En god uge i EU-topmødets tegn
EU-DAGBOG: For den danske EU-ambassadør stod ugen på forberedelser forud for ugens nu veloverståede EU-topmøde. Én af opgaverne var at klæde statsministeren på til de lange forhandlinger.
Danmarks EU-ambassadør
Det er lørdag den 30. oktober, min fødselsdag, og jeg sidder i toget på vej til et møde i London. Det har været en hektisk, men også meget udbytterig uge. Den vigtigste opgave har været forberedelsen af topmødet torsdag-fredag, hvor det blev besluttet at gennemføre en begrænset ændring af EU-traktaten.
Arbejdsugen startede sidste søndag, hvor EU's udenrigsministre og - for nogles vedkommende - europaministre samledes i Luxembourg for bl.a. at forberede topmødet. Søndag aften var der en middag med Herman van Rompuy, formanden for Det Europæiske Råd, og mandag en mere traditionel drøftelse i selve ministerrådet. Min opgave ved den slags lejligheder er at rådgive udenrigsministeren, som så forhandler på Danmarks vegne. Derudover er møderne altid en god anledning til en uformel snak. Jeg sørgede for under frokosten, hvor vi ambassadører sidder i et andet lokale end ministrene, at anbringe mig mellem min tyske kollega og chefen for den juridiske tjeneste. Jeg bad chefen for den juridiske tjeneste forklare, hvordan han så sagen, og det viste sig - heldigvis - at hans tanker lå meget tæt på dem, vi selv havde gjort os. Mandagen sluttede i Luxembourg ved 19-tiden, hvorefter jeg kørte tilbage til Bruxelles for at forberede mig til næste dag.
Tirsdag stod også i topmødeforberedelsernes tegn, om end med et nordatlantisk islæt. Dagen startede med et morgenmadsmøde kl. 8 med Rådets generalsekretær, og senere talte jeg med de mest centralt placerede embedsmænd i Rådet og Kommissionen. Til frokost mødtes jeg med to grønlandske ministre, som var i byen for at videreudvikle forholdet mellem Grønland og EU, og kl. 17 var jeg med den færøske minister for udenrigsforhold til møde med EU's handelskommissær. Endelig var jeg tirsdag aften vært for en middag med de danske medlemmer af Europa-Parlamentet. Det gav en god snak om det kommende topmøde og om andre sager af særlig dansk interesse. Efter middagen besvarede jeg mails og læste de seneste meldinger fra København og vores ambassader i EU-landene.
Onsdag mødtes jeg med den danske presse i Bruxelles for at fortælle om det kommende topmøde. Jeg mødtes også igen med chefen for Rådets Juridiske Tjeneste og talte med en række kolleger fra de andre medlemslande. Det begyndte på dette tidspunkt at stå klart, hvad en løsning på topmødet kunne være. Hvis det viste sig nødvendigt at åbne traktaten, måtte en ændring være kirurgisk lille, og det tysk/franske krav om at give mulighed for suspendere stemmeretten måtte begraves. Det, der nu udestod, var at håndtere den politiske process, så man kunne lande på dette logisk set eneste mulige resultat, uden at nogen følte sig kørt over eller fik uoverstigelige politiske problemer på hjemmefronten. I løbet af dagen nåede jeg også at deltage i et møde mellem Rådet og Europa-Parlamentet om det kommende års budget. Om aftenen færdigredigerede jeg min rapport til statsministeren og hans medrejsende delegation.
Torsdag formiddag ankom statsministeren og delegationen. Jeg hentede dem i lufthavnen og gav i bilen statsministeren de sidste oplysninger, som jeg havde opsnappet om morgenen. Derefter afløste det ene forberedende møde det andet. Kl. 17 startede selve topmødet, hvor stats- og regeringscheferne sidder helt alene. Jeg tilbragte det meste af tiden lige uden for mødelokalet, hvor jeg og kollegerne løbende udvekslede oplysninger og forsøgte at forberede enighed om tekster på mindre vigtige områder end det, som især optog EU's ledere - spørgsmålet om traktatændringer. Den sag løste de heldigvis under middagen, som sluttede kl. 1 om natten. Derefter var der pressemøde og afgang til hotellet, hvor jeg sammen med kollegerne fra København forberedte næste dag. Kl. 4 om morgenen indstillede jeg vækkeuret og faldt hurtigt i søvn.
Fredag sluttede topmødet. Vi startede med fælles morgenmad i den danske delegation om udkastet til konklusioner. Da selve topmødet startede, var der en god, men også lidt træt, stemning blandt stats- og regeringscheferne, fordi de i fællesskab aftenen før havde løst et meget vanskeligt problem. Indsatsen havde været høj - det handlede om Europas fremtidige økonomiske stabilitet - men forhandlingen havde været rimeligt fordragelig, og resultatet var et kompromis, som alle kunne leve med. Gennemgangen af konklusionerne om andre emner gik derfor nemt og hurtigt. Jeg ledsagede statsministeren til lufthavnen om eftermiddagen og kørte derefter tilbage til kontoret. Kl. 19 tog jeg hjem til fødselsdagsmiddag med min familie med følelsen af, at det havde været en god uge.
Flertallet ønsker mere politi i ghettoer
