Snit af målinger: De fik 96 mandater i 2019. Nu står de røde partier til 82

Regeringen og de øvrige partier til venstre for midten har mistet 14 mandater siden folketingsvalget. Det viser Altingets kvalitetsvægtede snit af målingerne. De blå partier ligger forrest, men Løkke ligner stadig en potentiel kongemager.

Et overbevisende flertal i 2019 er i løbet af en sommerferie blevet vendt til et truende valgnederlag. 

Netop som valgperioden lakker mod enden, kan de røde partier nu kun tælle til 82. 

Det viser et nyt kvalitetsvægtet snit af målingerne i august, som professor og valgforsker Kasper Møller Hansen har lavet for Altinget. 

Hvis der var valg i dag, vil regeringen og dens støttepartier ifølge snittet af målinger være milevidt fra de 96 mandater, som de vandt sammen med Alternativet ved sidste folketingsvalg. 

De tre ansvarlige partier 

Ansvaret for tabet af det røde forspring kan placeres hos tre partier. Der er selvfølgelig Alternativet, som længe har stået til ikke at klare spærregrænsen. Partiet fik fem mandater i 2019. 

Så er der Radikale, som er bagmanden bag den heftige valgkampstemning på Christiansborg. Partiet har krævet, at Mette Frederiksen udskriver valget senest første tirsdag i oktober. Men det krav lader ikke til at lokke vælgerne til. Partiet står til 6,2 procent og 11 mandater. Det er fem færre end i 2019. 

Endelig er der regeringspartiet. Statsminister Mette Frederiksen er langt fra sin topform under coronaepidemien, hvor hendes og Socialdemokratiets historiske popularitet i enkelte perioder gav de røde partier mere end 100 mandater i meningsmålingerne. Men lige inden danskerne gik på sommerferie, ramte et efterskælv fra selvsamme epidemi, da minkkommissionen afleverede sin rapport. 

Nu står Socialdemokratiet til 23,6 procent og 42 mandater. Seks færre end partiet vandt ved valget. 
Netop Socialdemokratiets tab af mandater vidner om, at det har været særlig slidsomt at være statsminister i den seneste valgperiode, siger Kasper Møller Hansen. 

”Normalt vil vi forskere sige, at et statsministerparti mister et mandat om året, fordi det slider at have magten. Men corona har været en særlig faktor, som har slidt på statsministeren. Dertil har Socialdemokratiet siddet med magten alene, og dermed skal de selv stå på mål for de hårde beslutninger,” siger valgforskeren. 

Konservative størst i blå blok 

På den modsatte side af det politiske spektrum kan de blå partier nu mønstre i alt 88 mandater. Fremgangen kan især tilegnes det nyeste parti i blokken: Danmarksdemokraterne, som er ledt an af Inger Støjberg. 

Partiet står til at vinde 10,7 procent af stemmerne og 19 mandater. Selvom partiet tydeligvis lukrerer på Dansk Folkeparti og sine andre kollegaer i den blå lejr, lykkes partiet også med det, de andre har forsøgt uden samme held siden valget: De fravrister vælgere fra Socialdemokratiet. 

Medvinden kan til gengæld ikke spores hos Støjbergs gamle parti. Venstre står til 12,5 procent og 23 mandater. Hvis det holder stik på valgdagen, bliver der tæt kamp om pladserne i Venstres folketingsgruppe, som efter valget i 2019 havde 43 medlemmer. 

I stedet vil Folketinget formentlig få en del nye konservative medlemmer. Konservative står nemlig til at blive det største parti i den borgerlige lejr med 14,3 procent og 26 mandater. Det er mere end en fordobling i forhold til valgresultatet i 2019.  

Partiets formand Søren Pape Poulsen forsøger at veksle succesen til en plads i Statsministeriet. Men effekten af det nye kandidatur, som kom i midten af august, er ikke slået helt igennem i det vægtede snit, som også består af målinger ældre end kandidaturet. 

Skal Løkke eller de nordatlantiske mandater bestemme? 

Det siges, at man skal kunne tælle til 90, hvis man vil bestemme i dansk politik. Dermed kan Moderaterne og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen ende med de afgørende mandater.  

Han står ifølge snittet af målinger til at få fem mandater, men han har på forhånd sagt, at hans indflydelse skal bruges på at skabe en regering hen over midten. 

88 er dog også en slags magisk tal, da det er flertallet af de 175 danske folketingsmedlemmer. Derfor kan det blive fordelingen af de nordatlantiske mandater, som afgør, om de blå partier har brug for Løkke eller ej.  

I nyere tid plejer Grønland at sende to røde, mens Færøerne har sendt en fra hver blok. Hvis det bliver tilfældet igen, skal de tre røde nordatlantiske folketingsmedlemmer beslutte sig for, om de aktivt vil forhindre en blå regering. Det er som bekendt muligt at regere uden et flertal, så længe man ikke har et imod sig. 

Sværere ser det ud for de røde partier, som selv med hjælp fra tre nordatlantiske mandater mangler fem mandater for at sikre et rent rødt flertal. 

Forrige artikel Den grønne omstillings akutte problem er mangel på arbejdskraft. Her kan CO2-afgiften faktisk hjælpe, viser ny analyse Den grønne omstillings akutte problem er mangel på arbejdskraft. Her kan CO2-afgiften faktisk hjælpe, viser ny analyse Næste artikel Farvel til hele Danmarks Aarhus-borgmester Farvel til hele Danmarks Aarhus-borgmester