Kvinder med magt har tendens til at efterligne mænds hårde ledelsesstil

Sager om tyrannisk adfærd, mobning og sexisme har næsten altid handlet om mænd. Mænd i toppen af politik eller i en organisation, hvis manglende hensyn til de ansatte, kollegerne eller borgerne er stukket af og har efterladt de underordnede stressede og ødelagte.

Tiden er skiftet, og stadig flere kvinder optræder nu også på forsiderne på grund af upassende adfærd. Lizette Risgaard-sagen i FH husker de fleste, og senest lader det til, at indtil flere kvinder i toppen af Moderaterne har gjort sig skyldige i at sprede mistrivsel og dårligt arbejdsmiljø. 

I vores nye bog, 'Gid min chef var høvding', argumenterer Dennis Nørmark og jeg for, at vi i fremtiden vil få en helt anden type leder, end dem mange møder på arbejdspladsen i dag. Nemlig en ledertype, som bevidst prioriterer sine ansattes behov og tjener fællesskabet og den almene trivsel mere end egne interesser.

Den dominerende, kontrollerende og machoagtige adfærd, alt for mange har oplevet på jobbet, vil blive erstattet af en mere ydmyg, empatisk og inkluderende lederstil.

Det kan ikke være anderledes. Vi ser nemlig en voksende utilfredshed hos ansatte – og i samfundet som helhed – med ledere, der skaber utryghed og mistrivsel, og som beskrives som upålidelige, magtfuldkomne og egocentrerede.

Og vi ser stadig flere eksempler på, at disse cheftyper bliver udskiftet, fordi ansatte ikke længere finder sig i den adfærd. Eller de siger simpelthen bare op. Det handler om, at arbejdspladser, for at kunne tiltrække yngre talenter og fastholde dem på jobbet, er nødt til at lytte til kravet om forandring i toppen.

Hjælper det så at få flere kvinder ind i ledelser og politik? Der er i hvert fald meget, der peger på, at færre kvinder end mænd bliver kontrollerende og opfører sig tyrannisk, når de får magt. Men ikke altid.

Derfor må vi starte en diskussion, der ikke kun handler om lige repræsentation af kvinder og mænd i ledelser og bestyrelser (som naturligvis må være målet i et demokratisk samfund), men også om de værdier, de skal lede efter, og den adfærd, der er efterspurgt.

Der er en kedelig tendens til, at nogle kvinder, når de opnår magten eller lander et topjob, begynder at efterligne mandlige chefers hårde og egocentrerede stil. Præcis den ledelsesstil, der medvirker til elendige trivselsmålinger og ansatte, der siger op på grund af cheferne.

Det er ikke så underligt, for kvinder lærer af de mænd, der altid har indtaget magtpositioner, og det har skortet på gode forbilleder.

Desuden er det ofte de samme principper kvindelige chefer er formet af på lederuddannelserne, der er rundet af en ideologi omkring ledelse, som er opfundet af mænd i den sorte skole, og som går langt tilbage i tiden.

{{toplink}}

I nyere tid er det de amerikanske ledelsesmodeller, kopieret fra den amerikanske hær, vi er faldet på halen for, og som mange steder præger idéen om magten.

Organisationer herhjemme snakker stadig om kommandoveje og must win battles, og i toppen af magtpyramiden sidder en kommandør. I USA ynder de at kalde præsidenten for commander in chief. Vores ledere herhjemme kaldes i stor til for chief executive officers. Med det sprog skulle man tro, vi var på vej i krig, når vi faktisk bare kører på arbejde.

Det gælder om at parere ordre, og man skal indstille sig på kontrol, strenge hierarkier og mikromanagement. Det lyder i hvert fald sådan. Men det er selvfølgelig noget vrøvl. For den ledelsesstil og det sprog må snart være fortid.

Kravet om medbestemmelse, inklusion og mere empati på ledelsesgangen høres nu i alle brancher. Derfor skal fremtiden ikke bestå af en kvindelige kommandant, bare fordi hun er kvinde. Det er de værdier, som har holdt kvinder ude, der nu giver dem en forhånd, når vi skal vælge ledere.

Hvis tiden er til et opgør med den machostil, der har kendetegnet ledelse – og som har været legitimeret af den falske ide om, at alfahannen nu engang altid har styret flokken – nytter det ikke, hvis kvinder i ledelse blot gentager en brutal og hensynsløs fremgangsmåde.

Som vi viser i bogen er det i øvrigt en misforståelse, at mennesket altid har været styret af alfahanner. Chimpanserne og andre primater blev ganske vist ledet af en alfahan, men ikke de tidligste menneskelige samfund.

Hos de tidlige stammer var det lige omvendt. Modsat chimpanserne, udmærkede mennesket sig ved at holde tyrannerne nede og i stedet vælge en person, der udviste ydmyghed overfor magten og brugte den inkluderende og lyttende. Ud af den anti-hierarkiske ånd blandt de første stammer opstod ideen om høvdingen.

Både høvdingen og shamanerne, kvinder som mænd, skulle tydeligt underlægge sig fællesskabets behov, behandle alle lige, mægle i konflikter og så ellers hjælpe til, når det var nødvendigt. Hvis de hævede sig markant over flokken, blev de sat på plads af stammens øvrige medlemmer, eller de begyndte at se over på en anden med rette mindset.

I dag skal vi uden tvivl have flere kvinder i ledelse, men vi skal fremfor alt have flere kvinder, der besidder høvdingens mindset. Værdierne for ledelse skal følge med tiden.

Vi skal sætte større pris på det, som vi ofte i fortiden, nedsættende har kaldt kvindelige værdier – nemlig omsorg, tryghed og rummelighed. Og vi skal forstå, at disse værdier sagtens kan spille sammen med at være en inspirerende, karismatisk og visioner lederfigur, der søger hele stammens følgeskab.

{{toplink}}

Det viser vi også med en række eksempler i bogen, hvor 'moderne' kvindelige høvdinge efterlever disse værdier til perfektion.

I urtiden var magten ikke noget man bare tilkæmpede sig eller tyranniserede sig til. Alfahannen havde af den grund sjældent en chance, for ingen gad at parere ordrer fra en tyran. Man fik magten, når man havde fortjent den som menneske.

Og fordi man skabte begejstring eller tryghed hos flokken på en måde, hvor alle følte sig set og værdsat. Høvdingen ledte med kærlighed og tillid til fællesskabet, og ikke gennem frygt og micromanagement.

Vi kan lære at gøre det samme. Måske er vi på vej mod en fremtid, der i sit magtsyn minder om menneskets fjerne fortid? Hvor magtsynet og værdierne er vendt på hovedet, så vi endeligt får de ledere, vi fortjener.