Nordic Civ: Uden et stærkt civilsamfund vokser kløften mellem borgere og beslutningstagere i Norden

Det nordiske samarbejde bliver mere og mere formaliseret gennem institutioner. For at undgå kløfter mellem borgere og beslutningstagere skal nordiske samarbejdsministre styrke dialogen med civilsamfundet, skriver medlemmer i Nordic Civ.  

Af Nordic Civ
Se alle afsendere i faktaboksen i bunden af indlægget.

De nordiske lande har en stærk tradition for at engagere borgerne i samfundsudviklingen med tillid, åbenhed og inklusion som grundpiller.

Civilsamfundet har været afgørende for at bygge samhørighed og tillid mellem os borgere i Norden.

I takt med at det nordiske samarbejde formaliseres mere og mere gennem institutioner som Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd, er det vigtigt at sikre, at kløften mellem borgere og beslutningstagere ikke bliver for stor. 

For at realisere Nordisk Ministerråds vision om at gøre Norden til verdens mest bæredygtige og integrerede region i 2030 er et tæt samarbejde med civilsamfundet afgørende. Noget som Ministerrådet selv pointerer i handlingsplanen for årene 2021-2024.

Ved at tage initiativ til civilsamfundsnetværket Nordic Civ i 2021 understregede de nordiske samarbejdsministre vigtigheden af civilsamfundets rolle for gennemsigtighed og forankring af politikudviklingen i Norden. 

Dialogtråd afbrudt, men netværk holder fast

Civilsamfundet har evnen til at identificere nye behov og har spillet en historisk rolle i at forme den nordiske velfærdsmodel.

Vi har en unik position som bindeled mellem borgere og beslutningstagere.

Medlemsorganisationerne i Nordic Civ repræsenterer hundredtusindvis af børn, unge og voksne fra hele Norden for eksempel inden for miljøbevægelsen, kvindebevægelsen og på det faglige og sociale område.

Gennem netværkets arbejde med blandt andet at foreslå prioriteringer for det nordiske samarbejde frem til 2030 har vi styrket borgernes stemme og deltagelse og afprøvet nye former for dialoger mellem borgere og beslutningstagere. 

Selvom de nordiske samarbejdsministre har besluttet at afslutte dialogen med borgerne og civilsamfundet via netværket Nordic Civ, fastholder netværket sin overbevisning om, at innovative dialog- og samarbejdsmodeller på tværs af sektorer, generationer og landegrænser er afgørende for at løse samfundsudfordringerne i Norden.

Vi i civilsamfundet er klar til at bidrage med vores erfaringer og arbejde sammen med akademi, erhvervsliv og offentlige aktører for at forme fremtidens Norden. 

Bindeled mellem borgere og beslutningstagere

Vi i civilsamfundets organisationer har øret mod jorden og kan fungere som et bindeled mellem borgere og beslutningstagere.

Vi tror, at samarbejdet vinder ved, at vi i fællesskab udformer de visioner og strategier, der udarbejdes for regionen, så de afspejler borgernes behov og interesser.

{{toplink}}

Nordens kollektive innovationskraft er høj, og der er uendeligt potentiale, hvis vi arbejder fremadrettet, nysgerrigt og i fællesskab.

Vi håber, at en sådan ambition fortsat findes hos de nordiske samarbejdsministre også i det fremtidige arbejde med at nå vision 2030. 

Nordic Civs arbejde, både inden for netværket og sammen med Nordisk Ministerråds forskellige kontaktflader, har givet os flere lærdomme, som vi tror, er vigtige i det fortsatte arbejde med civilsamfundet. 

En af dem er, at det tager tid at skabe tillid, åbenhed og at finde samarbejds- og dialogformer på tværs af sektorer. Dialog og samarbejde mellem civilsamfundet og beslutningstagere skal udformes og forankres i fællesskab for at holde over tid, og ressourcer skal tildeles til dette arbejde.

Hvis civilsamfundets involvering skal have effekt, er det desuden vigtigt, at der udformes en gennemtænkt og tydelig modtagerstruktur inden for politikken, som kan følge op på arbejdet og give feedback til civilsamfundet og borgerne.

Endeligt skal dialog og samarbejde ske bredere end blot mellem civilsamfundet og beslutningstagere. For at adressere vores samfundsudfordringer skal der udformes innovative samarbejds- og dialogformer, der fremmer samarbejde også med akademi, erhvervsliv og offentlige aktører. 

For at Norden skal nå visionen om bæredygtighed og integration, skal civilsamfundet fortsat have en central plads i samarbejdet.

Vi opfordrer de nordiske samarbejdsministre til ikke blot at bevare, men også styrke dialogen med civilsamfundet.

Vores fælles fremtid kræver, at vi arbejder sammen – på tværs af sektorer, generationer og landegrænser – for at imødegå de udfordringer, vi står overfor. 

Civilsamfundet og de borgere, vi repræsenterer, skal have større mulighed for at få deres stemmer hørt og påvirke det nordiske samarbejde for fremtidige generationer. 

Forrige artikel Røde kors-ansat: I ngo-branchen er medarbejderpleje nærmest skamfuldt Røde kors-ansat: I ngo-branchen er medarbejderpleje nærmest skamfuldt