Under et år til valget: Sådan er partiernes form

Valgkampen lurer lige om hjørnet. Om under et år har statsminister Mette Frederiksen (S) udskrevet valg til Folketinget, og vælgerne har været i stemmeboksen for at sætte et kryds.

Men hvordan er partiernes form inden, de møder vælgernes dom? Altinget tager pulsen på partierne med udgangspunkt i Altingets kvalitetsvægtede snit af målingerne, som er udarbejdet af professor Kasper Møller Hansen.

Inden vi dykker ned i de enkelte partiers tilstand i målingerne, kaster vi først et blik på det samlede billede: Hvis der var valg i dag, vil Folketinget i modsætning til nu bestå af et stort parti, Socialdemokratiet. Den borgerlige opposition vil i stedet blive ledt an af to næsten lige store partier i form af Venstre og Konservative.

De vil med stor sandsynlighed blive oppositionspartier igen, da regeringspartiet  fortsat står til et flertal sammen med sine nuværende støttepartier: SF, Enhedslisten og Radikale.

En anden stor ændring vil være, at det tredjestørste parti efter valget i 2019, Dansk Folkeparti, vil falde adskillige pladser nedad i det hierarki.

Artiklen fortsætter efter graferne.

Det var det store billede. Nu zoomer vi ind på de enkelte partier i Folketinget.

Socialdemokratiet
Det mest oplagte nedslag i Socialdemokratiets bevægelse gennem valgperioden er naturligvis den historisk store tilslutning, som partiet oplevede under coronakrisen. I et mere end et år ville omtrent hver tredje vælger stemme på statsministeren og hendes parti.

I takt med, at corona er blevet en mindre og mindre del af hverdagen, er Socialdemokratiet også vendt retur til et lejde, som ligger tættere på valgresultatet i 2019, hvor det fik 25,9 procent af stemmerne. Krigen i Ukraine og den fornyet rolle som krisestatsminister har for nu ikke haft samme effekt for Mette Frederiksen. Socialdemokratiet står nu til at få 26,2 procent af stemmerne.

Selvom Socialdemokratiet formentlig ikke havde forventet, at al opbakningen fra coronakrisen ville forblive frem mod et valg, vil det sandsynligvis være en skuffelse, hvis vælgerne ikke kvitterer for regeringens indsats i den første valgperiode og giver partiet fremgang.

I sidste ende er det mest afgørende dog at beholde Statsministeriet, og i det henseende er Mette Frederiksen stadig storfavoritten.

Venstre
Januar 2021 blev skæbnesvangert for Venstre. Måneden begyndte med, at den tidligere formand Lars Løkke Rasmussen meldte sig ud. Forinden det exit havde et internt opgør mellem Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg resulteret i, at hun stoppede som næstformand.

Vælgerne reagerede ved at strømme væk fra partiet, som i løbet af blot en måned faldt 4,8 procentpoint i Altingets vægtede snit af målinger.

I det følgende halvandet år har partiet forsøgt at kravle opad igen i målingerne, og partiet kommer nærmere og nærmere niveauet før det store dyk i januar 2021. Men selv det vil være et markant stykke under valgresultatet fra 2019, hvor Venstre fik 23,4 procent. Det ser lige nu ud til at blive svært at opnå, hvor partiet står til 15,5 procent.

Opgaven for Jakob Ellemann-Jensen må i stedet være at gøre det forventede tab så småt som muligt. Og det er ikke en umulig opgave, for vælgerne sidder løst i den blå lejr.

{{toplink}}

Mange af de tidligere V-vælgere siger lige nu – muligvis i form for protest over tilstanden i deres gamle parti – at de vil stemme på et andet parti – for eksempel Konservative. Men det er ikke sikkert, at de vil føre protesten ud i livet, når de først står i stemmeboksen. Valgforskning viser, at jo flere gange, at du har stemt på samme parti, jo mere tilbøjelig er du til at gentage dit kryds.

SF
Regeringens loyale støtteparti har også loyale vælgere. Partiet er det parti, som har haft den mest stabile opbakning gennem valgperioden, og status quo er ikke nødvendigvis en dårlig ting i periode, hvor både coronavirus og krig i Ukraine har påvirket den politiske dagsorden.

Partiet står lige nu til opnå omtrent samme valgresultat som i 2019. Dengang fik SF 7,7 procent, og nu står partiet til 8,3 procent. Men spørgsmålet er, om den gradvise stabile udvikling kan munde ud i en lille fremgang, når først valget står for døren.

Lille fremgang eller ej, så er den stabile udvikling formentlig også tiltrængt i partiet efter dets dramatiske regeringsdeltagelse for et årti siden.

Radikale
Et lille tab under coronakrisen – og regeringspartiets store popularitet – fortsatte med et yderligere fald for Radikale i kølvandet på Morten Østergaards exit som politisk leder.

Til at starte med kunne skiftet på lederposten ikke spores i meningsmålingerne. Men da både Ida Auken og Jens Rohde et par måneder senere meldte sig ud af partiet, blev det tydeligt, at Radikales interne stridigheder ikke var overstået. Uenigheden om, hvorvidt Martin Lidegaard skulle have været ny politisk leder i stedet for Sofie Carsten Nielsen, blev løst ved en forfremmelse af førstnævnte, og siden har de to sikret enighed om partiets linje.

Efterhånden har den ro i partiet smittet af på målingerne hen mod den afsluttende del af valgperioden. Indtil videre står partiet dog fortsat til en tilbagegang fra 8,6 procent i 2019 til 6,6 procent ifølge det nye snit af målinger.

Enhedslisten
Efter en lille stigning i målingerne i begyndelsen af året, er Enhedslisten endt på et niveau, som er tættere på det, som partiet fik ved sidste folketingsvalg. I 2019 fik Enhedslisten 6,9 procent af stemmerne, og nu står det til at få 7,6 procent.

Men taget i betragtning, at partiet endte på glatis i debatten om dets holdning til Danmarks deltagelse i Nato, efter russernes invasion af Ukraine, er status quo en slags succes. Dertil kommer også, at partiet har gennemgået en debat om og ændret sin holdning til det danske EU-medlemskab.

Endelig har partiet i løbet af valgperioden også fået en ny frontfigur, efter Mai Villadsen har overtaget posten som politisk ordfører efter Pernille Skipper, som ikke kan genopstille grundet partiets rotationsprincip. Skiftet på den post er også forbundet med en risiko for, at nogle vælgere falder fra, fordi den nye ikke er lige så kendt som den foregående.

Konservative
Gad vide, hvad Konservatives partiformand Søren Pape Poulsen havde sagt, hvis man på valgaftenen i 2019 fortalte, at han forud for det næste valg ville stå til mere end en fordobling af det valgresultat, som han var i gang med at fejre?

Og hvis man så samtidig fortalte ham, at der ville blive rejst spørgsmål om, hvorvidt han skulle være blå bloks statsministerkandidat.

Ikke desto mindre er det hverdagen for Konservative med under et år tilbage af valgperioden. Partiet fik 6,6 procent af stemmerne i 2019, nu står det til at få 14,5 procent.

Men bag den høje opbakning gemmer sig en udfordring for Pape. En meget stor del af de nye vælgere stammer direkte fra Venstre, og de har måske ikke stemt konservativt før.

Derfor er der mange af vælgerne, som Konservative ikke kan regne med, før de har været i stemmeboksen og taget en endelig beslutning om deres partiskifte.

 

Dansk Folkeparti
Dansk Folkepartis valgnederlag i 2019, hvor det fik 8,7 procent af stemmerne, blev ikke enden for nedturen for partiet. I løbet af de følgende tre år er det gradvis gået nedad for Dansk Folkeparti, hvilket i sommeren 2021 satte gang i et formandsopgør, hvor Morten Messerschmidt begyndte at ånde den siddende formand Kristian Thulesen Dahl i nakken.

Thulesen Dahl forsøgte at dæmpe stridighederne ved at gøre Messerschmidt til den officielle kronprins som ny næstformand. Men uroen i partiet fortsatte med læk i medierne og dårlige målinger. Efter kommunalvalget tog Thulesen Dahl konsekvensen og kastede partiet ud i et formandsvalg, da han trak sig.

{{toplink}}

Formandsvalgkampen var blodig, men Messerschmidt endte som sejrherre. Dramaet endte dog ikke, og partiet har sidenhen mistet seks folketingsmedlemmer. Dog kan Messerschmidt måske glæde sig over, at partiet nu har ligget på samme lave niveau, siden han blev valgt som formand. Partiet står lige nu til at få 5,2 procent af stemmerne.

Nye Borgerlige
Mens Dansk Folkepartis opbakning er skrumpet ind, har Nye Borgerlige stået klar til at tage imod de frafaldne vælgere – og partiet har også hapset nogle fra Venstre, mens det var i gang.

Partiets fremskridt tog for alvor fart efter sommeren i 2020 og fortsatte frem til et hidtidigt toppunkt i marts 2021. Partiets medvind under coronakrisen kan udover Dansk Folkeparti og Venstres krise muligvis også forklares med, at Nye Borgerlige indtog en mere kritisk rolle i håndteringen af corona.

Siden foråret 2021 er partiet landet på et nogenlunde stabilt niveau i meningsmålingerne, hvor det nu står til 6,1 procent af stemmerne. Det er en fremgang fra valgresultatet på 2,4 procent.

{{toplink}}

Liberal Alliance
Efter næsten tre år på omtrent samme niveau i meningsmålingerne er Liberal Alliance begyndt at stige i løbet af de seneste par måneder. Det er svært at udpege en særlig årsag til, at partiet lige netop nu vinder vælgere.

Partiets leder Alex Vanopslagh har tidligere i løbet af valgperioden udmærket sig med sit retoriske talent i tv-debatterne. Partiet har derudover også gennem længere tid haft succes med at producere satiriske videoer til de sociale medier, hvor de blandt andet forsøger at appellere til de unge vælgere, som tidligere har været en stor del af partiets vælgerbase.

Det er måske den indsats, som viser sig i målingerne nu, hvor partiet står til at få 3,6 procent. I 2019 fik Liberal Alliance 2,3 procent af stemmerne.

Frie Grønne
Ambitionen om at gentage den succes, som Alternativet var, er aldrig lykkes for Frie Grønne og dets formand Sikandar Siddique. Partiet har på intet tidspunkt været i nærheden af spærregrænsen i meningsmålingerne. Partiet står nu til at få 0,8 procent af stemmerne.

Inden partiet blev opstillingsberettiget, tog det også en del tid, før det fik indsamlet de fornødne vælgererklæringer, hvor de i mellemtiden endda blev overhalet indenom af Lars Løkke Rasmussens Moderaterne.

Sikandar Siddique har ellers flere gange i løbet af valgperioden markeret sig med sine udtalelser om blandt andet racisme i Danmark og vakt røre blandt sine folketingskollegaer. Men det har ikke vakt den store interesse blandt vælgerne, hvis man tager udgangspunkt i meningsmålingerne.

Alternativet
Ligesom udbryderne i Frie Grønne tegner det heller ikke til, at Alternativet – efter to perioder i Folketinget – kan opnå genvalg. Partiet fik i 2019 tre procent af stemmerne, og nu står det til at få en procent.

Årsagen kan formentlig især findes i den uro, som har præget partiet i starten af valgperioden, da Uffe Elbæks afløser skulle findes, og valget landede på Josephine Fock til stor ærgrelse for netop Elbæk og størstedelen af den daværende folketingsgruppe.

Dertil blev partiets organisation allerede inden folketingsvalget ramt af historier om festkultur og krænkelser, hvilket blot har været med til at understrege partiets krise.

Men en anden forklaring kan også findes udenfor partiet. Da det blev skabt, fik det stor succes ved at gå forrest i debatten om klimaet. Men det er sidenhen blevet en dagsorden, som vælgerne kan få dækket hos flere af de andre partier i Folketinget, hvor blandt andet Enhedslisten, SF og Radikale har haft succes med at vinde Alternativet-vælgere.

Kristendemokraterne
Drømmen om at vende tilbage til Folketinget ser ud til at blive sværere og sværere at realisere for Kristendemokraterne her i valgperiodens slutfase. Partiet fik i april sidste år et folketingsmedlem, da Jens Rohde meldte sig ind.

Men et år senere meddelte han, at han ikke har i sinde at genopstille for partiet. I samme forbindelse trak partiets formand Isabella Arendt sig også, og nu ledes partiet i stedet af den tidligere formand Marianne Karlsmose.

Foruden de to profiler – Arendt og Rohde – har Kristendemokraterne mistet en afgørende kandidat. Den populære mand i Vestjylland, Kristian Andersen, som var blot få hundrede stemmer fra at vinde et kredsmandat i 2019, genopstiller heller ikke. Dermed mangler partiet de profiler, som muligvis kunne løfte det over spærregrænsen, selvom målinger ikke indikerer det. Partiet fik 1,7 procent i 2019, og nu står det til 1,3 procent.

Moderaterne
Lige nu ser det ud til, at Lars Løkke Rasmussen kan sikre sit eget genvalg til Folketinget med sit nye parti, Moderaterne.

Allerede inden valgkampen er gået i gang, står partiet til at nå over spærregrænsen, og det må forventes, at en tidligere statsminister kan tiltrække sig endnu opmærksomhed, når først folketingsvalget er udskrevet.

Det interessante bliver dog, hvordan den netop tidligere statsminister vil befinde sig i valgkamp, hvor han har en mindre rolle i partilederdebatterne, end han har været vant til.

Valget skal senest afholdes 4. juni 2023.

red@altinget.dk