Klimavirksomhed: Det skarpe skel mellem ngo’er og erhvervsliv er ikke fulgt med udviklingen

For at løse et problem så stort som klimakrisen har vi brug for hjælp, fra alle vi kan mønstre. Derfor mener jeg, at det er vigtigt, at ngo’er og erhvervslivet arbejder sammen. Traditionelt set har erhvervslivet været tænkt som årsagen til problemer såsom klimakrisen, mens ngo’er har været tænkt som løsningen.

Men dette skarpe skel har ikke fulgt med verdens udvikling og fastholder både erhvervslivet i en rolle, hvor det forventes altid at have slette bagtanker og tildeler ngo’er et uretfærdigt lod.

Moral over effekt

Vi er kommet til at dyrke en forestilling om ngo’er som erhvervslivets helgener, urørt af alt hvad der synes urent i erhvervslivet. Det er blevet vigtigere, at ngo’erne udfører deres arbejde på den mest moralsk ophøjede måde, end hvor stor effekt, dette arbejde har.

Jeg mener, at det skaber en moralsk diskrimination imellem virksomheder og ngo’er, som er skadelig for formålet — at få løst de store problemer, vi står overfor i verden.

Ngo’er må ikke tjene penge på at løse verdens problemer, men virksomheder må godt tjene penge på ikke at løse verdens problemer — eller ligefrem forværre dem.

Samtidig er ngo’er udelukket fra adgangen til de værktøjer, som konventionelle virksomheder nyder godt af. Dette gælder blandt andet risikovillig kapital fra kapitalmarkederne, konkurrencedygtige lønninger samt den tolerance over for fejltrin, som er fordrende for innovation.

Med ovenstående in mente, må vi så spørge os selv, om vi virkelig har fundet den bedste model.

Frygten for kritik er gået for vidt

Her kommer samarbejderne mellem ngo’er og erhvervslivet ind i billedet.

Kunne man tage ngo’ernes gode mission, høje integritet, erfaring og ekspertise og kombinere den med det skalérbare, hyperproduktive apparat, som vores kapitalistiske erhvervsliv er? Kunne man udrette alt det gode, man som ngo ville, uden at lægge under for de uretfærdigt fordelte byrder, jeg nævner ovenfor?

Det synes jeg vi har set mange gode eksempler på, at man godt kan. Nogle løsninger ses som modeller, hvor man integrerer de to verdener i én under eksempelvis triple bottom line og nogle løsninger hvor ngo’er og erhvervsliv går sammen i en fælles mission.

Der er masser af virksomheder, der reelt gerne vil kæmpe klimakampen og som også har budgetterne til det. Som ngo er det da bare om at drage fordel af dette og hjælpe til, at det bliver gjort på en ordentlig måde. Når alene dét at ressourcerne kommer fra kommercielle foretagender kan være nok til, at ngo’erstyrer uden om samarbejder, mener jeg, at frygten for kritik er gået for vidt.

Det er stadig essentielt, at det ikke bliver en undskyldning for at gå på kompromis med mål og værdier eller tillade greenwashing af nogen art. Der bør altid slås hårdt ned på virksomheder, der udnytter små ngo’er til at polere deres image uproportionelt med den støtte, de har ydet. Men går man til samarbejdet på den rigtige måde, bør man kunne undgå det.

{{toplink}}

Ngo’er er erhvervslivets perfekte modvægt

Især ser jeg potentiale i samarbejder, hvor ngo’en ikke bare modtager penge fra virksomheden, men hvor ngo og virksomhed arbejder sammen om at udnytte deres respektive ekspertise til at løse et problem i fællesskab.

Med tydeligt definerede mål, stramme kontrakter og en høj integritet på ngo’ens side er potentialet stort og risikoen lille.

Erhvervslivet er på mange måder den ultimative kraft at slippe løs på problemet i kraft af den teoretisk set uendeligt skalérbare og selvbærende kvalitet ved profit. Her er ngo’en den perfekte modvægt til at sikre, at målet — eksempelvis grøn omstilling — holdes for øje og, at der ikke bliver gået på kompromis med rettigheder og etik.

Der er nok problemer at tage af, men det samme kan desværre ikke siges om ressourcer.

Hvis samarbejder på tværs af organisationerne kan afhjælpe dette, så støtter jeg hundrede procent op om det og tager hatten af for dem, der for alvor tør give sig i kast med verdensmål 17 — partnerskaber for målene.

debat@altinget.dk