Ph.d.-studerende til ngo’er: Lad jer ikke forføre blindt af erhvervslivet

Nogle husker måske DR-programmet ”Signe Molde på udebane”, hvor hun besøger modebranchen.

Med sarkastisk underlægningsmusik bevæger Signe Molde sig blandt andet igennem en modemesse, hvor modeentusiaster og designere med krumspring glider af på de kritiske spørgsmål om modebranchens bæredygtighed.

På et tidspunkt stopper musikken dog, da hun støder på en ejer af en modestand, som i den grad forstår at være assertivt kommunikerende. Han svarer uden omsvøb men kærligt, at han ikke har noget bæredygtigt tøj og i øvrigt ”hvis man som forbruger gerne vil have indflydelse på svineriet og vores klodes velbefindende. Så skal man købe mindre. På den måde, kan være sikker på, at man kan gøre noget for vores klode”.

I et øjebliks klart lys, rammer det åbenhjertige menneske her hovedet på sømmet.

Med et gennemsnitligt forbrug per dansker årligt på 17 ton CO₂, hvoraf omtrent tolv ton udelukkende stammer fra vores private forbrug, så er det bedste vi kan gøre, som samfund og individer, at lave et kraftigt indhug i vores købelyst.

Grøn vækst er et fatamorgana

Dermed ikke sagt, at vi ikke samtidigt kan gøre vores resterende forbrug endnu mere ressourceeffektivt.

De to veje kan og bør sameksistere. Men i en verden, hvor der allerede er skabt uoprettelig skade på naturens økosystemer, så er idéen om grøn vækst et fatamorgana.

I en nylig ikke-offentliggjort undersøgelse, jeg har lavet med en kollega, viser det sig, at et flertal af danskerne er på samme bølgelængde. Lige over halvdelen af danskerne vil efter pandemiens ophør hellere prioritere et lavere forbrug samt en grøn genstart end et øget forbrug og en kickstart af økonomien med hjælp til de små erhvervsdrivende.

En holdning, som har sit udspring i blandt andet degrowth-bevægelsen, men som bliver mere og mere udbredt – også blandt flere betydningsfulde økonomer.

50 shades of green

Og hvorfor har alt dette relevans for spørgsmålet, om hvorvidt de grønne ngo’er og civilsamfundsaktører bør indlede en romance med erhvervslivet?

Ovenstående ville på mange måder tale imod et sådant samarbejdsforhold, da et lavere forbrug er i modstrid med den indlejrede logik, der findes blandt mange virksomheder, som handler om profitmaksimering og vækst.

Virkeligheden er imidlertid ikke så sort-grøn, som nogle parter måske ville gøre den til. Den ligner nærmere en farveskala a la ’50 shades of green’. For sandt er det, at virksomheder historisk set har misbrugt blandt andet CSR-mål til at fremstå miljømæssigt og socialt bæredygtige uden at have fulgt op med reelle vægtige handlinger.

Den såkaldte greenwashing kan tage form af eksempelvis tvivlsomme certificeringer og mærkater, tomme løfter og strategier, misledende fortællinger og reklamekommunikation, selektiv og nøjsomt udvalgte offentliggørelse af nøgletal, brug af misledende visuel kommunikation, samt instrumentel CSR, som kun engagerer sig i grøn kommunikation for at lave mersalg.

Et sidste nævneværdigt kneb er at bruge ngo-partnerskaber og -anbefalinger til at markedsføre sig på for at øge salgstallene.

I Danmark er en romance mulig

Hvorom alting er, så er alle disse eksempler heldigvis ikke så udbredte i Danmark sammenlignet med andre lande.

Det skyldes blandt andet, at Danmark gennem vores gennemregulerede velfærdsstat har udviklet en kultur for en relativt ’ansvarlig markedsføring’. Det betyder konkret, at der ikke er særlig meget rum for det, man kalder ’frivillig CSR’ i Danmark, da der findes lovgivning og forskellige instanser, som stærkt fordrer til CSR-tiltag med reel betydning for klima og miljø.

Desuden har den fejlslagne COP15-konference i København i 2009 haft den sidegevinst, at samfundets aktører specielt i Danmark har udviklet egne bottom-up-handlinger, som har vist vejen for en mere miljøvenlig udvikling.

{{toplink}}

Her er dele af erhvervslivet ingen undtagelse – og især nogle af de fondsejede eller kooperativt ejede virksomheder såsom Coop Danmark, Carlsberg, Lego, Novo Nordisk eller Grundfos er gode eksempler på virksomheder, der har bidraget med enten væsentlige grønne filantropiske tilskud eller beundringsværdige ressourceeffektive tiltag.

De grønne ngo’er og civilsamfundsaktører har historisk ofte været frontløbere inden for brug af teknologier eller metoder til at forbedre miljøadfærden. Denne viden bør bestemt deles med erhvervslivet og der er allerede talrige eksempler på frugtbare makkerskaber.

Mit råd til de grønne ngo’er er imidlertid: Lad jer ikke forføre blindt og vær sand over for jeres indre autoritet. Hvis I gør det, så skal en romance med erhvervslivet nok blive skøn.

debat@altinget.dk