejlet i den nye kommission, som for første gang får en decideret forsvarskommissær. Der er planer i støbeskeen for langt større forsvarsinvesteringer, samtidig med at EU holder døren åben for en dag at kunne optage Ukraine og andre lande i Unionen.

Von der Leyen sender et klart advarselssignal til den russiske præsident, Vladimir Putin, ved at udpege nogle af hans skarpeste kritikere til at varetage dette område. Der er tale om tre K’er fra øst: Kallas, Kubilius og Kos.

Estlands tidligere statsminister, Kaja Kallas, bliver ledende næstformand og chef for EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, mens en anden tidligere baltisk statsminister – Litauens Andrius Kubilius – bliver kommissær for forsvar og rumpolitik. Begge de to er kendt for deres meget kritiske holdninger til Rusland. Kubilius får til opgave at præsentere en hvidbog om EU’s fremtidige forsvarspolitik inden for de første 100 dage af den nye kommissions levetid. Samtidig er der lagt op til, at en tredje østeuropæer, slovenske Marta Kos, bliver udvidelseskommissær. I det øverste ledelseslag ligger sikkerhed i en bredere forstand under Henna Virkkunen fra Finland, der også er en kritisk nabo til Rusland.

{{toplink}}

thomas.lauritzen@altinget.dk