Seniorforsker: Vi risikerer en pludselig og rasende kritik fra millioner af fattige

I denne debat om corona-krisens betydning for Danmarks næste udviklingsstrategi er der kommet mange fornuftige forslag til emner, der bør prioriteres, og til hvordan det skal ske.

Der har også været argumenter for, at udviklingssamarbejdet skal have en stærkere position i dansk udenrigspolitik.

Til disse overvejelser vil jeg tilføje to, som jeg ikke har set behandlet. Den første handler om det multilaterale samarbejde, mens den anden nærmest er filosofisk.

Anne Mette Kjær slår i sit første indlæg et slag for den bilaterale bistand – og det med god grund.

Den er over årene blevet udhulet, udfaset og udsultet. Den har været lettest at beskære, når der skulle skæres, og den kræver typisk mere mandskab at gennemføre fagligt forsvarligt. Så når ministeriet skal fyre medarbejdere, er det lettere at sende en check (!) til en FN-organisation og håbe det bedste frem for at bede overbebyrdede medarbejdere om at bruge pengene forsvarligt.

Situationen er derfor i dag, at af de udviklingsmidler, der ikke bruges på asylansøgere i Danmark eller kanaliseres gennem civilsamfundsorganisationer, er det cirka 70-75 procent, der sendes gennem multilaterale organisationer, mens resten forvaltes bilateralt. Det er i skarp modstrid med tidligere tiders politiske enighed om, at fordelingen skulle være nogenlunde fifty-fifty, og denne ændring er mærkværdigvis sket helt uden politisk diskussion.

Dertil kommer at det multilaterale samarbejde ikke synes at afspejle nogen klar dansk strategi. De enkelte bevillinger kan være fornuftige nok (klima og kvinders rettigheder scorer for eksempel højt), men det er uklart, hvad Danmark samlet set forsøger at opnå gennem de multilaterale bevillinger.

Internationalt samarbejde er udfordret
Corona-krisen understreger, at internationalt samarbejde er udfordret. Til trods for at behovet for og nødvendigheden af samarbejde er oplagt for at begrænse pandemien og en lang række andre udfordringer (klimaforandringerne, terrorisme, økonomisk krise, og så videre), trækker USA sig fra Verdenssundhedsorganisationen, undergraver Verdenshandelsorganisationen og tager langt fra nogen førertrøje på i Sikkerhedsrådet.

Tilsvarende handlinger lægger andre lande for dagen. Internationalt samarbejde ligger ikke i ruiner, og der er fortsat vigtige institutioner, der sikrer forhandlinger, kompromisser og resultater, men samarbejdet står slet ikke mål med udfordringerne.

Sjældent har Sikkerhedsrådet været så paralyseret som i disse år, og sjældent har den internationale indsats for at få ende på grusomhederne i verden været så fraværende.

Hvor står Danmark i alt dette? Har vi ikke en interesse i at sætte alle sejl til for at understøtte samarbejde, forhandlinger og fælles spilleregler? Hvis ja, må man spørge, hvordan det gøres og om ikke de udviklingsmidler, der kanaliseres gennem de multilaterale organisationer, bør anvendes på dette formål også?

Alt i alt er der stærkt brug for en politisk diskussion af balancen mellem den bilaterale og den multilaterale bistand og af målet med den multilaterale indsats.

Som Anne Mette Kjær noterer, er dansk bilateral bistand ofte blevet rost for sin fleksible, pragmatiske og resultatorienterede tilgang, så den bør ikke afgå ved døden uden politisk bevågenhed, og blot fordi nedskæringer i Udenrigsministeriet umuliggør den. Samtidig må der strategisk omtanke bag det multilaterale arbejde.

Global ulighed kan ikke legitimeres
Den filosofiske overvejelse, som corona-krisen giver anledning til, er stimuleret af den ulighed, der stilles til skue, når et land (Burkina Faso), der har mere end tre gange så mange indbyggere som Danmark, kan mønstre én (1) respirator til forsvaret over for den samme ydre fjende, mod hvem Danmark kan rulle cirka 1200 respiratorer frem.

Sådan en forskel kan ikke legitimeres. Den er dybt urimelig og uhensigtsmæssig. Den er urimelig, fordi ingen vælger, hvor man fødes, så danskere har ikke mere ret til sundhed end burkinere.

Den er uhensigtsmæssig, fordi forskellen kan få pandemien til at slå rod nogle steder, og så kan andre lande, der får bekæmpet sygdommen, ikke vide sig sikker. Et ordentligt sundhedsvæsen er nødvendigt alle steder, hvis pandemier skal bekæmpes i vores globaliserede verden.

Over for denne ulighed har vi etableret udviklingsbistanden. Ud fra en national betragtning er den en smuk gestus: Cirka 17 milliarder kroner, som vi ikke bruger på os selv, men donerer til mere trængende lande hvert år.

Det er også ud fra denne betragtning, at politikere argumenterer for at pengene samtidig skal tjene danske interesser ved for eksempel at støtte danske virksomheder og holde migranter borte. Vi skal også have noget ud af pengene på den korte bane.

Bistand forslår som en skrædder i helvede
Ud fra en humanitær betragtning, hvor hvert enkelt menneske har krav på et ordentligt liv, synes udviklingsbistanden at forslå som en skrædder i helvede.

Vi afsætter syv kroner, for hver gang vi tjener tusind til at afbøde fundamentale uligheder, der medfører, at millioner og atter millioner mennesker ikke får et ordentligt liv. Det er alt andet end en fyrstelig indsats, og det afspejler, at vi åbenbart ikke værdsætter den humanitære betragtning særlig højt.

Samtidig er den understregning af et ligeværdigt partnerskab med fattige lande, som for bare 20 år siden stod centralt i dansk udviklingssamarbejde, nærmest forsvundet ud af ligningen. Skåltalerne skal nok holde fast i den smukke tanke, men realiteten er, at modtagernes indflydelse på bistandens anvendelse er formindsket dramatisk. Mål og prioriteringer sættes i København.

Ud fra den humanitære betragtning er det svært at fastholde opfattelsen af, at den nuværende danske udviklingsbistand er et væsentligt og storsindet bidrag til fremme af ordentlige levevilkår for alle.

Drop nationale interesser
Det kunne derfor være fristende at foreslå en radikal, men komplet urealistisk omlægning af bistanden, så den frigøres fra nationale interesser og udelukkende forfølger humanitære formål. Og så burde den øges til to procent af BNI, sådan som socialdemokraterne ønskede det i starten af 1990’erne.

En tredje betragtning kunne være realistens. Den ville betone at en voksende andel af jordens befolkning har oplevet en helt enorm fremgang over de seneste 200 år, og at nutidens kriser og udfordringer er globale. Det betyder dels, at der er håb om yderligere fremgang, dels at forudsætningen er globalt samarbejde.

Realisten ville mene, at et lille land som Danmark har en kæmpe langsigtet interesse i fred og fremgang for alle, så den idylliske andedam ikke bliver blæst omkuld. Men realisten har det heller ikke let i dansk politik, der ikke rigtigt kan skue mere end 4 år frem.

Den filosofiske overvejelse ender med at konstatere, at udviklingssamarbejdet nok kører videre mere eller mindre i sin sædvanlige gænge – coronakrise eller ej – men at den så blotter sig for en pludselig rasende kritik fra millioner af fattige og undertrykte for at være nærig, smålig og fuldkommen uden forståelse for de uligheder, der har favoriseret danskerne i årevis.

debat@altinget.dk