Enige erhvervsakademier kræver selvstændighed

DEBAT: Erhvervsakademierne står sammen og er enige om, at selvstændighed er vejen frem for sektoren – også efter 2015. Desuden skal der være direkte valg til bestyrelserne. Det skriver Jørn Ibsen i en fælles erklæring fra erhvervsakademierne.

Af Jørn Ibsen
direktør, Danske Erhvervsskoler - Bestyrelserne

Danske Erhvervsskoler - Bestyrelserne samlede for nylig sine medlemmer fra erhvervsakademi-sektoren for at diskutere den fremadrettede indsats. Målet er klart: Erhvervsakademierne vil fortsat tilbyde og udvikle attraktive og gode uddannelser for de unge og dermed uddanne dygtige medarbejdere til erhvervslivet.

Og vejen til at nå målet er erhvervsakademierne enige om. Erhvervsakademierne skal bevares som unikke uddannelsesinstitutioner i en stærk sektor med fælles synlighed. Erhvervsakademierne skal bevare deres selvstændighed, så Danmark fortsat kan tilbyde de bedste betingelser for korte- og mellemlange videregående uddannelser og efteruddannelse.

Dette indebærer også, at erhvervsakademierne bør fortsætte med det fulde program af uddannelser efter 2015.

Akademierne skal have egne bestyrelser
Erhvervsakademierne har hørt de politiske udmeldinger og er helt på linje med LO og DI. Fremadrettet skal erhvervsakademierne have direkte valg til bestyrelserne og den nødvendige ledelses- og personalemæssige tyngde, så institutionerne fortsat kan udvikle og fremtidssikre sine uddannelser. Det er imidlertid også klogt, at rammen for den enkelte institution stadig rummer en vis fleksibilitet, så det enkelte erhvervsakademi på bedst mulig måde kan tilpasse sig de lokale forhold.

Erhvervsakademierne står sammen om målet. De vil fortsat skabe og udvikle gode uddannelser tilpasset det danske erhvervsliv. Det kræver en stærk og synlig sektor med tæt forbindelse til både erhvervsskolerne og erhvervslivet.

Forrige artikel Bevar flexicuritymodel og konkurrenceevne Bevar flexicuritymodel og konkurrenceevne Næste artikel De unges krise er alles krise De unges krise er alles krise