GL & DG: Sektorens manglende inddragelse i nyt taxameterforslag forværrer gymnasiernes vilkår

Regeringen har i forbindelse med finansloven præsenteret et forslag til en tiltrængt ændring af måden, hvorpå gymnasieuddannelserne skal finansieres i fremtiden.

Det har vi i sektoren ønsket os længe, men det undrer os såre, at skoler, lederforeninger, elever og lærere ikke er blevet inddraget i udspillets udformning – hvorfor ikke gøre brug af den viden, som vi har i sektoren?

I dag finansieres gymnasierne i høj grad ud fra princippet om, at pengene følger den enkelte elev.

Overfladisk betragtet lyder det rimeligt og simpelt. Problemet er bare, at de gymnasier, som af de ene eller anden grund ikke kan fylde deres klasser op til 28 elever, rammes økonomisk meget hårdt.

Løser ikke problemet

Erfaringerne med den nuværende model viser helt entydigt, at særligt elever på gymnasier i tyndt befolkede områder og elever på gymnasier med mange minoritetselever eller uddannelsesfremmede elever svigtes.

Regeringen har med sit taxameterforslag imidlertid (i hvert fald på overfladen) blik for en lang række af de problemer, som mange skoler har rejst. Det foreslås nemlig:

• at man laver en omfordeling fra store til små skoler, og derved tager hensyn til stordriftsfordele og geografi. Store skoler defineres i forslaget som mindre end 700 elever på samme skole i samme uddannelsesretning.
• at man forhøjer og omdefinerer det ikke-elevafhængige udkantstaxameter, hvilket især mindre skoler i udkanten burde få gavn af. 
• at man omlægger og forhøjer det såkaldte “sociale taxameter,” som gives til skoler med en udfordret social profil.
• at man aflyser en udmeldt besparelse på to procent fra VLAK-regeringens tid, det såkaldte “omprioriteringsbidrag.” 
• at man giver en (meget) lille pulje til nødlidende VUC’er

Det følger i øvrigt også af forslaget, at man vil fjerne taxameter til gymnasiefag på A-niveau, og øge finansieringen til én specifik ungdomsuddannelse nemlig hhx. 

Det undrer os imidlertid dybt, at regeringen med børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), som ser ud til at have forstået mange af sektorens problemer, nu fremlægger en konkret finansieringsmodel, som kun i meget begrænset omfang løser problemerne eller slet ikke.

Tallene viser nemlig, at den foreslåede nye model givetvis vil holde hånden under nogle – men kun nogle – lukningstruede gymnasier, men samtidig viser det sig også, at et større antal udfordrede gymnasier i udkanten reelt ikke får hjælp.

Mellemrubrik

Alle unge skal have god og lige adgang til undervisning, uanset hvor deres forældre har valgt at bosætte sig. Helt konkret så står ni af de 31 eksisterende udkantsgymnasier med stx til at miste flere penge, end de får med den nye reform.

{{toplink}}

Dertil kommer, at yderligere ti af de 31 udkantsgymnasier står til at få et ekstra beløb, der er så lavt, at det svarer til mindre end undervisningstaksten for blot fem ekstra elever på skolen (elever som vel reelt skulle være fundet gennem den nu skrottede elevfordelingsaftale). 

Vi kan også konstatere, at en række middelstore eller større gymnasier får tilført penge, hvilket selvfølgelig er kærkomment for eleverne på disse gymnasier, men samtidig får eleverne på en sammenlignelig naboskole forringet deres undervisningstilbud, hvis den pågældende skole tilfældigvis har mere end 700 elever på samme uddannelsesretning.

Det ville også klæde regeringen med den foreslåede skrotning af A-fagstaxameteret at forholde sig til de mange ekstra udgifter til udstyr og lokaler, som følger med at tilbyde fag som fysik, kemi, biologi, geovidenskab, biotek, musik og idræt.

Hvordan kan regeringen forklare logikken i så tilfældig omfordeling af midler i det fremlagte taxameterforslag?

Måske fordi man ikke har gjort sig den ulejlighed at inddrage sektoren? Den manglende inddragelse er især beklagelig, når en række af sektorens parter ved flere lejligheder faktisk har præsenteret gennemarbejdede forslag til en taxameteromlægning.

Forslag uden logik

Anbefalingen herfra til børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye er derfor: Sæt sektorens parter sammen i måske en uge, uden bagkant fredag aften, og lad os prøve at komme med et bedre bud på en løsning af den gordiske taxameterknude i fællesskab – og meget gerne til en start på baggrund af de principper, som tegner det forslag, som på nuværende tidspunkt ligger på bordet, nemlig disse (her i vores genfortolkning): 

Lav en finansieringsmodel, som holder hånden under små lukningstruede skoler i Udkantsdanmark.

Lav en finansieringsmodel, som i højere grad end i dag hjælper skoler, der løfter en stor opgave med socialt udsatte elever og minoritetselever.

Lav en finansieringsmodel, der i et rimeligt omfang omfordeler midler til mindre “udkantsskoler” ved at gøre den enkelte skole mindre økonomisk afhængig af den marginale elev i hver klasse og tager højde for eventuelle stordriftsfordele. 

Lav en finansieringsmodel, som reelt giver VUC en overlevelseschance i fremtiden uden for de største byer.

Lav en finansieringsmodel, som giver et omkostningsdækkende taxameter for den enkelte ungdomsuddannelse – herunder også en hensyntagen til ”prisen” for gymnasiefag på højeste niveau (A-niveau), som har specielle krav til lokaler og udstyr.

Lav en finansieringsmodel, som kun i begrænset grad koster nye midler på finansloven.

Sidstnævnte skriver vi ikke med vores gode vilje. Vi tror ikke, at man kan komme uden om at understøtte især udkantsskoler og skoler med en socialt udfordret profil med ”nye penge.” Det er meget problematisk, at gymnasiesektoren efter mange års nedskæringer i udspillet foreslås fodret med sin egen hale i et forsøg på at løse sociale og demografiske samfundsudfordringer – problemer, der er så store, at de rækker ud over gymnasiesektoren.

Som en sidste pointe vil vi opfordre til, at man samtænker taxameterreformen med en elevfordeling mellem skoler, da en elevfordeling er nødvendig for at sikre økonomisk og socialt bæredygtige uddannelser i hele landet – en taxameteromlægning gør det ikke alene.

{{toplink}}

debat@altinget.dk