Politisk kommentator: Mona Juul står over for sit politiske livs vigtigste weekend

Da Mona Juul blev valgt som konservativ formand på et ekstraordinært landsråd i april, var der ingen, der forventede de store nye politiske udmeldinger fra hende.

Nok skulle Det Konservative Folkeparti have en ny formand, men det primære formål med det ekstraordinære landsråd var at få sagt et sidste pænt farvel til Søren Pape Poulsen.

Det hensyn er væk ved weekendens konservative landsråd i Herning.

Tværtimod er der en forventning i baglandet om, at Mona Juul nu for alvor folder ud, hvad hun vil med Det Konservative Folkeparti, og hvad der er kursen frem mod og efter næste valg.

Opbakningen til Konservative i meningsmålingerne har siden dannelsen af SVM-regeringen ligget på godt seks procentpoint – på nær en mindre kortvarig fremgang efter Papes alt for tidlige død.

Godt seks procentpoint er en lille forbedring i forhold til valgresultatet, men samtidig også tal der understreger, at Konservative stadig har en udfordring med at tiltrække Venstre-vælgere, som er utilfredse med dannelsen af SVM.

{{toplink}}

Siden valget som formand har der været påfaldende stille omkring Mona Juul.

Det er primært blevet til diverse løbende kommentarer til regeringens udspil og en buskampagne med hende i spidsen under EP-valgkampen. En kampagne kendetegnet ved relativt politikfattige budskaber som "Mindre bla bla bla. Mere handling".

Karakterbogen for de første fem måneder kom i august, da Epinion målte, hvor mange vælgere der kendte de forskellige partiledere.

Her var Mona Juul den partileder færrest kendte. Hele 45 pct. af de adspurgte svarede, at de ikke kendte hende.

Det er i sig selv ikke underligt, at Mona Juul endnu ikke er særlig kendt i den brede offentlighed. Hun er den partileder, der har siddet kortest tid, og hendes parlamentariske karriere inden valget som formand var relativt kort og ukontroversiel.

Med maksimalt to år til næste folketingsvalg, som meget nemt kan komme før tid, er de stillestående målinger og den manglende kendthed imidlertid en stigende udfordring for Mona Juul og Det Konservative Folkeparti.

Overraskende nok har den mest aktive konservative politiker hen over sommeren været retsordfører Mai Mercado, som har fremsat en lang række angreb mod regeringen og lanceret en hårdtslående bandepakke.

Forventningen i partiet var, at Mai Mercado ville drosle ned politisk, efter at hun overraskende stoppede som gruppeformand i februar for at få mere tid til familien.

Det er der dog ikke noget, der tyder på – tværtimod.

Bandepakken var også den klart største af de nyheder, som blev lanceret på partiets sommergruppemøde i august.

De andre var mere fleksibilitet for forældre der hjemmepasser, og afskaffelse af en afgift på forsikring af elbiler.

Begge er klassiske konservative forslag, men ikke noget man kan kalde dagsordenssættende initiativer.

Partiet fortalte selv, at man fremover ville have fokus på mindre, men konkrete forslag, der kunne gøre en forskel i danskernes hverdag. I sig selv ikke en dårlig strategi, hvis man formår at trænge igennem til danskerne med forslagene.

I en tid med skarp konkurrence om mediernes opmærksomhed bliver det dog en ekstremt svær opgave.

Sommergruppemødet handlede ikke kun om politiske forslag. Langt fra.

I mediernes omtale blev det også fyldigt omtalt, at partiet valgte at servere halvliters Cocio kakaomælk til de fremmødte journalister. Angiveligt for at symbolisere, at Mona Juul havde arbejdet i en pølsevogn som ung og derfor kunne tale bramfrit med "almindelige" mennesker.

Om billedet af Mona Juul som den bramfri pølsemutter vil trække konservative kernevælgere til, er dog nok tvivlsomt.

{{toplink}}

I forhold til den klassiske konservative erhvervsvenlige vælger vil man umiddelbart nok forvente, at det ville have større effekt at fokusere på, at Mona Juul, til forskel fra mange af hendes forgængere, har en betydelig og ikke mindst succesfuld erhvervskarriere bag sig. 

I forbindelse med Mona Juuls valg som ny formand var forventningen, at hun med tiden ville trække Konservative mod midten og væk fra den i perioder mere nationalkonservative linje under Pape.

Reelt var det dog kun et bud baseret på forventningen hos gamle konservative koryfæer fra partiets venstrefløj som John Wagner og Per Stig Møller. Og at hun i anonyme citater fra centrale kræfter i gruppen var blevet beskrevet som "2/3 radikal". 

Selvom hun ikke har sagt ret meget politisk efter sit valg som formand, er der meget, der tyder på, at forventningen er korrekt – i hvert fald når det kommer til miljø- og klimapolitikken.

På Folkemødet udtalte Mona Juul, at hendes politiske forbillede er den tidligere konservative miljøminister, Connie Hedegaard. Man fornærmer ikke nogen ved at sige, at Connie Hedegaard tilhører Konservatives venstrefløj og repræsenterer en miljø- og klimapolitisk yderposition i partiet.

Efterfølgende har den vikarierende politiske ordfører, Frederik Bloch Münster, erklæret i Altinget, at Konservative vil "erobre den grønne dagsorden fra de røde".

Billedet mudres dog lidt af, at der på landsrådet også skal behandles et forslag til et nyt politisk program, som peger i en mere traditionel konservativ retning.

Processen med et nyt politisk program blev igangsat af Pape efter det skuffende valgresultat i 2022.

Hovedskribenter på det nye partiprogram har været den kendte konservative forfatter og debattør, Nikolaj Bøgh, og formanden for Konservativ Ungdom, Christian Holst Vigilius. Begge kendte nationalkonservative stemmer.

I arbejdsgruppen bag de to hovedskribenter har blandt andet Mona Juul og næstformand Michael Ziegler haft sæde.

Det nye program er primært en opdatering af det nuværende program, som er helt tilbage fra 2012. Der er dog også en del nyt, især i afsnittene om uddannelse, lokale fællesskaber og det internationale. Endelig har afsnittene om retspolitik, integration og skatter – navnlig boligskatter – fået en opstramning.

Samlet set er det nye partiprogram med sikkerhed ikke et skridt mod midten – snarere tværtimod.

Nu skal man ikke overdrive betydningen af politiske programmer. De har som oftest en primært symbolsk, intern betydning.

Men man kan i hvert fald konstatere, at der ikke er noget der tyder på, at det konservative bagland i sin grundindstilling er på vej mod midten – på trods af Mona Juuls hidtidige signaler om det modsatte.

{{toplink}}

Uanset diskussionen om retningen på et nyt partiprogram, som vil kunne komme til at fylde på weekendens landsråd, mangler vi stadig at høre Mona Juul fortælle danskerne, hvad hun vil med Konservative.

Derfor er weekendens landsråd en afgørende politisk mulighed. 

Formår hun at sparke sig selv og sin politiske vision ud til danskerne og skabe fundamentet for ny konservativ fremgang? Eller bliver det endnu en gentagelse af gamle travere – pakket ind i kakaomælk og letbenet pølsevognsretorik?