De unges krise er alles krise

Af Flemming Larsen
Erhvervsuddannelseschef, DI

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at færre unge får en ungdomsuddannelse. OECD's analyser viser tilmed, at Danmark på ti år er faldet fra en 9. plads til en 17. plads målt på andelen af unge, der får en ungdomsuddannelse.

Antallet af praktikpladser har samtidig været vigende gennem krisen, og mange unge føler derfor, at de ikke har mulighed for at gennemføre deres uddannelse. Det harmonerer heller ikke med behovene for arbejdskraft. Vi er afhængige af en højt kvalificeret arbejdsstyrke for at klare os i den globale konkurrence - ikke mindst fordi Danmark har et højt omkostningsniveau.

Brændfarlig cocktail
Ser vi fremad, befinder vi os desuden i stiv demografisk modvind med udsigt til alvorlig mangel på uddannet arbejdskraft. Det går ud over væksten, og dermed mulighederne for at finansiere et fortsat højt offentligt serviceniveau. Det er derfor helt uholdbart, at så mange ikke får en uddannelse.

Men det er ikke nyt, vil mange sige. Virksomhederne må jo bare oprette flere praktikpladser, så flere unge kan få en erhvervsuddannelse. Her er svaret desværre, at erhvervslivet rammes af en dobbelt udfordring hver gang konjunkturerne vender: Tomme ordrebøger sender de unge over i uddannelseskøen, hvor praktikpladser er en mangelvare som følge af de samme ordrebøger. Uden opgaver er der desværre ikke meget meningsfyldt arbejde at sætte lærlinge til.

Resultat er lige så bekymrende som det er forudsigeligt. De unge taber på den korte bane, mens erhvervsuddannelserne og virksomhederne taber på den lange bane. Det er alvorligt hver gang, men denne gang mere end nogensinde. Vi står nemlig med en brændfarlig cocktail af stigende global konkurrence, mangel på arbejdskraft og kuldsejlede uddannelsespolitiske målsætninger. Prisen kan blive uoverskuelig.

En ny vej
Der er derfor brug for en ny strategi, for dem vi har fulgt hidtil virker tilsyneladende ikke. Vi foreslår to nyskabelser, der kan hjælpe.

Først og fremmest skal alle muligheder for praktik udnyttes. I dag er mange virksomheder afskåret fra at bidrage med praktikpladser, fordi de er for specialiserede til at kunne give de unge en bred faglig uddannelse. De skal have bedre muligheder for at bidrage.

Det kan f.eks. ske ved, at skolerne koordinerer kortere praktikophold for de unge i forskellige virksomheder - og ikke som nu, hvor al praktik typisk gennemføres i én virksomhed. Skolerne puljer så at sige virksomhederne, så de tilsammen kan dække praktikbehovet i en given uddannelse. Det kræver, at uddannelsesansvaret flyttes fra virksomheder til skoler.

Afskaf skolepraktikken
Samtidig skal skolepraktikken helt afskaffes. Erhvervsuddannelser bygger på vekslen mellem skole og praktik. Praktikken foregår i en virksomhed, hvor man lærer noget andet end man kan lære på en skole. Alene ordet skolepraktik giver derfor ikke stor mening. Det har de unge for længst regnet ud. Flertallet siger nemlig nej tak, når de får tilbudt at komme i skolepraktik, og søger i stedet mod andre uddannelsestilbud, eller fravælger helt uddannelse.

De skal i stedet tilbydes andre muligheder, når krisen kradser. Nemlig erhvervsrettede uddannelser, der er uafhængige af en praktikaftale, hvor de unge opnår brugbare kvalifikationer, der bygger på deres interesse for håndværk, teknik, handel, kontor mv., men hvor vi ikke bilder dem ind, at de lærer det samme som man lærer i en virksomhed. Uddannelserne vil typisk være af kortere varighed end de klassiske vekseluddannelser, men de skal både give adgang til job og til at afslutte i normal vekseluddannelse, hvis denne mulighed viser sig.

Sideløbende med de nye tiltag er vi pisket til at løfte erhvervsskolerne, så flere unge finder dem attraktive. Det er altafgørende, at niveauet hæves. Kommer det løft ikke, vil virksomhedernes og de unges interesse for uddannelserne fortsat svækkes. Og antallet af praktikaftaler mellem unge og virksomheder vil falde.

På med vanten
De evigt tilbagevendende diskussioner om trin, skolepraktikkvoter og symbolpolitik som sociale klausuler er helt utilstrækkelige til at løse de udfordringer, vi med jævne mellemrum står overfor. Omvendt skræmmer de hver gang unge væk i hobetal. Det har vi ganske enkelt ikke råd til.

Vi har heller ikke råd til at brænde milliarder af på præmieordninger, der ikke har nogen dokumenteret effekt. Det nuværende tilskud på 50.000 kr. til virksomheder, der opretter en praktikplads, løber op i ca. 1,5 milliard kr. alene i 2010. Til sammenligning fik erhvervsskolerne 133 mio. kr. årligt til kvalitetsudvikling i globaliseringsaftalen. Nu vil Folketinget forhøje tilskuddet til 70.000 kr. uden at vide om det har nogen effekt. Én ting ved vi dog: Det bliver dyrt.

Det er på tide vi bevæger os fra krisestyring til varige løsninger. Derfor opfordrer vi nu politikere og samarbejdsparter til nytænkning. Det er efter vores opfattelse bydende nødvendigt, at vi tager håndfast fat om udfordringerne nu. Ellers taber vi som nation i det globale spil om fremtidens vækst og velstand.

De aktuelle forhandlinger om finanslov og globaliseringsmidler er oplagte anledninger til at komme i gang.

debat@altinget.dk