3F: Nye krav til arbejdsløse indvandrere skal følges op af opkvalificerende indhold

Af Søren Heisel
Forbundssekretær i 3F

Ret og pligt er et hæderkronet princip på det danske arbejdsmarked, hvad enten det handler om forsikrede eller ikke-forsikrede ledige.

Men når jeg ser tilbage på de seneste 40 års integrationspolitik, så sidder jeg tilbage med en oplevelse af, at vi nok ikke helt er lykkedes.

Vores hovedudfordringer er, at vi aldrig rigtig har taget konsekvensen af, at vejen til varig beskæftigelse går gennem en afbalanceret indsats, der indeholder danskundervisning, faglig opkvalificering og et virksomhedsrettet forløb.

Det har ført til alt for mange nytteløse aktiveringsprojekter, halvkvædede vejledningsforløb og indholdsløse virksomhedspraktikker.

Samtidig er det ikke usandsynligt, at kommunerne i misforstået hensyn for ofte har fravalgt sanktionsvejen, når der fra den ledige blev sagt 'nej tak' til et tilbud.

Tre vigtige elementer
Første gang, vi for alvor accepterede, at vejen til job går gennem sprog, faglighed og virksomhedsindsats, var, da vi under Løkke-regeringen, indførte integrationsgrunduddannelsen, som netop baserer sig på de tre førnævnte elementer.

Den logik bør regeringen i høj grad arbejde videre med, når intentionerne om 37 timers aktivering skal omsættes til en politisk aftale i de kommende måneder.

I 3F har vi som udgangspunkt ikke noget problem med, at ikke-forsikrede flygtninge og indvandrere skal deltage i 37 timers aktivering for at kunne opretholde en social ydelse. Vores medlemmer på dagpenge er jo også underlagt en række krav.

Men. Der er selvfølgelig et men.

Må ikke fortrænge ordinært beskæftigede
En ny model kræver to ting. For det første, at aktiveringstilbuddene har et reelt opkvalificerende indhold (den kan nås på både skolebænken og i en virksomhed), og at der er progression i aktiveringen for de ledige.

Det medfører så i sagens natur, at nyttejob (som jo i bund og grund er indholdsløs aktivering) og planløs virksomhedspraktik ikke alene kan være bærende i indsatsen.

Vi løser ingen problemer ved at gennemføre en aktiveringspolitik, hvis eneste resultat bliver gratis arbejdskraft til virksomhederne og en økonomisk sanktion til ledige, der fravælger et tilbud, som alligevel ikke fører dem tættere på arbejdsmarkedet.

For det andet er det helt afgørende, at aktiveringstilbuddene ikke fortrænger ordinært beskæftigede. Vi skal ikke ud i en situation, hvor opgaver, der i dag løses af - for eksempel 3F’ere - fremover skal løses af aktiverede ledige på kontanthjælp.

Det ville være uværdigt for alle parter.

En kedelig undtagelse
Jeg tror, det er fair at sige, at de fleste integrationsmæssige succeshistorier, vi trods alt har oplevet i de seneste 40 år, primært har været resultatet af dygtige og fagligt velfunderede ildsjæle kombineret med motiverede grupper af flygtninge og indvandrere. En samlet succesfuld strategisk indsats har formentlig betydet mindre.

Og det er faktisk ærgerligt. Det danske arbejdsmarked er – set med international målestok – en bragende succes, hvor ubalancer bliver løst i tæt samarbejde mellem parterne og skiftende regeringer.

Men integrationsområdet er bare en kedelig undtagelse. Det ville være så forfriskende, hvis vi med en nytænkning af indsatsen kan sikre, at ledige med anden etnisk baggrund end dansk fik tilbudt reelle jobrettede forløb.

Men samtidig skal vi huske at ”præcisere” de rettigheder, der også følger med.

debat@altinget.dk