Forsker: Forskning er den bedste tilgang til samarbejde og fælles forståelse i Arktis

DEBAT: EU's strategi for Arktis er vigtig for Danmark. Det er den ikke mindst for forskningen, som har stor betydning for forståelsen af blandt andet klimaforandringer, skriver Karen Edelvang. 

Af Karen Edelvang
Sektionsleder, Institut for Akvatiske Ressourcer, DTU

EU's arktiske strategi bliver opdateret i 2021. Forskningen er heldigvis fortsat et stærkt kort – og der er store interesser på spil for danske forskere, fordi der i Danmark ikke er politisk interesse for særskilte puljer til at finansiere vores arktiske forskning.

Derfor bliver EU's arktiske strategi så meget desto mere vigtig for dansk forskning - og derfor er det kun glædeligt, at EU har besluttet at øge forskningsbudgettet med yderligere 4 milliarder euro.

Danmark har en unik position i EU i relation til Arktis, vi har nemlig via Rigsfællesskabet territorier i Arktis, hvilket giver os adgang til Arktisk Råd, hvor EU kun har fået tildelt midlertidig observatørstatus. Yderligere er vi også via Rigsfællesskabet en af de fem arktiske kystnationer sammen med USA, Rusland, Canada og Norge.

Danmarks særlige rolle
Kongeriget har masser af viden at bidrage med både på den geopolitiske scene og i forhold til de naturgivne ressourcer, og vi har behov for, at EU spiller en rolle i Arktis. EU er vores vigtigste økonomiske allierede i en meget foranderlig verden, hvor diplomatiske spændinger igen er kommet på dagsordenen.

Det er nok ikke tilfældigt, at gamle kort fra den kolde krig med Danmark som atombombemål for en polsk invasion kommer frem i medierne i disse dage. Vi er på vej ind i en ny geopolitisk æra, og her er Arktis det seneste og snart sagt det eneste uudforskede område på kloden.

Grønland har i denne sammenhæng stor strategisk betydning. Og samtidig repræsenterer Grønland for de fleste danskere det, vi forstår ved Arktis.

EU er vigtig for Arktis-forskning
EU's arktiske strategi bør støtte op om Danmarks rolle som arktisk nation.

På forskningsområdet er dette særligt vigtigt, da det i høj grad er vores samarbejdsprojekter med internationalt førende forskningsinstitutioner i EU, der finansierer de forskningsprojekter, der sikrer, at vi kan være helt med i fronten af den arktiske forskning.

Dette gælder ikke mindst inden for klimaområdet, fordi Arktis er det sted i verden, hvor temperaturen stiger hurtigst.

Danske forskere har netop været med til at formulere seks anbefalinger til EU's nye arktiske forskningsstrategi (The European Polar Research Programme). Arbejdet er udført i regi af et EU-finansieret netværk, EUPolarNet, der netop er bevilget en videreførelse.

Deltagere fra danske forskningsinstitutioner har sikret en bred inddragelse af danske forskningsinteresser. Fokus har været på at øge forståelsen for de processer, der sker i Arktis i disse år såvel i naturen som for de arktiske samfunds økonomi og udvikling.

Seks anbefalinger fra forskerne
Danmarks interesse i EU's arktiske strategi går gennem fokus på et styrket engagement til fordel for Rigsfællesskabet og de geopolitiske interesser, over samarbejde om forskning og monitering hen imod en bedre forståelse og dermed bedre forvaltning af alle de arktiske værdier.

Forskning er og bliver den bedste diplomatiske tilgang til en fælles forståelse og et fredeligt samarbejde i Arktis. Danmark har behov for at holde fokus, så vi fortsat er en troværdig arktisk nation på den internationale scene. Det kan vi bedst ved også at have EU med.

På forskningsområdet er anbefalingerne fra The European Polar Research Programme vigtige: Bedre forståelse af klimaforandringerne; bedre vejr- og klimaudsigter i Arktis, ikke mindst fordi de har betydning for hele klodens klima; fokus på modstandsdygtige økosystemer både for natur og mennesker; udvikling af de arktiske samfund; sikker adgang til Arktis; samt endelig en styrkelse af de forpligtende forskningssamarbejder, hvor data deles og vores fælles viden øges.

Der er nok at gå i gang med – og de danske forskere er klar!

Forrige artikel EU-Kommissionen i Danmark: Det vil vi prioritere i vores nye arktiske strategi EU-Kommissionen i Danmark: Det vil vi prioritere i vores nye arktiske strategi Næste artikel Forsker: Geopolitisk EU er nødt til at tænke på sikkerheden i Arktis Forsker: Geopolitisk EU er nødt til at tænke på sikkerheden i Arktis