Borgmester: Arbejdspligt kan løfte de ikke-vestlige kvinder

Af Cecilia Lonning-Skovgaard
Beskæftigelses- og integrationsborgmester, København

Vi havde for 10 år siden en udviklingsminister, der omdøbte sig selv til frihedsminister.

Jeg ville ønske, at det var en beskæftigelsesminister, der havde påtaget sig den navneforandring årtier forinden, for lige nu står vi rent faktisk med en frihedskamp på arbejdsmarkedet, vi er i gang med at tabe.

I dag er det kun cirka halvdelen af de ikke-vestlige kvindelige indvandrere og 60 procent af de ikke-vestlige kvindelige efterkommere, som er i arbejde.

Til sammenligning er 74 procent af alle kvinder med dansk oprindelse i arbejde. Og vi har i Danmark 2.000 ikke-vestlige kvinder siddende derhjemme, som har modtaget kontanthjælp uafbrudt i 10 år.

Det er spild af potentiale. Menneskeligt og økonomisk. Og intet samfund kan med tiden leve med så store tab.

Ikke straf, men redningskrans
Derfor er det også godt, at vi har fået ordentligt hul på debatten om arbejdspligt – senest med et visionært udlændingeudspil fra Venstre. For når Venstre insisterer på, at alle skal bidrage fuld tid, så er det ikke en straf. Det er en redningskrans på vej ud til alle de kvinder, der sejler deres egen sø.

I min forvaltning tog jeg initiativ til den første undersøgelse af social kontrol på arbejdsmarkedet, som viste, at mange kvinder gerne vil, men ikke får lov til at arbejde af deres mænd på grund af social kontrol. Det er helt uacceptabelt, og heldigvis også noget som Venstre tager fat på i deres nye udlændingeudspil.

Samtidig er der ved at brede sig en erkendelse af, at vi erklærer for få indvandrere jobparate. Som Ledernes Hovedorganisation ganske rigtigt skriver i Altinget, så er vi nødt til at hæve vores forventninger fra systemets side, for høje forventninger kan være lige præcis den trædesten, der er brug for.

Alle har brug for at stå op, møde ind på arbejde, være en del af et fællesskab og have nogle arbejdsopgaver. Det er helt basalt menneskelig næring, som får os til at blomstre.

Fast-track til fællesskabet
Det bliver ofte fremhævet, at det er vigtigt, at vi møder indvandrere uden arbejde med et helhedsorienteret perspektiv. Men det gør vi altså bedst, når vi fra starten insisterer på, at de bliver en del af vores arbejdsmarked.

For opgaven er at få virksomhedsrettet aktivering og faglig opkvalificering til at gå hånd i hånd. På den måde kan de mest udfordrede ledige, sideløbende med hyppige virksomhedsforløb og støtte til jobsøgning, få afklaret deres eventuelle helbredsmæssige udfordringer.

Sådan arbejder vi lige nu i København, og det kan vi begynde at se en positiv effekt af, hvilket forhåbentlig kan bredes ud til endnu flere. Uanset om man har været i Danmark i 13 år eller tre måneder er arbejde fast-track til fællesskabet.

Derfor er jeg også for første gang i lang tid optimistisk på vegne af de kvinder, der er blevet svigtet i generationer.

Frihed kommer ikke af sig selv
Nu hvor det virker til, at Socialdemokraterne med deres indstilling til arbejdspligt også bakker op om Venstres tanker om en målrettet aktiveringsindsats, er der et bredt flertal, der kan skabe noget reel forandring.

Men vi er nødt til at udnytte det momentum. Derfor er det også vigtigt, at vi ikke fortaber os i gamle dogmer og tror på, at det er nok – som ROCKWOOL Fonden og VIVE skriver i deres seneste indlæg – at fokusere på sproglig opkvalificering.

Alle de kvinder, der har siddet hjemme i årevis, har brug for at komme ud og arbejde, og vi skal nu og her have en bred politisk aftale, som gør det nemt og enkelt for os at tage fat ude i kommunerne.

Vi skal prioritere at skabe langt flere samfundsgavnlige nyttejob. Og vi skal have et endnu stærkere og mindre bureaukratisk samarbejde med virksomhederne om praktikker og småjob.

Der er stadig, og vil nok altid være, modstandere, der mener, at det er koldt og kynisk at insistere på at få folk ud på arbejdspladserne, på samme måde som det er ubarmhjertigt at tage flasken fra en alkoholiker og vise ham en vej uden alkohol.

Men frihed kommer ikke af sig selv. Det er et navn og en tilstand vi skal påberåbe for os selv og andre. Og med arbejdspligt har vi en unik chance for at løfte de ikke-vestlige kvinder.

debat@altinget.dk