Danskeren i EU-Parlamentets pressetjeneste
EU-DAGBOG: På EU-Parlamentets generaldirektorat for kommunikation er der drøn på, og her bliver storpolitik til europæisk integration på hverdagsplan. Rikke Uldall er den danske observatør og skriver her om sin arbejdsuge.
Af Rikke Uldall,
pressemedarbejder, Europa-Parlamentets pressetjeneste
Jeg er aldrig før blevet bedt om at beskrive min arbejdsuge. Faktisk plejer jeg at blive bedt om at lade være. Der synes at eksistere en bred konsensus om, at hvad det end er, jeg foretager mig "nede i Bruxelles", så er det formentligt så tilpas abstrakt, at selv min allernærmeste familie automatisk indstiller blikket på langdistance, hvis jeg åbner munden.
På de fleste områder er mit job nok ikke så forskelligt fra de fleste andres. Men min hverdag bærer selvfølgeligt stærkt præg af, at Europa-Parlamentet er en international arbejdsplads med en politik om at udsende informationer på EU's 22 officielle sprog. Det betyder, at vi sidder en fra hvert land i hver af de forskellige afdelinger under Parlamentets generaldirektorat for kommunikation, og derfor er sætningen: "der sidder en finne, en malteser og en tjekke ved et bord" heller ikke et oplæg til en vittighed. Det er faktisk ikke engang noget, man studser over.
Jeg er "danskeren" i presseafdelingen. Men derudover dækker vi også hver et udvalg, dvs. følger udvalgsmøderne og skriver pressemeddelelserne på enten engelsk eller fransk. Med den store mængde af lovforslag, hvor Parlamentet er medlovgiver, samt mængden af initiativbetænkninger, offentlige høringer osv. som parlamentarikerne tager initiativ til, er vi nødt til at arbejde tæt sammen i presseafdelingen for at bevare overblikket.
Tværnationalt forum
Ugen begynder derfor altid med et planlægningsmøde med kollegaerne, hvor vi sammen gennemgår dagsordenen, diskuterer, hvad der kører i medierne i de forskellige lande, og stiller uddybende spørgsmål til hinanden - nogen gange på engelsk, andre gange på fransk, indimellem på en blanding.
Der er en særlig dynamik, hvor diskussionen ubesværet bevæger sig mellem krisen i eurozonen over hjælpepakke til Irland, og hvad Jean Claude Trichet mon vil sige i økonomiudvalget, til mere lavpraktiske spørgsmål om hjælp til den portugisiske kollega, der har for mange sene aftenmøder de kommende dage. De store spørgsmål væver sig sammen med de små, mens vi taler om det overordnede og det nære: fra det nationale til det europæiske og fra direktivet om måleinstrumenter til landbrugsstøtten.
På den måde, bliver de her møder på en sær måde udtryk for den europæiske integration på hverdagsplan. Det er oplevelsen af at være en del af et netværk, som forgrener sig på kryds og tværs, og som har en meget konkret betydning for rigtigt mange mennesker, hvilket man dagligt bliver mindet om, når telefonen ringer eller en ny mail lander i indbakken. Der er en mail fra en spanier, der spørger om konsekvenserne af direktivet om forsinkede betalinger? En belgier, der gerne vil vide om bestemte ændringsforslag til direktivet om byggevarer blev vedtaget i udvalgsafstemningen? Og de ringer fra Folketingets repræsentation i Bruxelles for at aftale et møde.
"Du er nok hurtigt blevet en del af 'systemet'," siger folk med jævne mellemrum i et tonefald, så man forstår, at det næppe er helt godt. Men for mig er "systemet" jo først og fremmest et kollegialt fællesskab. Der er ikke noget abstrakt ved det. Det er derimod en helt konkret og meget pragmatisk erkendelse af nødvendigheden af at samarbejde, oplevelsen af at være afhængig af de andres baggrundsnoter og at vide, at man altid kan låne en dåsecola og en chokoladebar på nabokontoret, hvis man ikke har nået at få sin frokost.
Statsministeren om folkeskolen
