Lærer: Det kræver mod fra politikerne at afgive magten til dem, der står bag katederet

Frihed, frihed og atter frihed. Sådan cirka lød det tilbage i statsministerens nytårstale. Nu skulle daginstitutioner, sygehuse og socialrådgiverne på kommunen for alvor slippe for unødvendige regler og smarte one-size-fits-all-løsninger.

Det samme på skolerne: Fagligheden skulle sættes fri, for det var trods alt lærerne og skolepædagogerne på den enkelte skole, der bedst vidste, hvad der er bedst for netop deres elevgruppe. Så friheden vil i sidste ende gavne elevernes læring og trivsel. Sådan lød argumentationen, og jeg tænkte: Hurra for det!

Men. Fire uger senere kunne jeg høre, at Muhammed-krisen blev obligatorisk pensum i skolen. Og fire måneder senere kunne jeg høre børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i radioen fortælle om sine planer om at indføre en række nye fag som træsløjd, robotteknologi og sundhed.

Du kan nok fornemme, at mit hurra-råb er blevet mindre højlydt siden nytårstalen. De to eksempler herover viser netop, at det er pokkers nemt at sige frihed, men det er pokkers svært at gøre i praksis.

Absurd målstyring

Vi skal have mindre styring, målstyring og kontrol, det har Mette Frederiksen (S) ret i. Det vil øge det faglige råderum og styrke den faglige dømmekraft, som dygtige lærere rundtomkring i landet sagtens kan administrere.

Jeg vil gå så langt at sige, at vi som samfund har en enorm ressource gemt blandt landets lærere og skolepædagoger, som bare venter på at blive brugt. Men den er blevet kvalt i en absurd målstyring, nationale tests og kommunale koncepter.

Jeg vil give dig en udfordring: Næste gang du møder en lærer, skal du spørge, om vedkommende har oplevet, at deres skoleforvaltning eller ledelse en dag er kommet med et eller andet pædagogisk koncept, efter de har været til et interessant seminar eller en spændende udlandsrejse. Et koncept som nu skal implementeres på alle kommunens skoler.

Mit bud vil være, at lærerne vil grine højlydt og svare "ja". For den slags er en stående joke i lærerverdenen.
Jeg spørger mig selv, om der er et reelt metodevalg, når en kommune indfører et eller andet fikst pædagogisk koncept på alle kommunens skoler? Eller om lærerne reelt har frihed til at planlægge deres undervisning, når Muhammed-krisen skal gøres obligatorisk for alle?

Svaret er nok nej. Det er der ikke.

Store og små problemer

For når man står ved et hæve-sænkebord i en kommune og på Slotsholmen kan det være svært at afgive magten til dem, der står bag katederet. Derfor vil det kræve et enormt mod, hvis vi virkelig tør slippe de faglige kræfter løs på landets skoler. For er der noget, min årlige liste over det-skal-på-skole-skemaet-ønsker viser, så er det, at det er utroligt nemt at lade skolen ordne alle mulige store og små problemer i samfundet.

Det svære og modige vil til gengæld være at sige nej til at sætte det på skoleskemaet næste gang, en politiker – lokal eller national – bliver konfronteret med et samfundsproblem, som skolen vil kunne klare. Hvis politikerne har det mod, har de min enorme respekt.

Derfor vil jeg slutte af med at give et helt gratis politikersvar, som alle bare kan copy-paste og bruge, når de får lyst til at lade skolen fikse et problem, eller når en eller anden vil sælge et pædagogisk koncept:

"Jeg har fuld tillid til, at skolens lærere, pædagoger og ledelser er så kompetente og engagerede, at de kan udvikle skolen, så vores allesammens børn kan få den bedst mulige skolegang, hvor de både trives og lærer en masse. Mit ansvar som politiker er at skabe de bedst mulige rammer for skolen, så skal vores dygtige medarbejdere nok klare resten."

Bruger I denne formulering, eller noget der ligner, fremover, vil I igen høre mig højt råbe: hurra!

{{toplink}}

debat@altinget.dk