Energiselskab: Danskerne bakker op om atomkraft. Vil Dan Jørgensen følge trop i EU?

Dan Jørgensen (S) omtaler Danmark som et atomskeptisk land. Men meningsmålinger viser, at danskerne siger ja-tak til atomkraft. Som ny europæisk energikommissær vil tiden vise, hvorvidt han lykkedes med at indfri de danske ønsker, skriver Johan Christian Sollid og Theis Palm.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Dan Jørgensen har været modstander af atomkraft.

Det kom klart til kende, da han i 2022 gik i stærkt modangreb på EU-kommissionens beslutning om at blåstemple atomkraft som en bæredygtig energikilde på niveau med vind og sol.

Men nu viser Dan Jørgensens nye jobbeskrivelse, at han skal sætte skub på udviklingen og implementeringen af ​​små modulære reaktorer (SMR) i Europa samt sørge for at forholde sig teknologineutralt til investeringsspørgsmål.

Dette byder vi velkommen i Kärnfull Energi, Danmarks forbrugerbevægelse for atomkraft.

{{toplink}}

Vi giver Danskerne en mulighed for at stemme med pengepungen og få en elaftale med 100 procent atomkraft.

I forlængelse af dette har vi lavet meningsmålinger, der viser, at der er langt flere tilhængere end modstandere til atomkraft i Danmark.

Der er altså givet carte blanche fra den danske befolkning til, at Dan Jørgensen kan arbejde for atomkraft i Europa – også på Danmarks vegne.

Det lader fortsat til, at der fra Dan Jørgensens side, er en vis tilbageholdenhed.

I et nyligt interview gør han det klart, at Danmark er anti-atomkraft på egne vegne, men ikke andres. Samtidigt erkender han, at "vi er en del af et energisystem, hvor, når vi trykker på stikkontakten, og der kommer strøm, så er det altså på grund af atomkraft i Sverige".

Vi håber derfor, at Dan Jørgensen vil gå upartisk og konstruktiv til opgaven. Det vil både være i EU’s og danskernes interesse.

Lyt til befolkningen

Kärnfull Energi offentliggjorde sidste år, at vi er interesseret i at udvikle små modulære reaktorer på dansk jord, netop dem Dan Jørgensen skal arbejde med at fremme på europæisk plan.

Kärnfull er ikke bare et energiselskab, men fungerer også som en forbrugerbevægelse for atomkrafttilhængere i Danmark.

Vi har siden 2021 tilbudt elaftaler med 100 procent atomkraft, hvorfor atomglade danskere nu kan stemme med pengepungen, når det kommer til atomkraft.

Selvom befolkningen har ændret sit syn på atomkraften, så har en kendt skare af vores folkevalgte fortsat holdt atomkraften udenfor døren.

Dan Jørgensen har muligvis været den mest kendte atomkraftkritiske stemme herhjemme de sidste par år. Sammen med regeringen har han med næb og klør kæmpet imod, at atomkraft blev inkluderet i EU’s grønne taksonomi.

Denne kamp tabte Dan Jørgensen og regeringen, da et stort flertal i EU-Parlament i 2022 godkendte, at atomkraft vil blive optaget i EU’s grønne taksonomi.

I gamle Facebook-opslag skriver Dan Jørgensen om, hvordan Al-Qaeda og terrortruslen er nogle af de centrale argumenter imod atomkraft.

EU-Kommissionens forskningstjeneste har undersøgt terrortruslen mod atomkraft og vurderer i deres 400 sider lange rapport, at der ikke er signifikant større terrorrisici mod atomkraft sammenlignet med andre grønne energikilder.

Adskillige videnskabelige studier viser, at atomkraft, sammen med vind og sol, er den sikreste energikilde, vi har.

Strømafbrydelser truer i fremtiden

I en fremtid, hvor vores energiproduktion bliver mere afhængig af vind og vejr, har atomkraft aldrig været mere nødvendigt.

Energinets redegørelse for forsyningssikkerheden viser, at vi allerede om 10 år vil opleve strømafbrydelser i dagevis, hvis vi ikke får mere stabil produktion til rådighed i en fart.

Atomkraft er den eneste stabile og samtidigt grønne løsning.

Energinets konklusion bakkes op af Green Power Denmarks seneste analyse af elforsyningssikkerhed.

{{toplink}}

Kommunikationsafdelingen i Green Power Denmark bliver dog af uransagelige opgaver ved med at sige, at Danmark er 100 procent selvforsynende med grøn strøm i 2030.

Faktum er, at vores nabolande ikke ønsker at sælge strøm til os, når vores vindmøller og solceller svigter i fremtiden.

Dette er der sat en tyk streg under af det norske storting, som viser, at flere partier ikke ønsker at bygge flere elkabler til Danmark. Nordmændene ønsker ikke, at Danmarks ustabile energiproduktion skal have negative konsekvenser for de norske elpriser.

Det danske erhvervsliv, med Novo Nordisk i spidsen, har erkendt, at der er store problemer med Danmarks forsyningssikkerhed, hvorfor vi ser en eksplosion i interessen for atomkraft blandt danske virksomheder.

Villig til at sluge kamel

I lyset af disse udfordringer ser vi frem til, at danske politikere og især Dan Jørgensen vil komme på linje med resten af Europa og forholde sig teknologineutralt.

Vi har brug for alle grønne redskaber i værktøjskassen.

Danmark er mildest talt nødt til at tage ansvar for sin egen energipolitik. Det er europæisk solidaritet.

Der står altså noget af en opgave foran Dan Jørgensen, når han skal i skriftestolen og forsikre de europæiske parlamentarikere om, at han ikke vil modarbejde atomkraft i Europa de næste fem år.

Hvorvidt Dan Jørgensen er villig til at sluge denne enorme kamel for at sikre sig den prominente kommissærpost vil tiden vise.

En ting er i hvert fald sikkert. Danskerne er for atomkraft, hvorfor det næste naturlige skridt er, at politikerne også følger trop.

Vi i Kärnfull Energi står klar til at samarbejde med alle, der kunne være interesseret i en fremtid med atomkraft i Danmark.

Forrige artikel Danes Worldwide: Danskere i udlandet vil ikke længere være andenrangsdanskere Danes Worldwide: Danskere i udlandet vil ikke længere være andenrangsdanskere