DPU-leder: Skolen kan ikke skabe lykkelige elever

Pædagoger og lærere kan i et vist omfang kompensere for børns psykosociale udfordringer og indgyde dem tillid til, at de nok skal klare sig. Men som samfund må vi have mere realistiske forventninger til, hvad skolen kan levere af trivsel og livslykke, skriver Claus Holm.

Der er altid nogle som ikke trives, og hjælpen kan altid blive bedre og navnlig også dyrere.

Nogenlunde sådan beskrev den kendte økonomiprofessor Jørgen S. Dich det offentliges trang til en slags hjælpeperfektionisme. Det skete i bogen Den herskende klasse fra 1973, hvor Dich også udtrykte, at man samtidig sådan set ikke var oprigtigt interesseret i de bagvedliggende årsager til mistrivsel:

"Man går som regel ikke længere i sin eftersøgning end at påvise forhold, der kan afhjælpes ved ansættelse af trivselskonsulenter."

Med disse og andre krasse ord argumenterede Dich for, at skolen udvikler sig i retning af en slags totalinstitution, der får opgave med at skabe tryghed, trivsel og lykke for individet.

Mekanismen med at politikere overlader allehånde samfundsmæssige dårligdomme til dagtilbud og skoler er ikke blevet mindre aktuel siden 1970'erne – og man må spørge, om det er rimeligt at tildele offentlige institutioner ansvaret for børn og unges individuelle trivsel og livslykke.

Ansvar for den fornødne trivsel

Svaret fra nu afdøde professor i uddannelsessociologi Erik Jørgen Hansen var nej. I hans analyse af velfærdsstaten fandt han en fortsat stigende efterspørgsel på offentlige serviceydelser, som var drevet af middelklassen, og som stillede de fattigste bagerst i køen.

Hans eksempel var den offentlige tandpleje, som har bevæget sig fra at fokusere på at helbrede store tandsygdomme som caries og paradentose til tandregulering – for skæve og misfarvede bisser kan jo lede til psykosociale trivselsproblemer.

Erik Jørgen Hansens forslag til at bekæmpe ulighed – også i trivsel – var, måske lidt overraskende, for det første at begrænse den offentlige service inden for kultur, uddannelse, sundhed, tandreguleringer og SU–ydelser, som mest er til fordel for middelklassen.

Og for det andet, at velfærdsstaten ikke bør overlade til eksperter at definere befolkningens mentale behov, men snarere udligne uligheden via overførselsindkomster og uddannelse og sikre enhver "det fornødne".

Men hvordan skabes den fornødne trivsel så, når det gælder samfundets indsats for børn og unge?

Skolen som garant for sundhed

Sundhedsstyrelsen offentliggjorde i marts Den Nationale Sundhedsprofil 2021, hvor 180.000 danskere har svaret på spørgsmål om deres sundhed, sygdom og trivsel. Det fremgår, at stadigt flere unge mistrives. Undersøgerne forklarer dette med, at mental sundhed er et samspil mellem den enkeltes ressourcer, sociale relationer og strukturelle forhold.

Det er svært at være uenig i, men den helgarderende pointe leder forudsigeligt til et batteri af anbefalinger til indsatser, herunder en national handleplan for mental sundhedsfremme, nye kommunale tilbud til børn og unge, informationskampagner og så videre.

Og hovedansvaret for den nationale trivselsfremme overdrages, med tilsvarende vanlig nødvendighed, til skoler og dagtilbud.

Men det skaber urealistisk høje forventninger til skolen om at skaffe den fornødne trivsel.

Stil realistiske forventninger

Sociologisk forskning i skolen, lærerne og pædagogerne har regelmæssigt gennem sidste 50 år peget på, at der fra politisk hold sættes for høje forhåbninger til skolen som et instrument til at skabe lige muligheder for børn med meget ulige udgangspunkter. For skolen har sine klare begrænsninger i den henseende.

Jo, pædagoger og lærere kan indgyde udsatte børn og elever selvtillid med hensyn til, at de nok skal klare sig på trods af eventuelle belastninger. De kan bruge deres viden og kompetence til at formulere passende optimistiske forventninger og understøtte en positiv udvikling hos eleverne.

Skolen kan også i et vist omfang kompensere for elevers mangel på eget værelse til lektielæsning eller penge til at deltage i skoleudflugter og måske endda for nogle forældres uddannelsesfremmedhed. Men det er så også den trivsel og livslykke som skolen kan tage ansvar for, hverken mere eller bedre.

For i kampen for samfundsmæssig lighed, også i trivsel, må der primært andre udlignende og socialt forebyggende samfundsindsatser rettet mod årsager uden for skolen på banen.

{{toplink}}

Forrige artikel Handelsskoleelever: Forslag om erhvervsrettet stx risikerer at udvande erhvervsskolerne Handelsskoleelever: Forslag om erhvervsrettet stx risikerer at udvande erhvervsskolerne Næste artikel Aktører: Velsmag er afgørende for klimavenlige madvaner. Det kalder på en tværfaglig indsats Aktører: Velsmag er afgørende for klimavenlige madvaner. Det kalder på en tværfaglig indsats