Tesfaye til Altingets politiske redaktør: Elitens magt over uddannelse er slut. Nu er det Arnes børnebørns tur

Mange tak til Altingets Esben Schjørring for at grave sig et spadestik dybere ned i de uddannelsespolitiske reformer.

Det er befriende og helt nødvendigt, at vi får en saglig diskussion af det reformprogram, som et bredt flertal af Folketinget arbejder med, og som ikke kun handler om det klassiske budskab "send flere penge". Men som faktisk interesserer sig for uddannelsespolitikkens mere grundlæggende opgave i et moderne velfærdssamfund.

Der er dog fire steder i indlægget, hvor mine fingre kribler for at forklare mig mere præcist, og jeg derfor er tvunget til tasterne.

Den jødisk-kristne kulturarv

For det første er jeg ikke så sikker på, at den jødisk-kristne kulturarv så entydigt "sætter hånden over kroppen", som Schjørring skriver. For mig personligt var det for eksempel en øjenåbner at læse Ove Korsgaards bog 'Kropskultur', der trækker trådene fra antikken op til vor tid.

Ligesom håndværksfagenes kultur og dannelsesideal har levet side om side med åndens verden op gennem middelalderen og langt ind i industrialiseringen.

Nogle husker måske Ken Folletts bestseller 'Jordens søjler' om et engelsk katedralbyggeri, eller har som mig selv fortabt sig i den metafysik og etik, som dannede grundlaget for lavsvæsenet og mesterlæren.

Adskillige af nutidens håndværkerlærlinge vil kunne genkende skurregler, sjakkultur og æstetiske principper, hvis de satte sig ned og læste op på hverdagen for tyske håndværkere fra dengang, ingen havde set en boremaskine.

{{toplink}}

De praktiske dannelsesidealer har altså ikke været latinskolen underlegen. De har tværtimod gået hånd i hånd i gensidig respekt og har dannet både det økonomiske og etiske grundlag for vores tid. Der var populært sagt nogen, der byggede katedralerne, og andre der vidste, hvad der skulle siges i dem, når de var opført.

Jeg betragter derfor ikke regeringens reformprogram som et opgør med Europas klassiske dannelsesideal. Tværtimod.

Erhvervspolitiske luftkasteller

For det andet er jeg ikke enig i, at Socialdemokratiet ønsker at "føre industripolitik med uddannelsespolitiske midler".

Jeg vil derimod hævde, at det var den globaliseringsbegejstrede elite, der i 1990'erne misbrugte uddannelsespolitikken til at realisere deres egne idealer om det gode liv i et skrivebordssamfund befolket af den såkaldte kreative klasse, som forfatteren Richard Florida skrev en berømt bog om.

Jeg læste den bog, da den udkom, og var uenig fra første side. Hele præmissen for datidens uddannelsespolitik var, at kineserne skulle producere, mens vi andre sad i Vesten og sendte e-mails til hinanden.

Den strategi har kostet arbejdspladser, innovationskraft og frem for alt ødelagt skoledagen for tusindvis af børn og unge, som stadig kæmper i et alt for akademiseret skolesystem, hvor folkeskolen er reduceret til forskole for gymnasiet, og gymnasiet er reduceret til forskole for universitet.

Det var Richard Floridas disciple, der gjorde skolen til genstand for erhvervspolitiske luftkasteller. Ikke regeringen, ikke Socialdemokratiet og ikke mig. Jeg har derimod i mange år ønsket et opgør med præcis dette overgreb. Jeg har endda skrevet en bog om det, som udkom i 2013.

En typisk misforståelse

For det tredje viderebringer Schjørrings indlæg en typisk misforståelse om, at unge flokkes mod stx. Statistikken ser anderledes ud. Søgningen mod stx falder år for år.

Flere unge søger derimod i retning af en blanding af gymnasiefag og noget mere erhvervs- og professionsrettet. Disse uddannelser er blandt andet hhx, hf og eux.

{{toplink}}

Jeg er med på, at disse forkortelser er sort snak for de fleste. Men for mange unge er de svaret på deres ønsker om et ungdomsliv, der både inkluderer et stærkt gymnasialt socialt miljø og samtidig giver dem mulighed for noget andet end stx, der af mange opleves som en forlængelse af en lidt for kedelig folkeskole.

Arnes børnebørn

Endelig vil jeg for det fjerde gerne understrege, at det ikke er en selvstændig målsætning for regeringen at være i konflikt med Radikale.

Og jeg kan læse i de interviews Martin Lidegaard (RV) har givet, at en del af diskussionen også bygger på misforståelser.

Men jeg tror, at Esben Schjørring har ret i, at der også ligger en væsentlig og dybere politisk diskussion bag alle de hurtige overskrifter. Den deltager jeg gerne i.

Og her vil jeg ikke lægge skjul på, at den kreative klasses magt over uddannelsespolitikken er slut. Både samfundet og de unge har slået sig alt for hårdt på deres akademisering.

Nu må det være Arnes børnebørns tur.

{{toplink}}

debat@altinget.dk