Forskningschef: Beskæftigelsessystemet skal hjælpe flygtninge og indvandrere fra dag et

Af Charlotte Liebak Hansen
Projekt- og forskningschef i Væksthuset

Hvis vi kan lykkedes med at skabe kloge, meningsfulde og virkningsfulde paletter af indsatser for flygtninge og indvandrere, så kan disse mennesker for alvor være med til at skabe værdi.

Forslaget fra regeringen er, at flygtninge og indvandrere fremover skal have 37 timers aktivering om ugen. Men lige præcis det instrument er på ingen måde en garanti for, at gruppen kommer i job, eller at beskæftigelsesfrekvensen generelt stiger.

Der er god grund til at sætte værktøjskassen og indsatser under lup. Noget tyder på, at de tiltag, der er for nytilkomne, har fat i noget af det rigtige. Her har vi set, at den andel af flygtninge, der er i job et år efter tilkendelse af asyl, er mangedoblet på fire år.

Vi kender dog stadig ikke langtidseffekterne heraf. Men der er også en gruppe, der har været lang tid på offentlig forsørgelse, som ikke er lykkedes med at komme i mål.

Lave forventninger
Forskning fra Beskæftigelses Indikator Projektet viser os interessante resultater for de flygtninge og indvandrere, der har været i længere tid i landet. Beskæftigelseseffekterne er lavere end for kontanthjælpsmodtagere med dansk baggrund.

Langt størstedelen er ufaglærte. Gruppen har udfordringer, hvad angår viden om muligheder på arbejdsmarkedet, hvor de kan passe ind samt lav tiltro til, at de har de rette kompetencer. Og sagsbehandlerne har ligeledes mindre tro på, at denne gruppe kan komme i job.

De har lave forventninger til målgruppen. Det er bemærkelsesværdigt, at gruppen i noget mindre omfang får virksomhedsrettet aktivering. Der er helt klart plads til forbedring her.

Trappestigetænkningen virker ikke
Det, der virker allerbedst, for mennesker, der har været længere tid på offentlig forsørgelse og har en lang række udfordringer, er kombinerede samordnede indsatser. Det kan for eksempel være danskkurser, opkvalificering af almene og faglige kvalifikationer samt virksomhedsrettet indsats.

Har borgeren også helbreds- eller sociale udfordringer bør tiltag i forhold til dette også indgå i indsatskombinationen. Det afgørende er, at der skal arbejdes med flere ting på en gang. Trappestigetænkningen virker ikke.

Den gode nyhed er, at det faktisk slet ikke er nødvendigt at sætte 37 timers ugentlig aktivering i værk, hvis flygtninge skal i arbejde. Det er faktisk vigtigere, at sproglig og faglig opkvalificering samtænkes med en målrettet og meningsfuld virksomhedsindsats på områder, hvor der rent faktisk er efterspørgsel efter arbejdskraft.

Forlænge tiden på offentlig forsørgelse
Der er (mindst) fire virksomme ingredienser, der spiller ind på, om indsatser får den forventede effekt. Mening, sammenhæng, fremdrift og høje forventninger.

Den indsats, som borgeren skal deltage i, skal give mening for vedkommende. Man skal forstå, hvad formålet er, og man skal kunne se, på hvilken måde indsatsen kan gavne ens beskæftigelsessituation.

Indsatser skal tilrettelægges, så de spiller sammen og arbejder efter fælles mål. Det nytter ikke, at en opkvalificerings- og virksomhedsrettet indsats ikke er afstemt med for eksempel en helbredsrettet indsats.

Der skal holdes øje med, om indsatserne har den forventede effekt. Hvis der ikke er fremdrift, så er det det forkerte, der er sat i værk, og en fortsættelse vil bare gøre vejen endnu længere og forlænge tiden på offentlig forsørgelse.

En afgørende ingrediens er ikke mindst sagsbehandlernes forventninger til målgruppen. Det har en selvstændig effekt på beskæftigelseseffekterne, at de professionelle ser potentialet og mulighederne i målgruppen.

Ny retorik
På den helt store klinge er det virkningsløst, hvis 37 timers kravet ender i nyttejobs, aktiveringsmøller og rituel evighedsaktivering i virksomhedspraktik – sidstnævnte er selv virksomhederne ikke interesserede i. Det kræver investering – investering i mennesker, investering i indsatser og fagprofessionelle og investering i at få tingene til at spille sammen.

Regeringen taler om, at logikken skal vendes på hovedet. Det er snarere retorikken, der skal vendes på hovedet. Der er en tendens til at tale flygtninge ned. Det smitter. Det reducerer flygtninges tro på sig selv, men også systemets forventninger til gruppen.

Vi kan prøve at bruge den retorik om flygtninge, som har været brugt i flere af indlæggene i denne temadebat, men rette pilen den modsatte vej. Så ville det lyde: Beskæftigelsessystemet skal mødes med en klar forventning om, at det aktivt skal bidrage til at hjælpe mennesker i job.

Der sker ikke noget, hvis systemet knap nok løfter en finger og tror, at det kan komme gratis til resultaterne. Er systemet lidt pjækkesyg nogle dage, så tikker resultaterne ikke ind. Systemet skal bidrage fra dag ét.

debat@altinget.dk