S-forbud er et selvskabt benspænd frem mod kommunalvalget

Den socialdemokratiske kongres afviste et forslag om at komme af med partiets gamle forbud mod dobbeltmandater. Altså det at man kan sidde i flere forskellige folkevalgte forsamlinger. Og det er faktisk både synd og skam, på trods af de mange fordomme deres findes om netop dobbeltmandaterne.

De sociale medier flyder over med kommentarer om, at man ikke kan passe to jobs. Og det lyder jo ligetil. Men for det første er medlemskab af en kommunalbestyrelse for langt de fleste et fritidsjob. Det vil sige, at det er meningen, at folk skal have en hovedbeskæftigelse ved siden af.

Og for det andet er der en række folketingsmedlemmer, der sagtens kan have sådan et fritidsjob oven i tjansen som folketingsmedlem.

Det er klart, at det ikke gør sig gældende for de allermest profilerede politikere såsom partiformænd, gruppeformænd, politiske ordførere eller andre med centrale positioner. Og i helt små partier kan det selvfølgelig også være svært.

Men især i et stort parti som Socialdemokratiet med en folketingsgruppe på 50 medlemmer, kræver det faktisk en del opfindsomhed for en række af MF'erne at sammensætte en meningsfuld arbejdsdag. Her kan et medlemskab af en kommunalbestyrelse være et fint supplement – også som et alternativ til bestyrelsesposter.

Og så må man ikke glemme den fordel, det er. Både for den enkelte og for partiet. Den enkelte kommer nemlig mere ned i substansen og får med egne øjne set, hvordan dén lovgivning, Folketinget løbende hælder ned over kommuner og regioner, virker i praksis.

For partiet er der to fordele. Den ene er den åbenlyse, at de praktiske vidner sidder med ved bordet, når sagerne drøftes i folketingsgrupperne eller forhandlingsmandater forberedes. Det øger altså vidensniveauet.

Jeg har selv haft den fornøjelse at sidde i gruppe med dobbeltmandater i min tid på Christiansborg. Både hos Radikale og i Liberal Alliance. Og tro mig, de kommuner, der har kommunalbestyrelsesmedlemmer i Folketinget, mærker også løbende fordelen. Helt konkret og nogle gange endda helt kontant.

Som indenrigsminister frygtede jeg dem. For de vidste jo ofte mere end ministeren om de konkrete sager. Og nogle gange endda mere end embedsværket!

Den anden fordel er stemmemaksimering. Folk stemmer ganske enkelt helst på dem, de kender. Og sidder en kandidat allerede i Folketinget, er det nemmere at stemme på ham eller hende til et lokalvalg.

Det er ikke uden grund, at Eddie Murphy som storsvindleren i filmen af samme navn tog navn efter en afdød politiker og førte valgkamp under sloganet "The name you know".

Og så er vi tilbage til den socialdemokratiske kongresbeslutning. For her spiller historikken også en rolle.

Det var modstandere af den daværende højrefløjssocialdemokrat og senere stifter af midterpartiet Centrum-Demokraterne, Erhard Jakobsen, der ved kongressen i 1969 fik vedtaget et forbud imod dobbeltmandater.

{{toplink}}

Beslutningen skulle dog først endeligt konfirmeres året efter, og inden da havde Erhard, der både var folketingsmedlem og en meget populær borgmester, sikret sig over halvdelen af krydserne i Gladsaxe kommune ud for sit eget navn. Måske det var medvirkende til, at man fik indskrevet en kattelem om, at dem der allerede sad på to poster godt måtte fortsætte.

Men lex Erhard blev vedtaget. Til glæde for den venstrefløj i Socialdemokratiet, der hadede ham, og til slut fik presset ham ud af partiet. Men også til gavn for de politiske konkurrenter.

Og det er den selvpåførte ulempe og plage den socialdemokratiske partiledelse nu gerne vil af med. Det forstod et flertal af de socialdemokratiske delegerede. Bare ærgerligt at vedtægterne kræver to tredjedele-flertal.

Socialdemokratiet kunne nok ellers godt bruge alle gode kneb for at få et par ekstra vælgere til kommunalvalget næste år. Måske er det også derfor, at den ene af de to socialdemokratiske næstformand, Køge-borgmester Marie Stærke, allerede har kundgjort, at der vil blive arbejdet videre med sagen.