Forskningsleder: Nyt krav om 37-timers aktivering har både fordele og ulemper

Af Jacob Nielsen Arendt
Forskningsleder i Rockwool Fonden

Regeringen barsler med et krav om, at indvandrere og nytilkomne flygtninge skal deltage i 37 timers aktivering for at modtage integrationsydelse eller kontanthjælp.

I dette indlæg opsummeres forskning, der viser, at det kan være en god idé, såfremt man alene ser på den forventede beskæftigelseseffekt. Men i et bredere perspektiv er effekterne mindre entydige.

Kravet om 37 timers aktivering har to hovedelementer: Fuldtidsaktivering og modregning i ydelser ved manglende fuldtidsaktivering.

Inspirationen til det nye forslag kommer blandt andet fra Norge, der stiller krav om fuldtidsaktivering for deltagere i det norske integrationsprogram. Her modregner de også manglende deltagelse.

En norsk evaluering har vist, at 80 procent af kommunerne kunne tilbyde et fuldtidsprogram til mindst 75 procent af deltagerne, og at flere mænd er i beskæftigelse i disse kommuner. Sammenhængen mellem beskæftigelse og deltagelse i fuldtidsprogram ses ikke for kvinder.

Studiet kan dog ikke konkludere, om den øgede beskæftigelse for mændene skyldes deltagelse på fuld tid.

Incitament til at søge væk fra kontanthjælp
Effekten af ydelsesreduktioner ved manglende fuldtidsaktivering kan drives af, at det både har omkostninger, hvis man udebliver fra, og hvis man møder op til aktivering. Det giver et incitament til at søge væk fra kontanthjælp - enten til arbejde eller til andre ydelser.

Men målgruppen for det nye krav er karakteriseret ved, at deres muligheder for at forlade kontanthjælp er begrænsede. En del vil derfor sidde tilbage med omkostningerne, der enten er økonomiske ved udeblivelse fra aktivering, eller tid og ressourcer, hvis man møder op. Hvilke effekter det samlede forslag har, er derfor ikke klart på forhånd.

I Danmark er kontanthjælpsmodtagere i mange år blevet trukket i kontanthjælpen ved manglende opfyldelse af jobsøgningskrav eller manglende deltagelse i tilbud om aktivering.

Positiv effekt i overgang
Tre studier fra Holland og Tyskland finder, at sådanne sanktioner øger afgangen fra ledighed for ikke-forsikrede ledige. I Danmark er effekten af sanktioner for kontanthjælpsmodtagere undersøgt i to studier.

Det ene finder en positiv effekt på overgangen fra ledighed til beskæftigelse, mens det andet kun finder, at flere forlader ledighed til andre ydelser.

Et tredje dansk studie finder, at sanktionering ved manglende opfyldelse af kravet om 300 timers beskæftigelse fra 2006 både øgede overgangen til beskæftigelsen og andre ydelser for kvindelige kontanthjælpsmodtagere.

Hvis kravet om 37-timers aktivering implementeres sammen med en en-til-en reduktion i ydelser ved udeblivelse fra aktivering, vil de økonomiske konsekvenser formentlig være større end den tidligere brug af sanktioner. Derfor kan forskningen om større ydelsesreduktioner være relevant at inddrage, også fordi denne forskning ser specifikt på flygtninge.

Flere på førtidspension
Studier fra Rockwool Fonden har dokumenteret, at både indførelsen af starthjælpen i 2002 og integrationsydelsen i 2015 - der begge medførte markante ydelsesreduktioner - øgede beskæftigelsen for flygtninge.

Mindre kendt er det måske, at en midlertidig reduktion af ydelserne i 1999 ikke førte til nogen mærkbar ændring i beskæftigelsen.

Undersøgelsen viste også, at starthjælpen kun har en positiv beskæftigelseseffekt i de første fem til seks år, en indvandrer bor i Danmark. Endeligt viste undersøgelsen, at starthjælpen også øgede andelen af kvinder, der overgik til andre ydelser såsom førtidspension.

De teoretiske forventninger er således opfyldt for to politiske håndtag, der har lighedspunkter med 37-timers kravet.

Negative konsekvenser for næste generation
Forskningen om ydelsesreduktioner har samtidig vist, at ydelsesreduktioner kan have vidtrækkende konsekvenser for de, der ikke kan forlade kontanthjælp.

Ydelsesreduktionen i 2015 øgede andelen, der søgte læge og andelen, der blev undersøgt på hospitalet. Ydelsesreduktionen i 2002 øgede andelen, der begik berigelseskriminalitet. Den havde også negative konsekvenser for næste generations skolegang.

Et tiltag, der alene modregner ydelser ved manglende fuldtidsaktivering, vil formentlig i sig selv have en positiv effekt på både aktiveringsdeltagelsen og beskæftigelsen for indvandrere.

Men det kan også have negative konsekvenser for den næste generation. Det er som følge af en opvækst med reduceret indkomst.

En anden negativ konsekvenser er, at det kan risikere at flytte flere - særligt kvinder - over på andre ydelser.

De mulige negative konsekvenser af et krav om ydelsesreduktion ved manglende fuldtidsaktivering kan eventuelt modvirkes af virkningsfuld indhold af fuldtidsaktiveringen. Hvad sådan virkningsfuld aktivering kan være, vil jeg komme ind på i et senere indlæg i denne temadebat.

debat@altinget.dk