Ali Aminali: Lad os gøre op med misforstået hensyn til flygtninge og indvandrere

Regeringen foreslår, at nytilkomne og indvandrere, som er på integrationsydelse eller kontanthjælp og har et stort integrationsbehov, skal deltage i 37 timers aktivering om ugen. 

Forslaget kan potentielt vende op og ned på, hvordan vi samfundsmæssigt ser på gruppen.  

I alt for mange år har vi både som samfund og som system anset nytilkomne og indvandrere som sårbare individer.

Stemplet som stakler
På baggrund af forudantagelser og etnicitet har systemet, og i særdeleshed fagpersoner inden for det socialfaglige felt samt forskere, stemplet dem som stakler, der nærmest intet kan. 

I stedet for at fodre motivationen, som størstedelen af nytilkomne har til at komme i job, har vi stoppet op, kigget på målgruppen og på deres vegne konkluderet, at de har brug for “ro”.

Derfor har systemet nærmest cementeret, at de umuligt kan være en ressource for samfundet fra dag ét. Og resultatet? Jo, vi har formået at pakke nytilkomne og indvandrere ind i bobleplast, parkeret dem på den sorte lædersofa og set deres motivation forsvinde ud i horisonten. 

Vores akademiske og nærmest fordomsfulde tilgang har resulteret i, at vi har anset disse nærmest eksotiske nytilkomne som sårbare individer, der har behov for særindsatser.

Derfor har vi skabt et system, der primært har fokus på etnicitet og kulturelle forskelle.

Misforstået hensyn
Det har været været pudsigt at læse denne serie og høre forskere og eksperter kræve endnu mere fokus på kulturforskelle.

Da jeg startede som socialrådgiver tilbage i 2014, var jeg sikker på, at jeg ved at følge forskere, fagpersoner og socialfaglige publikationer inden for området ville kunne gøre en forskel.

Men virkeligheden ramte mig hurtigt. Jeg måtte erkende, at der næsten KUN var fokus på kultur. Det, der manglede var ret og pligt og mindre særhensyn. Det var også derfor jeg kom til erkendelsen af, at når man i jobcentrene satte foden ned, skrællede integrationsindsatserne fra, så rykkede man de nytilkomne.

Faktisk oplevede jeg en målgruppe, der nærmest for første gang så sig selv som en ressource, og det gik op for mig, at det ikke var forskere, regnedrenge fra videnscentre eller flere kulturelle særhensyn, der vendte den negative spiral.

På tide at tænke nyt
Det var politiske tiltage, stramninger og en ny tilgang fra en ny generation af socialrådgivere, der rykkede. Det var dem, der fik sat skub i systemet og fik dem til at “rethinke”.

For ærligt talt - det vi havde gjort i årtier havde jo ikke hjulpet. Som socialrådgiver er det ikke unormalt at have en sagsstamme i de store kommuner, hvor en stor procentdel af sagsstammen indeholder ikkevestlige (især kvinder), der har været på kontanthjælp i mere end seks år.

Derfor er det på tide at tænke nyt. At tænke mere pragmatisk, mere løsningsorienteret og ærlig talt mere positivt om tingene. Og det er netop dét, man potentielt kan ende med, hvis regeringens ønske om at have mere aktivering lykkes.

Ja, det kræver at man justerer lovgivningen i forhold til målgrupperne og tænker det godt igennem. Eksempelvis nytter det intet, hvis regeringen vil tvinge aktivitetsparate borgere, der er langt væk fra arbejdsmarkedet, ind i 37 timers aktivering.

Men der er intet, der hindrer os i at forsøge med de andre målgrupper. Og her tænker jeg især på de jobparate og de nytilkomne på integrationsydelsen. At arbejde for sin ydelse kan virke “hårdt”, men det jo netop det, arbejde er.

Krav er udtryk for sympati
Samtidig giver det nytilkomne og indvandrere en større chance for at blive en del af et arbejdsmiljø og følelsen af at være en ressource. Som socialrådgiver, der har arbejdet med målgruppen, genkender jeg håbløsheden hos nytilkomne eller indvandrere. Vi kender til de borgere, der er fastlåse.

Ikke fordi de er sårbare, ødelagte af krigens forfærdeligheder eller har psykiske mén. Nej, det er fordi systemet har mødt dem med et misforstået hensyn, der har endt i en fritagelse eller accept af udeblivelser.

I stedet for at arbejde beskæftigelsesrettet, så har man iværksat mærkværdige integrationstilbud og afklaringsforløb, der indeholder samtaler med antropologer. 

Så jeg hilser kun forslaget velkomment. Og krydser fingre for, at det vil resultere i færre meningsløse praktikker i Føtex, færre Samosa-kurser og blokambassadør-tiltag og flere deciderede jobsrettede aktiveringer  eller produktionstilbud.

Nogle kalder forslaget racistisk eller diskriminerende. Men at stille krav fra start og støtte folk videre ind på arbejdsmarkedet og tættere på fællesskabet er ikke per automatik racistisk eller diskriminerende.

At placere folk på kontanthjælp, fordi man per automatik anser dem for svage i stedet for at anse dem som en ressource, er usympatisk og forkert. Så lad os starte på et nyt kapitel og tro på målgruppen. Se, det kunne være sympatisk.

debat@altinget.dk