Skyttegravskrig anno 2010

Af Ole Ryborg,
EU-korrespondent for Ugebrevet Mandag Morgen

Uge 43 var på flere måder en uge lidt ud over det sædvanlige. For min egen del begyndte arbejdet allerede lørdag.

Kl 07.00 ringede min gode ven Søren på døren og så satte vi os ellers i bilen med kurs mod Ypres.

Hvis nogen har læst bogen, "Intet nyt fra Vestfronten", så ved de også, hvad der skete i Ypres mellem 1914-18. Her gik fronten i 1. verdenskrig, og slagene på de flamske muddermarker omkring Ypres kostede flere menneskeliv end nogen anden krig. Der var drabelige slag, hvor hver vundet tomme kostede et menneskeliv. Og efter fire års krig og mange hundrede tusinder menneskeliv, så havde fronten ikke flyttet sig mere end otte kilometer.

I næste uge kommer en gruppe danske journalister til Bruxelles. De skal på EU-efteruddannelseskursus i en uge. Kurset ledes af min gode kollega Poul Smidt og jeg.

Journalisterne vil altså være i Belgien den 11. november - årsdagen for våbenhvilen som afsluttede første verdenskrig. Og derfor skal vi naturligvis besøge Ypres.

Da det kan være lidt af en udfordring at guide en bus rundt på små flamske markveje, bestemte vores guide Søren (en sand ekspert på krig) og jeg os for at gennemkøre turen - og naturligvis prøvespise restauranten. Og skal man være tur-guide, så må en sådan lørdagsudflugt vel også kunne betegnes som arbejde.

En "almindelig" uge
Mandag begyndt så den almindelige uge i Bruxelles. Eller så almindelig som en uge nu engang kan være for en EU-korrespondent. For der er aldrig to uger, der er ens, når der skal rapporteres fra Europas hovedstad.

Langt de fleste af mine kolleger begyndte mandagen med den 225 kilometer lange rejse til Plateau Kirchberg i Luxembourg, hvor EU's udenrigsministre skulle mødes. Men selv blev jeg i Bruxelles.

Ugens første to dage gik med samtaler med forskellige kilder om den historie, jeg skulle skrive til Mandag Morgen denne uge.

Onsdag ville for Europa-Kommissionen blive en stor dag i Bruxelles. Europa-Kommissionen skulle den dag vedtage flere forskellige initiativer, og ser man dem samlet, så ville alt og alle i Danmark på en eller anden måde blive påvirket af lige netop de ting, som var på onsdagens dagsorden.

Det handlede om 50 nye forslag til, hvordan man kan videreudbygge det indre marked, et forslag til en ny europæisk industripolitik og hele Kommissionens arbejdsprogram for 2011.

Forslagene ville blive vedtaget onsdag eftermiddag og Mandag Morgen ville gerne have artiklen torsdag morgen. Ikke nogen ideel kombination. Så mens kollegerne kørte til Luxembourg, så blev jeg altså hængende i Bruxelles og gravede nogle udkast ud fra systemet, så jeg kunne læse mig ind på emnet, inden onsdagens Kommissionsmøde.

Nye initiativer fra Kommissionen
EU-journalistik er en forunderlig størrelse. Det var uge 43 et klart eksempel på.

Europa-Kommissionen vedtog sine initiativer, og de berører alle fra de studerende, som nu skal få lettere ved at få anerkendt deres eksamensbeviser, når de vil arbejde som f.eks. arkitekt i et andet EU-land, til de borgere, som skal få lettere adgang til sygehusbehandling uden for landets grænser. Virksomheder kan også se frem til nye forhold, når Kommissionens initiativer er vedtaget. Det bliver lettere at udføre arbejde i andre EU-lande, at indgå kontrakter og at sikre, at fakturaer bliver betalt etc. Stat, regioner og kommuner påvirkes også og kan f.eks. se frem til nye regler om offentlige indkøb. 128 forslag i Kommissionens arbejdsprogram - 50 forslag om det indre marked og yderligere en håndfuld om industripolitikken.

Masser af nyt, interessant og relevant. Men stort set ikke en spalte om det i den danske presse.

Topmødet
For uge 43 var nemlig domineret af en helt anden historie. EU-topmødet torsdag og fredag, hvor Tyskland og Frankrig ville forklare de øvrige stats- og regeringschefer, hvorfor det er nødvendigt at ændre traktaten.

Traktatændringer er en sjov historie at følge. Der er altid masser af nationale vinkler. Den danske var, om det ville føre til en folkeafstemning. Den britiske - om Cameron skulle benytte lejligheden til at tilkæmpe sig mere britisk suverænitet. Den østrigske vinkel handlede om tyske studenter - ja - du læste rigtigt. Og sådan kunne listen fortsættes.

Topmødet og traktaten var ugens historie og så gled de mere end 100 praktiske initiativer fra onsdagens Kommissionsmøde fuldstændig i baggrunden til fordel for den store europæiske politiske historie.

Fredens projekt
Da jeg havde afleveret min historie til MM torsdag og gik over til Justus Lipsius bygningen, hvor EU-topmødet foregik, tænkte jeg på weekendens udflugt til Ypres.

Det er blevet sagt mange gange, at EU er fredens projekt. Men det argument vejer ikke rigtigt noget i dag. Der er ikke mange mennesker, som tror, at vi i Europa skulle begynde at slås med hinanden igen.

Men der er alligevel en sammenhæng. For læser man bøger om optakten til første verdenskrig, så kan man se, hvordan den gradvise oprustning som Europa oplevede efter mordet i Sarajevo, blandt andet skyldtes manglende information, kommunikation og dialog. Generaler og politiske ledere fra Tyskland, Østrig-Ungarn, England, Frankrig etc. gættede og tillagde fjenden motiver og tanker som historien har vist, at de ikke nødvendigvis havde.

Bevaret sammenhæng
Den kamp Europa befinder sig i for øjeblikket føres ikke med krudt og kugler. Det er en kamp for at få Europa ud af den økonomiske krise. Men også her - præcis som i første verdenskrig - så hænger landene sammen. Når det går skidt i Grækenland, så kan det have betydning i Danmark. For danske pensionskasser har investeret i græske statsobligationer.

Men i modsætning til 1914, så er der i dag noget så kedeligt som strukturer, regler og rammer, som betyder, at EU's ledere mødes i Bruxelles og samles i et lukket rum - uden embedsmænd og uden adgang for offentligheden. Og her tager de politisk ansvar og finder løsninger på Europas problemer.

Den ene uge kan det være problemerne med økonomien. Den næste uge kan det være flygtningestrømme, klimaet, energimangel, terror osv.

Landene varetager stadig deres nationale interesser - præcis som 1914. Men skyttegravskrigen er i 2010 flyttet fra Ypres til Rue des La Loi i Bruxelles. Og ser man det på den måde, så kan man jo næsten kalde sig for krigskorrespondent.