Røde kors-ansat: I ngo-branchen er medarbejderpleje nærmest skamfuldt

Af Asger Toft Johannsen
Udviklingskonsulent, Røde Kors

"Du har selv valgt dit arbejde. Så er du ikke bare glad for at kunne arbejde for en god sag?"

Det er en kommentar, jeg har hørt mange gange i løbet af de 16 år, jeg har arbejdet i ngo- og civilsamfundsbranchen.

En holdning, der i mine ører bærer indtryk af, at mange mener, at sagen bærer lønnen i sig selv.

Men kærlighed, et godt hjerte og en god sag skaffer og udvikler dog ikke fagligt dygtige medarbejdere og sikrer heller ikke automatisk glade medarbejdere – slet ikke i længden.

Trivsel er ikke en selvfølge

Jeg har set et hobetal af gode, dygtige mennesker brænde helt ud i branchen, fordi der forventes, at de løber ekstra hurtigt og ekstra langt for færre 'kalorier' på flere forskellige tidspunkter af døgnet. Og til en lavere løn end i mange andre brancher.

Samtidig lever der en opfattelse af, at man jo "bare burde være glad", fordi man arbejder for og med en god sag.

Men af kærlighed alene bliver ingen mæt. Og det er ligegyldigt, hvor gerne vi vil have, at det forholder sig sådan.

"Men skulle de penge ikke være brugt på at gøre noget godt?"

Det er en anden kommentar, som jeg støder på igen og igen, og som er med til at gøre medarbejderpleje nærmest skamfuldt.

Man kan få indtryk af, at folk mener, man skal være selvudslettende i det humanitære og civile arbejde. Og at glade medarbejder ikke er med til at højne slutmålet. Det gælder i forhold til løn, sociale arrangementer og medarbejderudvikling.

Trivsel er ikke en selvfølge, og hvis man ikke tør investere i den på grund af frygt for repressalier, så kommer vi aldrig til at få højnet trivslen i branchen til et acceptabelt niveau overordnet set.

Usikkerhed mindsker tryghed

Jeg har selv prøvet at have gode faste rammer i en børne- og ungdomsorganisation, der modtog udlodningsmidler.

Jeg har været i en organisation, der var og er dybt afhængig af satspuljemidler. Og jeg er nu i en organisation med overenskomst.

Jeg har således erfaring med flere forskellige typer af virkeligheder i branchen.

I forlængelse af Morten Hofmann Rytters indlæg kan jeg bevidne, at ngo-branchen i Danmark i dag er en branche, hvor overenskomst ikke blot er et fyord. Det er en utopi så langt fra virkeligheden, at man mødes med latter, når man bringer emnet op.

{{toplink}}

Jeg er nu selv kommet til en civilsamfundsorganisation i en anden situation og kan derfor endnu tydeligere se, hvor stor forskel det gør at have faste og fremtidssikrede rammer.

Men det ændrer jo ikke på, at de fleste små- og mellemstore frivillige sociale organisationer i Danmark befinder sig i den helt modsatte situation. Især så længe der ikke er fundet nogen løsning i kølvandet på de nedlagte satspuljer.

Høj trivsel styrker ngo-branchen

Ngo-branchen befinder sig efter min mening lige nu i et 'ræs mod bunden'.  Og politikere og fonde kan ikke se sig skyldfri.

Ingen føler sig sikre, og alle kæmper mod alle om overlevelse.

Man hopper fra tue til tue og håber, at man har vundet de rettes gunst. Får man midler fra den ene eller anden aktør, så er der oftest kun til udvikling af nye projekter og meget sjældent til drift – og da slet ikke til trivsel eller medarbejderudvikling.

Hvis man ikke vidste bedre, kunne man nogle gange få det indtryk, at politikerne og fondene selv ikke anerkender vigtigheden af at skabe høj trivsel i de organisationer, som de sætter deres lid til at løse vigtige samfundsmæssige opgaver.

Én ting ved jeg i hvert fald med sikkerhed: De ovenstående vilkår er om nogen med til at stække trivslen i branchen og skabe enorm stor psykologisk utryghed.

Ledelserne kan og tør ofte ikke investere i medarbejderpleje.

De kan hverken få midler til det og tør ofte heller ikke investere i det af frygt for en dårlig pressehistorie. Indtil det ændres, må medarbejderne i branchen leve med det.

debat@altinget.dk