Oxfam Ibis: Samfundsinstitutioner skal stå centralt i ny dansk udviklingspolitik

Af Kristian Weise
Generalsekretær, Oxfam Ibis.

De seneste år har økonomer verden over advaret om risikoen for en ny økonomisk krise. Covid-19 blev dens katalysator.

Mens det i nogen udstrækning ser ud til at lykkes for velfærdsstater i nord at håndtere både sundhedskrise og økonomisk krise, efterlader virussen allerede millioner af mennesker i udviklingslandene i en økonomisk og social krise uden indtægtsgrundlag eller adgang til uddannelse og sundhed.

Århundredets største økonomiske tilbageslag i nord vil også kunne mærkes i syd. Det er endnu for tidligt at gætte på, hvor stor regningen bliver for verdens fattigste lande, men FN forventer allerede, at antallet af ekstremt fattige stiger med millioner i år, og i værste tilfælde er det flere årtiers fattigdomsbekæmpelse, der sættes over styr.

Uden radikal handling er verdensmål uopnåelige
Den globale recession og nedlukningen af samfund har hidtil ramt udviklingslandene hårdere end selve virussen. Og FN’s verdensmål synes desværre uopnåelige uden radikal handling.

Ifølge FN’s arbejdsmarkedsorganisation, ILO, er 55 procent af verdens befolkning helt uden socialt sikkerhedsnet og kun 20 procent har adgang til arbejdsløshedsunderstøttelse.  

Fire ud af fem afrikanere arbejder i den uformelle sektor. De har sjældent en nævneværdig opsparing og er afhængige af sultelønninger på få dollars om dagen for at forsørge deres familier. Forlængede dagpengeperioder og kvalitetsfjernundervisning over internettet er for dem en ukendt by i Danmark.

Samfundsinstitutioner skal opbygges
Næsten alt i vores verden, særligt dens uretfærdigheder, kan observeres med forstørrelsesglas, når krisen rammer.

Det er blevet tydeliggjort, hvordan manglen på veludviklede, universelle sundheds- og velfærdssystemer i syd begrænser modstandsdygtigheden overfor kriser og mulighederne for at handle i forhold til virussens mange negative konsekvenser.

Dermed viser krisen også den absolutte nødvendighed af, at det lange, seje træk med at opbygge stærke samfundsinstitutioner skal have øget opmærksomhed i Danmarks kommende udviklingspolitiske strategi.

Stærke samfundsinstitutioner (og det vi ofte sætter lig velfærdsstater i nord) gør samfund i stand til at dele risici og sammen modstå udfordringer. De er som en sparegris, som man bidrager til over et livsforløb og kan trække på, når man rammes af uheld, arbejdsløshed, sygdom og alderdom.

Men vel at mærke én som man ikke har ansvaret for alene, men deler med sine medborgere – både i forhold til at bidrage til den og muligheden for at trække på den.

Fundamentet for demokrati, frihed og arbejde
Det kan lyde virkelighedsfjernt at sige, at målet med den danske udviklingshjælp i eksempelvis Burkina Faso, Mali og Uganda skal være at opbygge lokale velfærdssamfund.

Men coronakrisen har vist, at det også er de samfundsinstitutioner, som de lande mangler: lige adgang til ordentlig sundhedsbehandling og et sikkerhedsnet, der griber befolkningen, når en stor del af den falder.

Som vi ved fra vores eget samfund, findes der er ingen velfærdsstat uden retfærdig og effektiv skatteopkrævning, velfungerende offentlig administration, borgerrettigheder og offentlige investeringer i fri og lige adgang til god uddannelse.

Fælles goder, der også er fundamentet for aktiv demokratisk deltagelse, frihed og adgang til arbejdsmarkedet.

Danmark som førende ulighedsbekæmper
Ifølge FN mister de lavest lønnede og dårligst uddannede deres arbejde først. Det betyder stigende ulighed.

Derfor er coronakrisen også kun med til at understrege, at Danmark bør have en udviklingspolitik, der har kampen mod ulighed som et af sine hovedmål.

Både fordi, at ulighedsbekæmpelse er afgørende for andre mål om for eksempel mere fred og stabilitet, færre humanitære kriser, veludviklet klimatilpasning og bæredygtige samfund. Men også fordi, at mere lighed står centralt, hvis vi skal udrydde sult og fattigdom og opnå den ambitiøse omstilling, som verdens lande har forpligtet sig på gennem FN’s verdensmål.

Det er afgørende at huske på, at ulighedsbekæmpelse og omfordeling er et mere effektivt redskab til at udrydde fattigdom, end vækst er.

Helt konkret viser Verdensbankens data fra 164 lande, der omfatter 97 procent af verdens befolkning, at det har en større effekt på fattigdomsbekæmpelse at mindske uligheden i indkomst (gini-koefficienten) med en procent, end det har at øge væksten med en procent.

Brug egne erfaringer
Covid-19 og den medfølgende økonomiske krise viser med tydelighed, at inkluderende og bæredygtig økonomisk vækst i udviklingslandene er bydende nødvendigt. Særligt hvis de ofte store generationer af arbejdsløse unge skal have bedre fremtidsudsigter.

Det rigtige svar på krisen, hvis negative konsekvenser vil kunne mærkes og ses i årevis fremover, er derfor at accelerere støtten til opbygningen af stærke samfundsinstitutioner i syd.

Det kræver fair beskatning og styrket skatteopkrævning, mere transparens i den økonomiske politik, stærkere demokratiske institutioner og et frit civilsamfund, bedre uddannelse og sociale investeringer.

Vores partnere verden over arbejder for det hver dag. Lad os bruge vores egne erfaringer – bygge på vores samfundsmæssige styrker og give dem en hjælpende hånd.

debat@altinget.dk