Red Barnet: Ny strategi skal have fokus på børn, uddannelse og rettigheder
DEBAT: Et større fokus på rettigheder til blandt andet uddannelse vil gøre sårbare befolkninger mere modstandsdygtige, skriver Johanne Schmidt-Nielsen, der også vil have andelen af humanitær bistand op i en ny udviklingspolitisk strategi.
Af Johanne Schmidt-Nielsen,
Generalsekretær i Red Barnet
Corona-krisen har ligesom andre større kriser gjort ondt værre for millioner af mennesker i verdens fattige og skrøbelige lande.
Eksisterende udfordringer er blevet forstørret og forstærket på brutal vis. Fattigdom, sult, vold og mistrivsel samt manglende adgang til lægehjælp og uddannelse.
Antallet af fattige børn risikerer at stige med 15 procent, og der er frygt for, at dobbelt så mange mennesker kommer til at leve på kanten af hungersnød. Samtidig er mere end en milliard børn ikke i skole. Mange af dem risikerer aldrig at vende tilbage.
Coronakrisen har udstillet verdens tilstand og global ulighed, ligesom den har krystalliseret vigtigheden af menneskers basale rettigheder.
Nu skal vi gribe den mulighed, som vokser ud af krisen, og få præciseret, hvad udviklingspolitikkens opgave er: at udvise solidaritet overfor verdens fattige og mest sårbare mennesker, præcis som udviklingsministeren siger det, og beskytte og fremme deres rettigheder. Det er afgørende for, at vi kan skabe fredelige, demokratiske, produktive og bæredygtige samfund.
Rettigheder bør være omdrejningspunktet
Samtidig er det med til at værne de mest sårbare mod konsekvenserne af konflikter og naturkatastrofer. Rettigheder bør derfor også være omdrejningspunktet for, hvordan vi ’build back better’ ovenpå covid-19-krisen i verdens fattige og skrøbelige lande.
Tag for eksempel børns ret til en kvalitetsuddannelse. Den nuværende og de kommende generationer af børn i fattige og skrøbelige lande og humanitære kriser har brug for faglige færdigheder, så de kan bidrage til samfundet og leve bæredygtige liv.
Samtidig styrker skolegang børns evne til at tænke kritisk og foretage informerede valg; det lærer dem om respekt for forskellighed, og hvordan man udfordrer uretfærdigheder.
Det gør børn og unge stærke og modstandsdygtige overfor de udfordringer, de vil møde. For pigerne er uddannelse også stærkt medvirkende til at forebygge børneægteskaber og teenage-graviditeter.
Civilsamfundet skal styrkes
Et øget fokus på rettigheder skal stå side om side med et øget fokus på civilsamfundet, herunder konkrete tiltag for at styrke det lokale civilsamfund og dets indflydelse.
Ved World Humanitarian Summit i 2016 forpligtede Danmark sig til, at mindst 25 procent af den humanitære bistand gives til lokale aktører. Et løfte, der stadig venter på handling.
Det lokale civilsamfund spiller en helt afgørende rolle i forhold til hurtig katastrofe-forebyggelse såvel som hjælp og genopbygning i de mest udsatte lokalsamfund. Det så vi under ebola-epidemien, og det ser vi nu under Covid-19-responsen.
Den skrøbelige situation for verdens mest udsatte kræver, at Danmark som minimum fastholder niveauet for udviklingsbistanden i kroner og ører, og at der bliver sat et mål om at øge den.
Mere humanitær bistand
Samtidig er bistanden nødt til at afspejle den verden, vi lever i og de behov, mennesker har. En fjerdedel af verdens mest udsatte mennesker befinder sig i skrøbelige områder præget af konflikter og katastrofer.
Antallet af konfliktramte lande er på det højeste niveau i 30 år. 35 millioner børn er på flugt. De humanitære behov har aldrig været større pga. de eksisterende konflikter og klima-relaterede katastrofer, og med corona-krisen vil endnu flere være afhængige af hjælp for at kunne overleve.
Skal vi realisere verdensmålene for alle, så må vi ikke lade de mest udsatte i stikken. Det er der imidlertid fare for, når så lidt af den samlede bistand går til skrøbelige stater og humanitære kriser.
I 2018 udgjorde den humanitære bistand kun 14 procent, mens et sted mellem 5 og 10 procent gik til skrøbelige stater. En øget prioritering af netop disse kontekster er bydende nødvendig i en tid som denne.
Humanitære indsatser står ikke i modsætning til langsigtet tænkning. Jo hurtigere vi reagerer, jo mere gavn gør vores hjælp på sigt.
Hvis vi investerer i børns rettigheder, så investerer vi i deres og vores fælles fremtid. Det er både rigtigt og klogt.
IMR: Gør digital regeringsførelse til centralt fokus i udviklingsarbejdet
Professor: Vi skal finde balancen mellem det ønskelige og det mulige i bistanden
