DI Fødevarer: Bred nøglehullet ud til flere fødevaregrupper

DEBAT: Danskerne bruger kortere tid på madlavningen, og flere springer måltider over, som er lavet fra grunden. Men både færdigretter, mellemmåltider og to-go-måltider kan sagtens være et både sundt og velsmagende valg, og det bør kriterierne for Nøglehulsmærket også afspejle, skriver Leif Nielsen.

"Spis varieret, ikke for meget, og vær fysisk aktiv."

Sådan starter Fødevarestyrelsens officielle kostråd, som vi i DI Fødevarer bakker fuldt op om. Men der mangler måske et ord, hvis det rigtigt skal fange danskerne: Smag.

Alle løsninger på at løfte danskernes sundhed igennem kostanbefalinger uden fokus på smagen har historisk set fejlet. Det sunde valg skal være den lette løsning – og så skal det smage godt.

Medansvar for sunde vaner
Alle har et ansvar for danskernes sundhed – i første omgang er det den enkeltes eget ansvar, men myndigheder, NGO'er, detailhandel og fødevareproducenter har et medansvar.

I fødevarebranchen har vi derfor også et medansvar for og en indflydelse på sundhedsudfordringen. Den indflydelse vil vi gerne bruge til at hjælpe danskerne med at få de bedste betingelser for at hjælpe dem med deres eget ansvar for det gode liv med en sund kost, der også smager godt.

Vi bestræber os hele tiden på at udvikle nye sunde fødevareprodukter – og i takt med vores livsstil og teknologi udvikler sig, får vi bedre muligheder for at forbedre produkterne.

Vi ser stor værdi i at bidrage til og videreudvikle de eksisterende gode initiativer, som allerede findes. Og vi deltager gerne aktivt og konstruktivt i skabelsen af nye initiativer, der kan sikre, at problemerne finder deres løsninger blandt de aktører, der har indflydelse på danskernes livsstil.

Sunde og smagfulde færdigretter
Madkulturens seneste rapport fra 2018 om danskernes madvaner viser, at færre danskere spiser helt hjemmelavet mad, og flere danskere bruger under 15 minutter på at lave aftensmad. Det betyder også, at flere og flere danskere sætter take-away og færdigretter på middagsbordet.

Heldigvis har udbuddet af færdigvarer udviklet sig enormt de sidste par år, og forbrugerne har rig mulighed for at købe færdigretter, som både er sunde, velsmagende og af høj kvalitet.

Derfor er der også et stort potentiale for fødevarevirksomhederne i at vise danskerne, at færdigretter og halvfabrikata, som for eksempel boller i karry, chili con carne, snittede gulerødder og snittet salat, kan være et både velsmagende og sundt valg.

Bred nøglehullet ud
Et andet løsningsforslag er at lade Nøglehulsmærket skabe mere plads til sundhedsinnovation. Det kan gøres ved at brede Nøglehulsmærket ud til alle fødevarekategorier. Alle fødevarer kan nemlig indgå i en sund kost, og der bør findes et bedste valg inden for alle fødevarekategorier.

I den forbindelse er det også nødvendigt at kigge på kriterierne for Nøglehullet. Eksempelvis spiser en stor del af befolkningen frugtyoghurt og spegepølser i væsentlig mængde i deres hverdag. Alligevel findes der kun ganske få frugtyoghurter og spegepølser med Nøglehullet.

Et andet eksempel er færdigretterne. Danskernes efterspørgsel efter færdigretter er som nævnt stærkt stigende, og markedet er derfor i vækst. Til trods for det er der fortsat relativt få produkter med Nøglehullet.

Brug for mere forskning
DI Fødevarer arbejder derfor for, at Fødevarestyrelsens Innovationspartnerskab, der skal gøre de sunde valg til de lette valg for forbrugerne, også medvirker til udviklingen af nøglehulskriterier, der tilgodeser den brede del af befolkningen.

Derved bidrages til et sundhedsløft i den del af befolkningen, der har mest brug for at ændre spisevaner og livsstil.

Det kræver en styrket forskningsindsats og meget brede alliancer at udnytte dette store potentiale. Dette er også årsagen til, at DI Fødevarer deltager aktivt i en række fora og offentlig-private partnerskaber, som for eksempel Rådet for sund mad, Innovationspartnerskabet, Ret Portion samt Fuldkornspartnerskabet.

Det er vores klare opfattelse, at vi står langt stærkere, når alle på tværs af forskellige interesser samarbejder om at sikre danskerne en sundere livsstil.

Forrige artikel SF-borgmester: Ældremad skal tilpasses den enkelte SF-borgmester: Ældremad skal tilpasses den enkelte Næste artikel Fødevarestyrelsen: Folkesundhed er en god forretning Fødevarestyrelsen: Folkesundhed er en god forretning