Sådan står partierne inden valgdagen: Løkke er kongemager, LA står til markant fremgang, og Alternativet er tæt på Folketinget

Næsten hver anden vælger har i sinde at stemme på et andet parti end ved valget i 2019, og det tegner derfor til at blive et markant anderledes folketing efter 1. november. Se, hvordan partiernes form ser ud kort tid, før de møder vælgernes endelige dom.

Artiklen er opdateret 31. oktober klokken 22.25 med et nyt snit af målinger, som indeholder alle målinger publiceret før selve valgdagen. Altinget bringer ikke målinger på valgdagen.

Om under 24 timer åbner valgstederne landet over, og vælgerne vil omsider sætte de afgørende krydser, som skal forme dansk politik de næste fire år. 

Allerede nu tegner det til, at det bliver et markant anderledes sammensat folketing. Næsten hver anden vælger har i sinde at stemme på et andet parti end sidste gang. 

Det skyldes især, at de to nye partier – Moderaterne og Danmarksdemokraterne – begge står til at storme ind i Folketinget. 

Det viser et nyt kvalitetsvægtet snit af målinger, som professor og valgforsker Kasper Møller Hansen har lavet for Altinget. 

Ifølge snittet vil Løkkes Moderaterne få 9,3 procent af stemmerne ved tirsdagens folketingsvalg, mens Inger Støjbergs parti vil få otte procent. 

Mens Støjbergs opbakning er svundet ind i løbet af de seneste uger, står Løkke tilbage som valgkampens store vinder. Han har uge for uge cementeret sin kommende rolle som kongemager med markant fremgang, og ingen af de to traditionelle blokke kan tælle til 90 uden hans hjælp.

Artiklen fortsætter efter grafikken.

Blå bloks vinder – og tabere 

Løkke er dog ikke den eneste, som har haft opsigtsvækkende succes i løbet af valgkampen. Liberal Alliance ledt an af partileder Alex Vanopslagh står over for at blive mere end tredoblet. Partiet var tæt på spærregrænsen i 2019, hvor det opnåede 2,3 procent af stemmerne. 

Men nu står partiet til at få 7,7 procent, som kan omveksles til 14 mandater. Det vil samtidig være det bedste valgresultat i Liberal Alliances historie. Rekorden er lige nu de 7,5 procent og 13 mandater, som partiet vandt i 2015. 

Både Moderaterne og Liberal Alliances fremgang sker på bekostning af Konservative, som i løbet af valgkampen har formøblet al den fremgang, som partiet havde opnået siden sidste folketingsvalg. Lige nu står partiet til 5,9 procent, hvilket er omtrent status quo i forhold valgresultatet på 6,6 procent i 2019. 

Konservative er ikke alene om at betale for andres partiers succes. Selv om Venstre har stoppet den markante vælgerblødning, som partiet oplevede i kølvandet på både Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjbergs exit, står det stadig overfor en gedigen vælgerlussing. 

Venstre står til at få 13,3 procent af stemmerne og 24 mandater. I 2019 fik partiet 23,4 procent og 43 mandater. 

Alternativet og DF danser faretruende tæt på spærregrænsen 

På den modsatte af den politiske midte styrer Radikale mod en halvering af sin folketingsgruppe. Partiet står til at få 4,1 procent af stemmerne og syv mandater. I 2019 fik Radikale valgt 16 folketingsmedlemmer. 

Anderledes ser det ud for et andet af regeringens støttepartier. SF er den stille succes i valgkampen. Partiet er i ro og mag kravlet opad i målingerne, og det står nu til en lille fremgang fra 7,7 procent i 2019 til ni procent. 

Enhedslisten og Socialdemokratiet fastholder nogenlunde status quo, når der tages udgangspunkt i den procentvise tilslutning. Men det samme gør sig ikke gældende i mandater. 

Der skal nemlig være plads til hele 12 partier i Folketinget. Både Dansk Folkeparti og Alternativet står til at komme over spærregrænsen ifølge snittet. Begge partiers overlevelse er dog ikke udenfor den statistiske usikkerhed, og de står derfor begge med det ene ben udenfor Slotsholmen. 

Det efterlader en stor spænding om, hvordan mandaterne i sidste ende vil fordele sig efter tirsdagens stemmeoptælling. For nu er der lagt op til et tæt opgør om magten, som meget kan fortsætte længe efter, den sidste stemme er optalt. 

Forrige artikel To ”dark horses” i grønlandsk valg kan overraske To ”dark horses” i grønlandsk valg kan overraske Næste artikel Ny prognose: Sofie Carsten Nielsen står til at redde sit mandat i Folketinget Ny prognose: Sofie Carsten Nielsen står til at redde sit mandat i Folketinget