Radikale: Vi skal bruge ulandsarbejdet til at føre hardcore udenrigspolitik
DEBAT: Udviklingspolitikken har for længe været halehæng til udenrigspolitikken. Det skal vendes om, så Danmark kan sætte fokus på interesser som menneskerettigheder og klimatilpasning, skriver Anne Sophie Callesen i debatserien om ny udviklingspolitisk strategi.
Af Anne Sophie Callesen (RV),
Udviklingsordfører
Når vi diskuterer coronakrisens betydning for den næste udviklingspolitiske strategi, er det, som Birgitte Qvist-Sørensen har påpeget, oplagt at stille os selv spørgsmålet, om coronakrisen lært os noget, vi ikke vidste i forvejen?
Svaret er både ja og nej.
Vi vidste, at kriser rammer udviklingslande hårdere, at vi skal huske fokus på forbindelsen mellem den humanitære respons og på den langsigtede udvikling, og at lokale kriser skaber globale problemer. Alligevel har corona været et wake-up call.
Corona-krisen har om noget tydeliggjort, at verden hænger sammen, og at Danmark har en klar interesse i at engagere sig i udviklingslandene på en aktiv og solidarisk måde.
Det bliver tydeligt for os ved, at andre landes evne til at begrænse smitten med covid-19 har en stor betydning for os, men det gælder også andre udfordringer; fattigdom og migration, klimaforandringer og flygtningestrømme.
Det er hardcore udenrigspolitik
Udover vores medmenneskelige forpligtelse til at bidrage til en mere bæredygtig udvikling i udviklingslandene, handler udviklingspolitikken altså også om at sikre vores egne interesser. Udviklingspolitik er med andre ord også hardcore udenrigspolitik.
Eller rettere burde være det. For som Lars Engberg-Pedersen skriver, har udviklingspolitikken længe været en halehæng til udenrigspolitikken, som har været den primære prioritet og er blevet fremlagt som dén politik, der har til formålet at forsvare Danmarks interesser i udlandet.
Men når udviklingslande rammes af katastrofer, epidemier eller økonomiske kriser, kan det på sigt føre til konflikter og flygtningestrømme. Vil vi forsvare egne interesser, skal vi begynde at se udviklingsbistanden som et centralt værktøj i den udenrigspolitiske værktøjskasse.
Konkret skal vi gøre dette ved at indtænke Danmarks særlige rolle og førerposition på emner som klimatilpasning og menneskerettigheder ind i den førte udenrigspolitik. Ifølge OECD DAC’s peer reviews spiller Danmark en central rolle i forhold til at styrke menneskerettigheder.
Dén rolle skal vi bruge både i udenrigspolitikken og i udviklingspolitikken. Vi skal ikke nøjes med at sende finansiel støtte til de lokale organisationer, der kæmper for homoseksuelles rettigheder i Uganda.
Vi skal også have homoseksuelles rettigheder med til bordet, når udenrigsministeren mødes med kollegaer rundt omkring i verden, eller når statsministeren er vært for eller aflægger statsbesøg hos statsledere, der enten accepterer eller selv praktiserer undertrykkelse af minoriteter.
Gå forrest multilateralt
Noget andet vi skal huske i kølvandet på corona-krisen er, at udfordringerne ikke forsvinder, fordi fokus flyttes.
Herhjemme som i udviklingslandene gælder det således også, at klimakrisen ikke er i bero, bare fordi der er corona. Samtidigt er der blandt mange aktører på udviklingsområdet en frygt for, at fokus på den grønne omstilling fører til, at fattigdomsbekæmpelse får mindre prioritet i den nye udviklingspolitiske strategi.
Sådan må det ikke gå. I stedet skal vi tænke de danske erfaringer med fattigdomsbekæmpelse ind i de projekter, der skal sikre den grønne omstilling. Og omvendt skal grøn omstilling tænkes ind i de traditionelle fattigdomsbekæmpelsesprojekter.
Det er måske nok et benspænd – men et nødvendigt benspænd. For vi har et ansvar for, at vi ikke alene skaber nye jobs i udviklingslandene. De skal også være grønne. Og vi har et ansvar for, at de vindmølleparker vi opsætter, ikke ødelægger de lokale afgrøder, og at de skaber beskæftigelse for den lokale befolkning.
Endelig bør piger, kvinders og andre sårbare gruppers rettigheder fortsat være en hjørnesten. Det kan virke unødvendigt at slå fast her på falderebet, men det er og bliver fortsat afgørende, at Danmark også her fortsætter med at gå forrest og kæmpe for, at udviklingen kommer alle dele af befolkningen i udviklingslandene til gavn.
Og med Trumps og Bolsonaros indvirkning på de multilaterale organisationer er det desværre ikke nogen selvfølge. Så også her er der behov for Danmark som foregangsland – og at de gode intentioner i den udviklingspolitiske strategi afspejles i den førte udenrigspolitik.
IMR: Domstolen er nødt til at være aktivistisk for at være relevant
Iwgia: Udviklingsstrategien må ikke glemme de oprindelige folk i Afrika
